Høring over udkast til lovforslag om videnskabelig uredelighed m.v.

Godt med nye og klarere rammer, men klagemulighederne er stadig ikke tilstrækkelige

Høringssvar, 23. november 2016

Lægeforeningen mener, at der findes en række uhensigtsmæssigheder i de nuværende danske rammer for håndtering af videnskabelig uredelighed og tvivlsom videnskabelig praksis. Derfor er det positivt, at der nu fremsættes forslag, som sikrer klarere skillelinjer og parallelitet med international praksis.

Definitionen af videnskabelig uredelighed

Lægeforeningen finder det positivt, at lovforslaget lægger op til en indsnævring af definitionen af videnskabelig uredelighed. Klar fokusering på fabrikation, forfalskning og plagiering er i overensstemmelse med den internationale konsensus, hvilket er meget hensigtsmæssigt givet det omfattende internationale forskningssamarbejde, ikke mindst på det sundhedsvidenskabelige område.

Herudover må man forvente, at den indsnævrede definition af videnskabelig uredelighed vil fjerne nogle af de gråzoner, der skabes af den nuværende inddragelse af ”andre alvorlige brud på god videnskabelig praksis”.

Lægeforeningen finder det positivt, at tilregnelseskravet fastholdes i den danske definition af videnskabelig uredelighed. En afgørelse om videnskabelig uredelighed er en særdeles alvorlig sag for den pågældende forsker, og derfor er det positivt, at en sådan afgørelse forudsætter en bebrejdelsesværdig adfærd fra forskeren og ikke kun et problematisk forskningsprodukt.

Forfatterskaber

Af bemærkningernes side 26 fremgår det, at den indsnævrede definition af videnskabelig uredelighed betyder, at spørgsmål om forfatterskabstvister fremover skal håndteres som sager om brud på god videnskabelig praksis snarere end som sager om uredelighed. Lægeforeningen antager, at ”forfatterskabstvister” dækker over alle sager, hvor et forfatterskabs retmæssighed er i tvivl.

Denne ændring er, efter Lægeforeningens opfattelse, hensigtsmæssig, fordi den bringer Danmark på linje med den internationale konsensus. Lægeforeningen skal dog bemærke, at selvom uretmæssigt forfatterskab ikke længere vil være at betegne som videnskabelig uredelighed, så bør dette ikke lede til, at emnet opfattes som mindre vigtigt end hidtil.

Retmæssig angivelse af forfatterskaber er et helt centralt element for at sikre gennemsigtighed om oprindelse af det videnskabelige produkt. Derudover er retmæssigt forfatterskab vigtigt for vurderingen af eventuelle interessekonflikter i en forskningspublikation, ligesom det er et centralt element i evalueringen af mængden og kvaliteten af forskningsproduktionen.

Brud på god videnskabelig praksis

Lægeforeningen finder det positivt, at lovforslaget lægger op til en fortsættelse af princippet om, at sager om brud på god videnskabelig praksis behandles af de forskningsinstitutioner, som har den største tilknytning til de pågældende forskningsaktiviteter.
Lægeforeningen bemærker dog lovforslagets og bemærkningernes gentagne formuleringer om, at det er den enkelte forskningsinstitution, der skal håndtere disse sager. Dette kunne lede til, at der dannes uens standarder for, hvad der tæller som brud på god videnskabelig praksis inden for et bestemt fagområde, eksempelvis sundhedsvidenskab. En sådan uensartet praksis ville være uhensigtsmæssig, og Lægeforeningen vil derfor opfordre til, at der enten i lovforslaget eller i bemærkningerne indsættes en formulering om, at forskningsinstitutionerne skal sikre en vis ensartethed i deres afgørelser. Som minimum bør dette understøttes via dialog mellem de institutionelle fora, som tager sig af sager om brud på god videnskabelig praksis.

Manglende klagemulighed

Det er Lægeforeningens opfattelse, at der altid skal ydes en tilstrækkelig retssikkerhed, herunder i forhold til at kunne klage over en afgørelse i første instans. Derfor mener Lægeforeningen, at det er problematisk, at følgende fremgår af lovforslagets §18: ”Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.” Dette betyder, at forskere, som af nævnet dømmes for uredelighed, må gennemgå en opslidende og ofte meget omkostningsfuld proces i retssystemet, hvis de vil have prøvet Nævnets afgørelse.
En sådan proces er ikke en realistisk mulighed for alle, der føler sig urimeligt behandlet af Nævnet. For at sikre forskernes retssikkerhed er der derfor brug for at indtænke en reel ankemulighed for forskeren i systemet.

Lægeforeningen finder i øvrigt, at det bør præciseres, at det er formanden for Nævnet, der træffer afgørelse i retlige spørgsmål. Det vil være i overensstemmelse med de gældende regler og sikre en entydig placering af det retlige ansvar hos en landsdommer. 

Med venlig hilsen
 
Andreas Rudkjøbing