Hvorfor kun den halve sandhed om sundhedsvæsenet, Politiken?

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen

I Politiken onsdag d. 3. oktober kunne man læse, at ”sundhedslobbyen tager livet af velfærdsstaten”.

Politikens analyseredaktør Poul Aarøe Pedersen (PAP) hæfter sig ved statsministerens tale fra Folketingets åbning, hvor han fortæller, at antallet af læger og sygeplejersker i sundhedsvæsnet er steget siden 2001. Og fordi der i samme periode angiveligt er en nedgang i antallet af ansatte på andre velfærdsområder, hævder PAP, at ”den ensidige satsning på en stærkere sundhedssektor har haft alvorlige konsekvenser for andre sektorer.” Samtidig mener PAP, at sundhedssektoren i snart to årtier har været en sikker havn for dem, der søger fast ansættelse.

Men påstandene er i bedste fald den halve sandhed. Derfor vil jeg supplere med væsentlige fakta om sundhedsvæsenets sande tilstand.

Det er rigtigt, at fra 2001 til 2017 er der ansat 16.000 flere i sundhedsvæsenet, men langt de fleste (13.600) blev ansat i højvækstårene frem til 2010. Fra 2010-2017 er der kun ansat 2.700 personer. Flere læger og sygeplejersker, men færre SOSU-assistenter og lægesekretærer. Og siden 2010 er der altså kommet 260.000 flere patienter på sygehusene og 3.300.000 flere ambulante besøg. Ergo er der hårdt brug for de ansatte i sundhedssektoren, der på ingen måde ”tager livet af velfærdsstaten”, som analyseredaktøren fejlagtigt påstår, men tværtimod holder velfærdsstatens borgere i live.

At sundhedsvæsenet er presset, kan man forvisse sig om ved at se på årene 2016 og 2017. I den periode er antallet af patienter steget med 55.000, mens antallet af ansatte på hospitalerne kun er steget med fire personer. Ja, du læste rigtigt: Fire ekstra personer, ikke procent, og 55.000 patienter ekstra. Så meget for ”den ensidige satsning på en stærkere sundhedssektor”.

Jeg kan ikke vurdere antallet af ansatte i andre sektorer, men det er forkert og forvrøvlet at beskylde ansatte i sundhedsvæsenet, en såkaldt ”sundhedslobby,” for at være skyld i nedskæringer på andre områder. Og det er en decideret forkert præmis, at sundhedsvæsenet skulle være forkælet.

Virkeligheden er sådan, at samtlige regioner skærer for at få budgetterne til at hænge sammen, at medicinske afdelinger i samtlige regioner er plaget af overbelægning, og at Arbejdstilsynet er en hyppig gæst på hospitalsafdelingerne. Læg hertil de stadigt flere ældre patienter med behov for mere behandling, pleje og omsorg. Plus ny, dyr medicin til mange patientgrupper.

Alt i alt matcher sundhedsvæsenets ressourcer slet ikke opgaverne. Men det faktum overser analyseredaktøren desværre.

Debatindlægget er bragt i Politiken onsdag d. 3. oktober 2018