I sandhedens- og sundhedens tjeneste

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
Leder bragt i Ugeskrift for Læger den 12. juni 2017

Næsten hver tredje dansker mener, at læger og forskere i virkeligheden ved meget lidt om, hvad der er sund og usund livsstil. Det viser en ny undersøgelse fra Trygfonden og tænketanken Mandag Morgen. Foruroligende nok i sig selv. Men tallet er ovenikøbet udtryk for en stigning. I 2011 gav 19 pct. udtryk for denne holdning.

Man kan selvfølgelig sige, at det bare er en undersøgelse. Men der er grund til at tage tallene alvorligt. Se blot på de dramatisk faldende vaccinationsrater mod livsmoderhalskræft. Vi befinder os i en tid, hvor borgerne ikke længere følger råd, blot fordi læger, forskere og sundhedsmyndigheder siger, at de er videnskabeligt og fagligt funderede.

Hvordan er det kommet så vidt? Der er ikke én forklaring. Helt generelt står autoriteter for fald. I kombination med en stadig hurtigere og mere uoverskuelig medievirkelighed er det videnskabelige verdensbillede, som sundhedsmyndigheder, læger og forskere baserer sig på, under pres.

I den konkrete sag om HPV-vaccine peger mange på en TV2-udsendelse fra 2015, hvor man koblede vaccinen med alvorlige bivirkninger. Et budskab, som er spredt effektivt på sociale medier, hvor mange andre end sundhedsmyndigheder rådgiver bekymrede forældre, som derfor naturligt nok kommer i tvivl om vaccinen.

At andre end autoriserede sundhedsprofessionelle tager ekspertrollen på sig og nemmere slipper af sted med det, er foruroligende. Det samme er den skepsis, som vi i det etablerede sundhedsvæsen mødes med. Begge dele sætter en streg under, at der er brug for at tænke i nye baner om, hvordan faglige miljøer kommunikerer med borgerne. Vi skal mere åbent fortælle, at myndigheder og læger ikke kommer med en facitliste, men baserer deres rådgivning på den tilgængelige viden.

I Mandag Morgen peger bl.a. Sundhedsstyrelsens direktør på, at tiden er løbet fra blot at meddele befolkningen sine anbefalinger. »Gammeldags paternalisme er gået af mode, hvor man som myndighed kunne lave alle mellemregningerne og så meldte facit ud til befolkningen, der så bare tog det for gode varer. Der skal vi i dag også vise vores mellemregninger«, siger han. Det er en klog tilgang. Tillid og åbenhed er helt afgørende. Det samme er timing og fagfolks tilstedeværelse i den offentlige debat, hvis videnskabelighed skal bevare sin – omend truede – status.

Men der er også brug for at gå i dialog med pressen. Det sker for tit, at journalister slipper af sted med blot at præsentere to eller flere holdninger i en sag uden at gå ned i substansen og afsøge sandhedsværdien. Som Anders Lund Madsen, der selv er journalist, for nylig trak det op med tyk streg i en tweet til programmet Presselogen: »Jeg kender også én, der mener, at man kan få herpes af at handle i Irma. Superdebatemne!«.

Pressen vil altid kunne finde nogen – også læger – som har forskellige holdningen til HPV-vaccinen. Men der er forskel på, om man har det europæiske lægemiddelagentur og stort set alle forskere i ryggen eller ej. Hvis pressen skal leve op til sin rolle som vagthund og fjerde statsmagt, bør den gøre det klart for læsere, seere og lyttere, hvilket grundlag de forskellige synspunkter er baseret på.

Jeg har ingen forhåbninger om, at strømmen af ukvalificeret og potentielt farlig rådgivning af borgerne om sundhed vil aftage i de kommende år. Det er et vilkår, vi må se i øjnene, og i den virkelighed har pressen i mine øjne en opgave, som ingen andre kan løfte i samme omfang: at hjælpe borgerne med at skelne mellem seriøse og useriøse råd, præcis som den skal skelne mellem fakta og fake news. Til gavn for sandheden – og sundheden.