Hvem skal gribe patienterne, når de har forladt supersygehusene?

8. juni 2016

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen

En fælles frustration for mange, der har deres gang i sundhedsvæsenet, er manglen på sammenhæng. Patienter frygter at »blive tabt« på deres vej gennem et stadig mere komplekst sundhedsvæsen. Desværre kan vi som læger ikke berolige patienten med, at »det sker næsten aldrig«. Faktisk er vi også bekymrede for, at det sker, når vi slipper en patient.

Det er en kompleks opgave at sikre den sammenhæng. Men sikkert er det, at hvis ikke Danmark i løbet af ganske kort tid får udviklet og forstærket det nære sundhedsvæsen, så bliver patienterne tabt i stort antal. Ikke kun på grund af kommunikationsproblemer eller dårlige it-løsninger på tværs af sektorer, men ganske simpelt fordi der ikke er nogen til at gribe patienterne, når de udskrives fra de stadig færre, mere specialiserede sygehuse, som er indrettet efter, at patienterne skal ud til andre tilbud efter kort tid.

Når man ser ud over det kommunale landskab, er det meget varieret, hvad kommunerne tilbyder. Mildt sagt. Det afspejler sig f.eks. i, at nogle er langt bedre til at forebygge indlæggelser blandt ældre end andre, og at ventetiden til genoptræning i gennemsnit kan variere fra otte til 25 dage. Det er ikke holdbart. Når det gælder sundhed, er det de færreste borgere, der kan se det rimelige i at få en dårligere behandling, pleje og genoptræning end dem, der bor i nabokommunen.

Derfor er der et tvingende behov for, at den kommende regering prioriterer en national handlingsplan for det nære sundhedsvæsen. De praktiserende læger, privatpraktiserende speciallæger og de kommunale sundhedstilbud skal styrkes, for deres betydning for sundhedsvæsenet vil vokse i de kommende år.

Der er et påtrængende behov for at sikre, at der uddannes langt flere praktiserende læger. Det kan ikke gå hurtigt nok. De praktiserende speciallæger skal også styrkes. Med større afstande til sygehusene er det oplagt i højere grad at tilbyde de behandlinger, der kan klares ambulant, i speciallægepraksis. Vi efterlyser samtidig, at man på landsplan får afklaret, hvilke opgaver kommunerne er bedst til at løse, hvilke det giver fagligt størst mening at overlade til regionerne, samt hvordan man sikrer sammenhæng og samarbejde.

Det haster med en handlingsplan. Efterhånden er meget store dele af landet påvirket af manglen på speciallæger. Flere steder er gennemsnitalderen blandt praktiserende læger over 54 år, og nogle steder endnu højere. Andre specialer som f.eks. psykiatri er også ramt af mangel på speciallæger. Det er fakta, hvis alvor blot understreges af, at patienterne til gengæld bliver flere. De vil have en berettiget forventning om at få behandling af høj kvalitet – uanset hvor de bor.

Lægeforeningen er naturligvis klar over, at et stærkt sundhedsvæsen tæt på borgerne kræver en bred og langvarig indsats med politisk rygvind. Vi vil kraftigt opfordre til, at en handlingsplan for det nære sundhedsvæsen bliver en del af det kommende regeringsgrundlag. Taberne er uhyggeligt mange, hvis ikke det sker. De ældre, patienterne med kroniske sygdomme og de udsatte familier. Beboerne i de tyndtbefolkede områder. Alle har de krav på behandling af høj kvalitet og vished om, at der bliver taget hånd om dem, når de forlader sygehuset. Kære politikere, husk det, når I har vundet valget.

 

Leder bragt i Ugeskrift for Læger nr. 12/2015.