Høringssvar: Forslag til Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (Tvangsbehandlingsloven)

Høringssvar, 16. februar 2017

Lovforslag giver mulighed for at behandle demente

Lægeforeningen er meget tilfreds med, at det endelig er lykkedes at nå i mål med et lovforslag, som gør det muligt at drage omsorg for og behandle demente, udviklingshæmmede eller andre varigt inhabile, som i ord eller handling modsætter sig en nødvendig behandling.

Vi har gennem flere år, i samarbejde med andre organisationer, arbejdet for en lovgivning, der sikrer, at der kan udvises omsorg for og behandles varigt inhabile patienter, der ikke er i stand til at varetage egne interesser og ikke formår at forholde sig fornuftsmæssigt til et behandlingsbehov og derfor afviser behandlingen. Behandlinger som patienter normalt helt uden betænkeligheder giver samtykke til.

Lovgivningen hviler i dag på et godt princip om informeret samtykke, men giver udfordringer i den praktiske hverdag, hvor en varigt inhabil patient ikke har evnen til at forstå konsekvenserne af sin afvisning af en behandling. Det betyder, at patienterne udsættes for unødige smerter og lidelser, som de ud fra en sundhedsfaglig vurdering bør behandles for af hensyn til deres aktuelle eller fremtidige sundheds- eller helbredstilstand.

Med det fremsendte lovforslag er der sikret en passende balance mellem patienters selvbestemmelse og sikring af omsorg og behandling af den enkelte varigt inhabile patient. Samtidig er patienternes retssikkerhed varetaget gennem fornuftige retlige rammer.

Tvangsbehandlingsloven er en nyskabelse, og det er vigtigt, at der følges op på, hvordan loven udmøntes i praksis, og om der skal ske tilpasninger. Lægeforeningen hilser det derfor velkomment, at der sker en evaluering af loven efter 3 år.

Behov for præciseringer
Med det fremsendte høringsmateriale foreslås en helt ny lov – tvangsbehandlingsloven. I det omfang bestemmelser fra sundhedsloven kan være med til at præcisere og forbedre forståelsen af indhold og rammer, bør de indskrives i den nye lov.

Det gælder bestemmelser som sundhedslovens bestemmelser om patientens inddragelse (§ 20) og sundhedspersoners ansvar (§ 21). Det skal ske med de nødvendige tekniske tilpasninger.

Derudover er det et behov for at definere, hvad ”behandling” omfatter. Lægeforeningen foreslår, at der bruges samme formulering, som i sundhedslovens § 5, hvor behandling omfatter undersøgelse, diagnosticering, sygdoms- behandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient.

De nærmeste pårørende er vigtige aktører i forhold til behandling af varigt inhabile patienter, idet de nærmeste pårørende kan give samtykke til behandlingen og til, at lægen kan beslutte at gennemføre behandlingen ved brug af tvang, hvis patienten i ord eller handling modsætter sig.

Der er behov for at definere, hvad der forstås ved ”nærmeste pårørende”, og hvordan samspillet er mellem de nærmeste pårørende. Der er også behov for at afklare, hvem der har samtykkekompetencen, hvis der er en værge eller en fremtidsfuldmægtig.

I forhold til definition af nærmeste pårørende, kan formuleringen heraf ske på samme måde som i vejledning om forudgående fravalg af livforlængende behandling (VEJ nr. 33 af 11/4-2012).

Der er flere steder nævnt ”en anden sundhedsperson med faglig indsigt på området”. Lægeforeningen foreslår, at der benyttes samme formulering, som i sundhedsloven, og at følgende tilføjes: ”og som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient”.

Konkrete bemærkninger
Lægeforeningen har følgende bemærkninger til de enkelte bestemmelser i lovforslaget.

1. Delegation af beslutninger om varigheden af beslutninger
Med bestemmelsen i § 4, stk. 4 er der indlagt en 6 måneders grænse for gyldigheden af en læges beslutning om tvangsforanstaltninger. Det er med til at sikre, at der ved længerevarende behandlingsforløb tages stilling til, om beslutningen om tvang skal revurderes.

Efter Lægeforeningens opfattelse ændrer det dog ikke ved, at der løbende skal foretages en vurdering af, om betingelserne for den tvangsmæssige beslutning er til stede. Det kan med fordel præciseres i bestemmelsen eller i bestemmelsen om tvangsbehandling i § 5, stk. 3.

Endelig kan det med fordel præciseres i lovteksten til § 4, stk. 4, at der efter 6 måneder skal træffes en ny beslutning, hvis gyldighedsperioden skal forlænges.

Det bør overvejes, om der i § 4, stk. 4 også skal henvises til kap. 4 om gennemførelse af personlig hygiejne.

2. Tvangsbehandling
Bestemmelsen i § 5, stk. 1 om tvangsbehandling er lang og vanskelig læsbar. Det foreslås, at der sker en opdeling af teksten.

3. Beroligende medicin
Lægeforeningen foreslår, at der indsættes et nyt § 8, stk. 3, der bemyndiger sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler for brug af beroligende medicin, herunder hvilke typer af beroligende medicin, der kan anvendes, dosering mv.

Lægeforeningen indgår gerne i dette arbejde.

4. Tvangsprotokol
Anvendelse af tvang skal efter § 12, stk. 2 tilføres en tvangsprotokol med angivelse af tvangsindgrebets nærmere indhold.

Lægeforeningen foreslår, at der i lovteksten henvises til § 4, stk. 2, så det fremgår, at det er de sundhedspersoner, som har fået delegeret gennemførelsen af behandlingen, der har ansvaret for at angive tvangsindgrebet i protokollen.

Det foreslås i lovforslaget, at kopi af tvangsprotokollen skal indgå i patientjournalen, og at sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for omfanget, indholdet og ansvaret for protokollen.

Lægeforeningen finder, at der er et behov for også at beskrive forholdet mellem protokollen og journalføringsreglerne, så det fremgår klart om, f.eks. tvangsindgrebet skal indføres begge steder. Det kan med fordel indgå i en vejledning på området.

5. Indberetning
Det fremgår af lovforslaget, at beslutning om anvendelse af tvangsindgreb skal indberettes til Sundhedsdatastyrelsen, som stiller oplysningerne til rådighed for regionsråde og kommunalbestyrelse og Styrelsen for Patientsikkerhed til brug for tilsyn og læring.

Sundhedsministeren bemyndiges i lovforslaget til at fastsætte nærmere regler for indberetningspligten herunder om Sundhedsdatastyrelsens pligt til at stille data til rådighed for de omtalte instanser.
 
Som det også fremgår af bemærkningerne forventer Lægeforeningen, at reglerne udmøntes sådan, at Styrelsen for Patientsikkerhed, regionsråd eller kommunalbestyrelser ikke modtager personhenførbare oplysninger om den besluttende læge herunder om lægens personnummer, ydernummer, autorisationsId mv.

På samme måde kan Sundhedsdatastyrelsen heller ikke stille data til rådighed om patienter i personhenførbar form til disse instanser.

Den videre proces
Lægeforeningen deltager gerne i en drøftelse af honorering af de lægelige medlemmer i Tvangsbehandlingsnævnet.

Ligeledes deltager Lægeforeningen gerne i arbejdet med at udfærdige erklæringer til brug for tvangsindlæggelse af patienter.

Med venlig hilsen

Andreas Rudkjøbing