Høring over udkast til vejledning om helbredskrav til kørekort

9. juli 2018

Høringssvar

Vejledningen bør uddybes, så der ikke er tvivl om, i hvilke situationer en læge skal tale køreegnethed med en patient, og hvordan lægen skal forholde sig, hvis patient og læge er uenige om patientens fortsatte føreregnethed.

Som Lægeforeningen har gjort opmærksom på i tidligere høringssvar bør det efter Lægeforeningen opfattelse ikke være et frivilligt valg at få tjekket sin føreregnethed, når man når en vis alder, hvor der generelt sker en svækkelse af helbredet.

Med ophævelsen af reglerne om gyldighedstid for kørekort til ældre samt afskaffelsen af den obligatorisk helbredsundersøgelse har man ikke længere garanti for, at en læge får kontakt til de patienter, der fortsat ønsker at køre bil efter 75 års alderen, og hvor patienternes helbred kan udgøre en fare ved kørsel, f.eks. p.g.a. begyndende demens eller dårligt syn. I mange tilfælde vil disse patienter ikke selv opdage ændringerne i helbredstilstanden, da ændringerne sker gradvist.

Det er lægeforeningens opfattelse, at der fremover vil være flyttet et større ansvar over på de pårørende til ældre bilister, som må forventes at gribe ind, hvis de bliver opmærksomme på ældre familiemedlemmers manglende evner til at færdes i trafikken.

Lægeforeningen kan desuden frygte, at nogle patienter med symptomer på sygdomme helt vil afholde sig fra at kontakte deres læge af frygt for, at de derved risikerer at få inddraget deres kørekort.

En fast aldersgrænse og en obligatorisk helbredsundersøgelse sikrer, at egnetheden til at køre bil bliver sat på dagsordenen mellem den ældre borger og lægen. Dette bør ske ved en konsultation, hvor der er afsat tid alene til dét formål, hvor patientens syn og kognitive funktioner bl.a. undersøges.

Øget fokus på alle lægers forpligtelse til at udstede kørselsforbud vil ikke have en effekt på trafiksikkerheden
Lægeforeningen mener ikke, at et øget fokus på alle lægers forpligtelse til at udstede kørselsforbud vil have en effekt på trafiksikkerheden, da forudsætning for at lægen overhovedet kan vurdere patientens fortsatte føreregnethed fortsat må være, at lægen ser patienten. Med de ændrede regler er der ikke længere nogen garanti for, at lægen ser de ældre patienter med et svækket helbred, som fortsat ønsker at køre bil. Dette vil afhænge af, om patienterne selv henvender sig til lægen.

Læger udsteder allerede i dag kørselsforbud, når de bliver bekendt med, at en patients helbred kan udgøre en fare ved kørsel, jf. autorisationslovens § 44.

Der er med ophævelsen af regler om gyldighedstid for kørekort til ældre ikke lagt op til en skærpelse af kravene i § 44 til, hvornår en læge skal udstede et kørselsforbud. Der er alene lagt op til, at der skal være et øget fokus på, om lægerne overholder de formelle regler i forbindelse med udstedelse af et kørekort.

Det er derfor ikke sandsynligt, at ændringerne i udkastet til vejledning om helbredskrav til kørekort vil have en effekt på trafiksikkerheden.

Behov for præcisering af indholdet i vejledningen
Udkastet til vejledning om helbredskrav til kørekort bør flere steder præciseres, så lægen ikke er i tvivl om, i hvilke situationer han eller hun skal tale køreegnethed med en patient, eller hvordan lægen skal forholde sig, hvis patient og læge er uenige om patientens fortsatte føreregnethed.

Lægeforeningen har følgende bemærkninger til udkastet til vejledningen:

1. Det skal fremgå af vejledningen, at lægen ikke af egen drift skal tale kørsel med patienten, medmindre der er åbenbare tegn på, at patientens fortsatte føreregnethed kan udgøre en risiko
Det bør i vejledningen præciseres, at såfremt en patient henvender sig til en læge med en problemstilling, der er uvedkommende for patientens fortsatte føreregnethed, skal lægen ikke af egen drift tale køreegnethed med patienten, medmindre lægen under konsultationen bliver opmærksom på forhold hos patienten, som åbenbart må rejse mistanke om, at patientens helbred kan udgøre en fare ved kørsel.

Lægeforeningen har bemærket, at Styrelsen for Patientsikkerheds ansvarlige overlæge på området i Ugeskrift for Læger har tilkendegivet ”at hvis patienten ikke selv er opmærksom på, at der er et problem, så er det klart, at det ikke kan forventes, at lægen følger op med undersøgelser. Kommer patienten på grund af sit blodtryk, så begynder man selvfølgelig ikke umiddelbart at tale om synsproblemer.”

Dette bør fremgå af vejledningen, så det eksemplificeres, i hvilke situationer en læge skal tale køreegnethed med en patient, og i hvilke situationer en læge ikke kan forventes at tale køreegnethed med en patient.

2. Det bør fremgå, at det er patienten, som afholder udgiften til lægeattesten, når der indledes en kørekortsag
Under afsnit 2.4. ”Tvivl eller uenighed om føreregnetheden” fremgår det, at lægen efter aftale med en patient kan påbegynde en kørekortsag. Det fremgår, at dette sker ved, at lægen efter aftale med patienten begynder en kørekortssag. Kørekortssagen iværksættes ved, at lægen udfylder en attest, som patienten afleverer til kommunen.

Det bør fremgå af dette afsnit, at det er patienten, som afholder udgiften til lægeattesten.

3. Hvad lægen skal gøre, hvis patienten ikke ønsker, at lægen skal begynde en kørekortsag?
Det fremgår af afsnit 2.4, at iværksættelse af en kørekortsag sker, ”hvis en læge er i tvivl om patientens fortsatte føreregnethed og overvejer, om der er behov for et egentligt kørselsforbud fra politiet, for eksempel ved en forværring af en sygdom.”

Der kan altså være situationer, hvor lægen ikke har tilstrækkelig viden til at kunne vurdere, hvorvidt en patient udsætter andres liv eller helbred for nærliggende fare ved at føre motorkøretøj.

Der er i udkastet til vejledningen lagt op til, at lægen i denne situation skal påbegynde en kørekortsag efter aftale med patienten.

Det fremgår imidlertid ikke, hvad lægen skal gøre, hvis patienten ikke ønsker, at lægen skal indlede en kørekortsag, f.eks. hvis patienten ikke ønsker at betale for en lægeattest.

Skal lægen i den situation indberette patienten til Styrelsen for Patientsikkerhed, uanset at lægen ikke med sikkerhed kan vurdere, om patienten udsætter andres liv eller helbred for nærliggende fare og autorisationslovens § 44, derfor ikke kan anses for at være opfyldt?

Det bør beskrives, hvordan lægen skal forholde sig i denne situation.

4. Er en læge forpligtet til at påbegynde en kørekortsag?
I afsnit 2.4 fremgår det, at fremgangsmåden med at påbegynde en kørekortsag kan (Lægeforeningens understregning) bruges, hvis patienten og lægen ser forskelligt på, om der skal være et kørselsforbud.

Det bør præciseres, om lægen skal begynde en kørekortsag og udfylde en lægeattest, hvis patienten ønsker at få afprøvet den lægelige vurdering af et kørselsforbud, eller om det vil være op til lægen at vurdere, hvorvidt patienten skal tilbydes denne mulighed.

5. Præcisering af gyldighed for forskellige typer af kørekort
I § 84 i bekendtgørelse om kørekort fremgår, at for kørekort udstedt før den 19. januar 2013 udløber gyldigheden senest den 18. januar 2033.

I afsnit 2.1 i udkastet til vejledning om helbredskrav til kørekort fremgår, at kørekort udstedt til motorkøretøjer i Gruppe 2 i dag kun bliver udstedt med en gyldighed på fem år, men at kørekort udstedt til denne gruppe før 2013 er gyldige, til indehaveren bliver 50 år. Det fremgår desuden, at kørekort udstedt før 1996 er gyldige, til indehaveren bliver 70 år.

Idet der tilsyneladende eksisterer forskellige gyldighedsperioder, herunder gyldighedsperioder, der udløber senere end 2033, skal Lægeforeningen opfordre til, at gyldighedstiderne for alle forskellige typer af kørekort – f.eks. kørekort udstedt før 1996 – bliver yderligere præciseret i afsnit 2.1, gerne i punktform.

6. Behov for præcisering af hvornår en sygehuslæge skal orientere egen læge om et kørselsforbud.
I afsnit 2.2 er der en uoverensstemmelse mellem tekstafsnit 9 og 11.

I afsnit 9 fremgår, at det er den behandlingsansvarlige sygehuslæges ansvar at sikre, at informationen om, at der er givet et kørselsforbud, går videre til egen læge. I afsnit 11 fremgår imidlertid, at lægen ikke skal foretage sig yderligere ud over at journalføre kørselsforbuddet.

Det bør præciseres, hvilken forpligtelse den sygehusansatte læge har.

Det bør desuden præciseres, efter hvilke regler en sygehuslæge kan videregive oplysninger om et kørselsforbud til egen læge.

I den nuværende vejledning om helbredskrav til kørekort fremgår det, at autorisationsloven § 44 ikke giver lægen mulighed for uden patientens samtykke at videregive helbredsoplysninger til andre end embedslægen.

Det bør derfor overvejes at tilføje, at videregivelse fra sygehuslæge til egen læge kræver samtykke. Formuleringen i afsnittet vil således være i overensstemmelse med formuleringen i den nuværende vejledning om helbredskrav til kørekort.

7. Kravet om skriftlige instrukser bør uddybes
I afsnit 2.5 fremgår, at det enkelte behandlingssted eller den enkelte sygehusafdeling bør sørge for, at der foreligger skriftlige instrukser om udstedelse af kørselsforbud.

Det vil på en række behandlingssteder ikke give mening at have instrukser, f.eks. i solopraksis.

Det bør derfor uddybes, på hvilke typer behandlingssteder der vil være krav om, at der udarbejdes skriftlige instrukser.

8. Særlige bemærkninger fra PLO
Det fremgik af lovforslaget, at ”En afskaffelse af den øvre aldersgrænse for den almindelige gyldighedstid bør kombineres med en tydeliggørelse og skærpelse af lægernes forpligtigelse til at være opmærksomme på sammenhængen mellem helbredet og bilkørsel. Det fremgik ikke af lovforslaget, at denne tydeliggørelse og skærpelse ville påføre almen praksis øgede erhvervsøkonomiske konsekvenser blandt andet til udformning af skriftlige instrukser. Tværtimod fremgik det af lovforslaget, at lovforslaget forventedes at medføre et fald i de administrative konsekvenser for erhvervslivet. Effekten af vejledningen ses derfor ikke at være i overensstemmelse med de oplysninger, der er givet Folketinget.

PLO har en forventning om, at almen praksis kompenseres via regionerne for de øgede opgaver, der pålægges sektoren som følge af lovændringen. Det bemærkes i den forbindelse, at det ligeledes fremgik af lovforslaget, at lovændringen ville medføre en administrativ lettelse hos de kørekortadministrerende myndigheder.

9. Evaluering
Lægeforeningen skal endnu engang opfordre til, at man evaluerer, hvilke konsekvenser lovændringen vedrørende ophævelse af regler om gyldighedstid for kørekort herunder afskaffelsen af den obligatoriske helbredsundersøgelse har haft for trafiksikkerheden.

Med venlig hilsen

Andreas Rudkjøbing