Hvor mange læger skal sige op i desperation, før politikerne lytter?

Af Andreas Rudkjøbing, Lægeforeningens formand
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, 4. marts 2019

For en måned meddelte Jakob Trier Møller, at han stopper som klinikchef på Anæstesi- og Operationsklinikken på Rigshospitalet. Dette farvel før tid fra en bredt anerkendt kollega har med rette været meget omtalt. For som han udtalte til Politiken: »Jeg siger ikke op i protest, men i desperation«. I desperation over år efter år at skulle gennemføre besparelser og over den manglende erkendelse hos politikere og embedsmænd af, at »hvis vi skal have et sundhedsvæsen i verdensklasse, koster det penge, og det er flere penge end dem der er til rådighed nu«.

Jakob Trier Møller står ikke alene med den opfattelse. Han har fået fuld opbakning fra samtlige af sine 43 klinikchefkolleger, som peger på nødvendigheden af, at politikerne indser, at nye, ofte kostbare, behandlinger og behandlingsgarantier ikke længere kan indføres, uden at der følger bevillinger med. De peger også på behovet for, at politikerne tager ansvar for en nødvendig prioritering af opgaverne. Der er ikke råd til det hele, og det skal politikerne stå på mål for.

Jakob Trier Møller har også fuld opbakning fra engagerede kolleger fra hele sundhedsvæsenet, som under hashtagget #voresvirkelighedjeresansvar på effektiv vis opfordrer læger, social- og sundhedsassistenter, jordemødre, sygeplejersker og andre gode kolleger til at skrive under på en appel til politikerne på Christiansborg om at erkende, at mængden af opgaver vokser langt mere end midlerne, og at sundhedsvæsenet er presset ud over det forsvarlige.

Det er dybt, dybt alvorligt, når fagfolk på den måde appellerer med store bogstaver til de folkevalgte om at tage deres ansvar på sig. Det er ikke et populært budskab hos toppolitikere og -administratorer. Men vi er nødt til at råbe op. En undersøgelse fra Lægeforeningen viser, at otte ud af ti læger på sygehusene oplever arbejdsdage, som er så hektiske, at det påvirker kvaliteten af behandling og pleje. Fire ud af ti læger på landets medicinske afdelinger oplever hver uge at måtte udskrive patienter, som ud fra et lægefagligt synspunkt ville have haft gavn af at være indlagt noget længere. Andre resultater peger i samme, nedslående retning.

I dag er situationen desværre den, at blot en fælles erkendelse på Christiansborg af, hvor stort problemet er, vil være et fremskridt. Regeringen har endnu ikke givet en melding, der viser, at den er klar til en langsigtet nødvendig investering. I stedet skal der med statsministerens ord aftales penge til benzin – det vil sige drift – hvert år, og det er umuligt at forudsige, hvor det ender.

Socialdemokratiet har meldt ud, at der skal afsættes 53 mia. kr. på sundheds- og ældreområdet frem til 2025. Det lyder som mange penge, men man kan desværre roligt sige, at tallet er pustet voldsomt op. Det er nemlig både fordelt og akkumuleret over syv år. Omgjort til realvækst svarer det nogenlunde til den smalkostvækst på knap én procent, som vi har oplevet i de seneste år. Vi har i Lægeforeningen beregnet, at der skal cirka to procent ekstra til hvert år frem mod 2025, hvis vi skal kunne tilbyde et stigende antal patienter den behandling og pleje, som er nødvendig.

Folketingsvalget er tæt på. Senest den 17. juni skal vi stemme. Faktum er p.t., at det er os – læger og kolleger – som skal presse politikerne til at erkende deres ansvar. Derfor er det oplagt at presse på for at få konkrete bud på, hvordan de vil sikre, at ressourcerne matcher opgaverne. Og det er oplagt at spørge, hvor mange læger der skal sige op i desperation, før de lytter.