Kære Magnus Heunicke

Af Andreas Rudkjøbing, Lægeforeningens formand
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, 8. juli 2019

Først et stort tillykke med dit nye job som sundheds- og ældreminister. Set fra min stol er det naturligvis det vigtigste ministerium. Sundhedsvæsenet har betydning for alle borgere.

Du har overtaget en kæmpemæssig udfordring fra din forgænger: nemlig at skabe rammerne for, at flytning af de opgaver, som i de kommende år skal flyttes fra de specialiserede sygehuse til det nære sundhedsvæsen, foregår på forsvarlig vis. Vi har brug for en plan, som sikrer, at det sker med omhu og de nødvendige investeringer i kommuner og praksissektor, så flytningen ikke sker på bekostning af kvaliteten.

Mit håb er også, at vi kan få en god dialog om, hvordan vi får flere speciallæger til det voksende antal patienter, som i den grad mangler dem. Det gælder f.eks. i psykiatrien og i almen praksis. Hvis det nære sundhedsvæsen skal fungere, skal der flere praktiserende læger til. Derfor er jeg er glad for, at det indgår i det politiske papir, som regeringen er enig med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten om. Der skal uddannes flere praktiserende læger. Det er også nødvendigt at se på initiativer, som styrker almen praksis her og nu – uden tvang (læs tjenestepligt) naturligvis.

Danmark var først i verden med en lov om patientsikkerhed, som skulle sikre læring af de fejl, som sker i sundhedsvæsenet. Men vi har desværre i de senere år oplevet en politisk strammerkurs over for læger. Vi savner forståelse for, at ingen begår fejl med vilje, og at myndighedernes sanktioner ikke fremmer læring og patientsikkerhed. Din forgænger tog et vigtigt skridt med en række initiativer i den såkaldte »Tillidspakke«, men vi er langtfra i mål. Derfor vil jeg opfordre til, at du giver det lovforslag om et ankenævn i visse tilsynssager, som blev sat i stå på grund af valget, et skub fremad i den politiske proces. Det er helt afgørende for os, at det bliver til virkelighed. I det hele taget er vi i Lægeforeningen i den grad klar til en dialog om, hvad der kan bidrage til et sundhedsvæsen, som er trygt for både patienter og os, der arbejder i det.

At stikke en kæp i hjulpet for, at unge mennesker bliver afhængige af nikotin og undergraver deres helbred med tobak, er en vigtig sag for os. Det er positivt, at regeringen vil sætte prisen på cigaretter op. Forhåbentlig bliver det et ordentligt hop op til 90 kroner. Det vil være en stærk håndsrækning til de unge og et signal om, at regeringen tager forebyggelse alvorligt.

Der er mange andre sager, som er vigtige for sundhedsvæsenet. Men én skiller sig særligt ud, fordi den er en forudsætning for, at vi også i de kommende år kan behandle de stadig flere patienter på ordentlig vis. Regeringen har garanteret at lægge »en bund under velfærden«, og her håber jeg på erkendelse af de særlige forhold i sundhedsvæsenet. Det er ikke nok kun at tage højde for, at der kommer flere patienter. Hvis de skal have adgang til nye behandlinger, kræver det et markant løft. Vi har peget på, at niveauet ligger på ca. to procent ekstra om året frem til 2025.

Endnu en gang tillykke med posten. Jeg håber, at du vil bruge de faglige indspark, som vi vil komme med fra lægeside, og jeg ser frem til et godt samarbejde.