Høring over udkast til lovforslag om certificeringsordning for fremmedsprogstolke på sundhedsområdet

20. august 2018

Høringssvar

Høring over udkast til lovforslag om certificeringsordning for fremmedsprogstolke på sundhedsområdet

Sikring af tolkens kvalifikationer højner patientsikkerheden
Lægeforeningen, herunder FAS, PLO og Yngre Læger, ser positivt på intentionen om at højne kvaliteten af fremmedsprogstolkning indenfor sundhedsvæsenet. Lægeforeningen har tidligere gjort opmærksom på, at det netop stiller store krav til en patients sprogkundskaber at gennemføre samtaler om symptomer, bekymringer og sygdom, set i forhold til sprogbrug i hverdagssituationer.

Kun med en kvalificeret tolk kan lægen give sin patient den nødvendige information og vide, at patienten får en tolkning på et niveau, der sikrer, at patienten forstår informationen og derved også kan samtykke til behandlingen. Tolkens kvalifikationer har afgørende betydning for, om kravene til et informeret samtykke opfyldes.

Lægeforeningen savner dog en beskrivelse af og overvejelser om, hvem der skal certificere, hvordan en certificeringsordning kan se ud, og hvordan sundhedsministeren vil sikre fagpersoner med de rette kompetencer til at undervise, eksaminere og udvikle tolkene. Dette er en forudsætning for, at en certificeringsordning kan sikre den kvalitet, som det er ønsket at opnå.

Det er heller ikke angivet i udkastet til lovforslag, om tolkene løbende skal certificeres, eller hvordan man i øvrigt vil sikre, at de til hver en tid er opdateret. Ambitionen om at sikre tolkekvaliteten er god, men der er masser af forudsætninger for en velfungerende ordning, der endnu ikke er beskrevet.

Frivillig brug af certificerede tolke skaber uensartet tolkning
Det undrer også, at det indledningsvis fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det alene er en mulighed, hvis regionerne måtte ønske det, at anvende tolke, der er omfattet af certificeringsordningen. Videre fremgår det af ministeriets overvejelser, at ordningen skal være frivillig, således at regionerne, selv kan vurdere, om der er behov for at anvende en certificeret tolk med grundlæggende viden om sundhedsvæsenet. Om denne vurdering i praksis skal udføres på baggrund af patientens symptomer eller andet fremgår ikke af bemærkningerne. Det virker ikke hensigtsmæssigt eller praktisk muligt, at regionen skal kunne lave konkrete kvalificerede vurderinger af tolkens kvalifikationer.

Formålet, nemlig at sikre en ensartet, høj kvalitet af tolkningen, vil ikke blive opnået ved, at regionen kan fravælge at anvende en tolk, der kan dokumentere sine kvalifikationer.

Lægeforeningen frygter, at en økonomisk klemt region vil vægte økonomien højest i mange tilfælde og vælge den tolk, der er billigst. Det vil højst sandsynligt være den tolk, der ikke har gennemført og bestået de særlige krav, der stilles i certificeringsordningen.

Der er derfor fortsat en risiko for, at tolkens kvalifikationer ikke er gode nok. De to helt store problemer ved at anvende en tolk, som ikke har de nødvendige kvalifikationer, har vi fra lægeside påpeget flere gange.

Dels har lægen ingen forudsætning for at vurdere, hvorvidt en tolk er tilstrækkeligt kvalificeret til at tolke på det fremmedsprog, som lægen ikke selv taler og forstår. Det er et urimeligt krav at fastholde overfor lægen, og når det er frivilligt for regionen at anvende en tolk uden certifikat, vil der fortsat ikke være en garanti for tolkens kvalifikationer.

Dels vil lægen skulle bruge unødig tid og administration i de tilfælde, hvor patienten angiver, at vedkommende ikke forstår tolken i tilstrækkelig grad.

Afhængigt af, hvor i sundhedsvæsenet behandlingen foregår, og patientens sygdomsbillede, vil patientens aftale skulle aflyses, og der skal findes en ny tid eller patienten skal henvises til ny ventetid i et venteværelse eller på en hospitalsgang, ligesom sundhedspersonalet skal bruge kostbar tid, som fragår andre patienter til at anmode regionen om en ny og kvalificeret tolk.
Mange ressourcer vil blive spildt, fordi man ikke stiller krav, om anvendelse af en certificeret tolk til tolkning i de specielle situationer, som det er, når en patient skal behandles i sundhedsvæsenet.

Det bør være regionens ansvar, at tolken opfylder kravene i certificeringsordningen fx ved fremvisning af eksamensbevis. På den måde kan det sikres, hurtigt og utvetydigt, at tolken behersker sproget i tilstrækkelig grad og på en sådan måde, at patienten kan afgive et informeret samtykke til behandlingen. Dette skal være afklaret med regionen inden tolkens møde med patienten og lægen.

Krav til grundlæggende viden om sundhedsvæsenet
Endelig er det uklart hvad der i bemærkningerne til lovforslaget menes med, at tolken skal opnå en grundlæggende viden om sundhedsvæsenet. Det bør afgrænses klart, hvad tolken skal vide om sundhedsvæsenet samt i hvilket omfang. Tolken bør have et tilstrækkeligt kendskab til anatomiske betegnelser, sundhedsvæsenets sammensætning og opbygning samt et vist kulturelt indblik, for at sikre en så præcis tolkning som muligt.

Det fremgår ikke af forslag til lov om certificeringsordning for fremmedsprogstolke på sundhedsområdet, hvori Sundheds- og Ældreministeriet vurderer, at kendskabet skal bestå. Dette skal præciseres.

En god certificeringsordning bør være obligatorisk
Når de nødvendige krav til certificeringsordningen er sikret, bør det, henset til de mange tiltag der gøres for at sikre, at kvaliteten i sundhedsvæsenet er i orden, også være obligatorisk at anvende certificerede tolke, således at formålet med ensartet høj kvalitet i tolkeydelsen opnås.

Med venlig hilsen

Andreas Rudkjøbing