Kære Ellen og Thyra

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, 12. december 2016

Tillykke med posterne som henholdsvis sundhedsminister og ældreminister! Det kan godt være, at der er kamp i partierne om at blive udenrigs- eller finansminister. Men lad jer ikke gå på af det. Set herfra har I fået to uhyre vigtige poster, som har direkte betydning for alle borgere. I kommer nok heller ikke til at savne opmærksomhed. At bedrive sundhedspolitik er krævende. Der er mange øjne rettet mod ministre, og der kræves ofte hurtige svar.

I er blevet ministre i en tid, hvor sundhedsprofessionelle i stort tal siger fra over for de økonomiske produktivitetskrav og har svært ved at stå inde for de tilbud, som de har mulighed for at give patienterne. Det sker på fødegange, i psykiatrien, men også andre steder. Her er sundhedsprofessionelle frustrerede over og kede af, hvordan patienter oplever konsekvenserne af, at sundhedsvæsenet skal løse stadig flere opgaver, uden at der er penge med. Der skal løbes stadig hurtigere, og lige nu er der ikke udsigt til, at situationen ændrer sig. Tværtimod – år efter år skal stadig flere patienter behandles uden ekstra penge, og det vil lægge yderligere pres på sundhedsvæsenet.

Hertil vil I og andre politikere på Christiansborg måske svare, at sundhedsvæsenet jo tilføres øremærkede penge, som skal styrke arbejdet med at sikre gode forhold for de fødende, en mere effektiv kræftbehandling og bedre tilbud til mennesker med psykiske sygdomme. Det er også rigtigt.

Men glem ikke, at samtidig er de sundhedsprofessionelle, der skal gøre planerne til virkelighed, underlagt meget stramme økonomiske rammer og krav om behandlingsgarantier, forløbstider m.m., der stiller store ressourcekrav. F.eks. var kræftlæger tidligere på året i pressen med bekymringer over nedskæringer på deres afdeling – kun få dage efter lanceringen af regeringens kræftplan. Det viser, hvor afgørende det er, at der ikke kun afsættes begrænsede midler til specifikke sygdomsområder og aktiviteter. Der er brug for, at I og jeres kolleger ser samlet på, hvor meget der i virkeligheden er brug for, hvis man skal sikre en forsvarlig drift af de vigtige områder. Et første skridt kunne være at droppe det rigide krav om, at man overalt i sundhedsvæsenet pr. automatik skal producere to procent mere om året, uden at der følger penge med.

Jeg håber, at I vil lytte til læger og andre sundhedsprofessionelle med genuin interesse. Selvfølgelig har vi ingen forventning om, at I er enige med os om alt, og det er fair nok. Men vi har brug for en ægte dialog, hvor lægers bekymring for patienterne tages alvorligt, og politikerne bakker op ved at tage ansvar for tingenes tilstand. I skal vide, at ytringsfriheden er under pres mange steder i sundhedsvæsenet, og at kulturen langtfra altid opmuntrer til kritisk udveksling af synspunkter. Det kræver mod og ofte langt tilløb for læger og andre medarbejdere offentligt at sige fra over for forhold i sundhedsvæsenet. En ting er sikker: Det er stemmer, der mener det alvorligt, som i disse dage sætter fokus på rammerne i sundhedsvæsenet. Derfor håber jeg også, at I vil lytte til dem med forståelse og respekt.

Jeg håber også, at I vil sætte pris på de faglige indspark til det politiske arbejde, som vi kan bidrage med fra Lægeforeningen. Der venter store opgaver lige om hjørnet: f.eks. en handlingsplan for det nære sundhedsvæsen og en styrket lægedækning, som kræver, at I har et tæt samarbejde med læger og andre sundhedsprofessionelle. Endnu en gang tillykke! Jeg ser frem til samarbejdet med jer begge to.