Hov - hvad skete der lige med produktivitetskravet?

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
Leder bragt i Ugeskrift for Læger den 29. maj 2017

Så tæt på – og så alligevel ikke. Patienter, regioner, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, jordemødre, lægesekretærer og læger har i de seneste måneder samstemmende berettet om, hvordan toprocentsproduktivitetskravet er til skade for sundhedsvæsenet. Grænsen er nået for, hvor langt skruen kan strammes i styringen af sygehusenes økonomi. Toprocentskravet skal væk, har det lydt unisont.

Lægeforeningen, Yngre Læger og Overlægeforeningen har sammen med gode kolleger i Dansk Sygeplejeråd, FOA og HK lanceret kampagnen De Sygeste Historier på de sociale medier. Her fortæller patienter og sundhedsprofessionelle om, hvordan toprocentskravet spænder ben for behandling og pleje. I konkrete tal (2017) skal sygehusene uden ekstra ressourcer præstere for over 1,3 mia. kr. ekstra om året.

To procent kan måske lyde fredsommeligt, men over 20 år betyder det, at det samme antal hænder skal foretage 49 procent flere behandlinger.
For regionerne har frustrationen over toprocentskravet betydet, at de er gået til økonomiforhandlingerne med kravet om, at det fjernes allerede i 2018. Vi og mange andre i sundhedsvæsenet har derfor med stor spænding og i lang tid også forhåbningsfuldt fulgt forhandlingerne i Folketinget om, hvor langt regeringen vil kunne imødekomme regionerne. 

I skrivende stund er resultatet, at regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har fundet sammen om en vedtagelse, som lægger op til, at man skal »igangsætte en gennemgang af styringen på sundhedsområdet« – med medfølgende risiko for syltekrukke. 

Et beslutningsforslag fra Enhedslisten om at droppe at videreføre produktivitetskravet ved de næste økonomiforhandlinger med regionerne i 2018 blev stemt ned. Det fik støtte fra Dansk Folkeparti, SF, Alternativet og Radikale Venstre, men ikke Socialdemokratiet.

Resultatet er selvfølgelig skuffende. Jeg er ikke den eneste, som havde tolket signalerne fra de politiske partier anderledes. Ikke mindst må man undre sig over, at Socialdemokratiet på Christiansborg ikke har tillagt det større vægt, at fremtrædende partifæller i regionerne, herunder Danske Regioners formand, meget tydeligt har gjort det klart, at tiden er løbet fra produktivitetskravet. Man kunne have forventet, at man på Borgen ville lytte mere til de politikere, som er tæt på virkeligheden ude på hospitalsgangene.

Regionspolitikere og sundhedsprofessionelle vil også kunne berolige de landspolitikere, som har givet udtryk for, at en eventuel afskaffelse af toprocentskravet er det samme som at slippe tøjlerne i styringen af sygehusenes økonomi. De kan være helt rolige. Der er loft over budgetterne, der er nationale mål, som regeringen har aftalt med KL og Danske Regioner, og der er kræftpakker, udredningsrettigheder, behandlingsgarantier m.m., som sundhedsvæsenet naturligvis skal efterleve. Med andre ord: Der er langt til »fri leg«.

Endnu er der ikke sat pen til papir på en færdig økonomiaftale. Jeg vælger at sætte min lid til, at der stadig er håb om, at vi snart kan sige farvel til en udtjent model. Farvel til kortere tid til patienterne, farvel til ringere kvalitet og farvel til mindre patientsikkerhed. Det vil være et stort skridt fremad for hele sundhedsvæsenet.