Ja tak til nærhed, nej tak til "nærhedshospitaler"

Af Andreas Rudkjøbing, Lægeforeningens formand
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, 3. september 2018

Flere overlever i dag kræft. Flere overlever hjertesygdomme. Opmuntrende resultater, som bl.a. skyldes, at det i de seneste år er lykkedes at samle specialiserede behandlinger på færre sygehuse. At samle specialerne har ikke været en let øvelse. Men i de seneste år har ingen betvivlet, at det var en rigtig udvikling, selv om det har betydet, at mange mindre sygehuse er lukket. Når formanden for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, for få dage siden i TV-avisen krævede, at der indføres såkaldte nærhedshospitaler – ja, ligefrem lægger op til at tage lukkede sygehusbygninger i brug igen – opleves det derfor som skridt tilbage i tiden.

Partiformanden gav den fuld skrue i beskrivelserne af det fjerne sygehus og den varme, nære tryghed, som nærhedshospitalerne skulle kunne levere. Men siden har der sænket sig en tæt tåge over, hvad et nærhedshospital er, og hvad man skal kunne varetage der.

I udspillet nævnes, at ’helt almindelige og ukomplicerede sygehusbehandlinger’ skal flyttes væk fra de nuværende sygehuse. Eksemplerne er behandling af gigtsygdomme, dialyse og diabetesbehandlinger. Men muligheden for at foretage knæoperationer nævnes også i tv-indslaget. Indgreb, som ikke nødvendigvis er ukomplicerede, og som også kræver, at man som læge har rutine.

I gængs brug af ordet ’hospital’ ligger, at der er tale om en bygning med sengepladser. Mette Frederiksen talte om gamle menneskers behov for at være tæt på pårørende. Det er vigtigt og skal tænkes ind i det nære sundhedsvæsens avancerede plejetilbud. Men at oprette små hospitaler til de ældste patienter er ikke vejen at gå. De har også krav på den ekspertise, som et stort sygehus kan stille til rådighed. Ældre patienter er i øvrigt ofte diagnosticeret med mere end en sygdom.

Måske er brugen af ordet ’hospital’ først og fremmest valgt af hensyn til lancering i medierne? Jeg savner et klart svar på, hvad tanken er. Faktisk er det rigtig ærgerligt, at partiet på den måde har valgt at advokere for nærhedshospitaler. For der er flere positive elementer i udspillet, som kunne fortjene mere plads i debatten. Partiet lægger f.eks. ikke op til en ressourcekrævende reform for reformens skyld, men foreslår tættere samarbejde mellem regioner, kommuner og praksissektoren om at løse opgaverne. Det er også en fin ide at afprøve fælles finansiering mellem kommuner og regioner, som flere organisationer, herunder Lægeforeningen, har foreslået.

Vi går et heftigt politisk efterår i møde. Både politikere og fagfolk deler analysen af, at det nære sundhedsvæsen skal styrkes, og at behandling, som det er fagligt forsvarligt at flytte fra sygehusene, skal foregå tættere på borgerne. Men derefter står alt åbent.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har varslet en sundhedsreform i oktober. Alle i sundhedsvæsenet – ikke mindst regionerne – imødeser den med spænding. Lige om hjørnet venter et folketingsvalg, og flere partier har allerede klart meldt ud, at de ønsker at nedlægge regionerne.

Jeg vil appellere til både regeringen og resten af Folketinget om, at vi kan tage den vigtige politisk debat om sundhedsvæsens struktur på et velforberedt og seriøst grundlag. Et grundlag, som også medtænker pengene. Vi har i dag et sundhedsvæsen, hvis opgaver vokser hurtigere end ressourcerne. Det problem bør have den allerhøjeste prioritet.