Høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (egenbetaling for tolkebistand)

9. februar 2018

Høringssvar

Svage patienter rammes af forslag om betaling for tolkebistand

Lægeforeningen, herunder FAS, PLO og Yngre Læger, frygter, at indførelse af gebyr for tolkebistand betyder, at syge patienter, herunder alvorligt syge børn, ikke får den nødvendige sundhedsfaglige behandling, da de vil undlade at søge læge, hvis de ikke kan betale tolkegebyret. Der er en risiko for, at brugerbetaling rammer socialt skævt, hvilket betyder, at de socialt dårligst stillede, som også statistisk set er de mest syge, vil fravælge en lægefaglig behandling. 

Børn vil blive ramt af reglen i situationer, hvor forældrene ikke lader børnene blive undersøgt af en læge, fordi forældrene ikke kan betale for tolkebistand.  Især vil børn med behov for langvarige behandlingsforløb, som fx kræftbehandling, blive ramt særligt hårdt, da udgifterne kan løbe op i et anseeligt beløb.

Desuden vil der være risiko for, at børn, vil blive anvendt som tolke i situationer, hvor forældre eller andre familiemedlemmer har brug for lægebehandling og ikke har mulighed for at betale for tolkebistand. Det kan få store konsekvenser for børn, at få indblik i deres forældres sygehistorie.

Børn bør især beskyttes, fordi børn ikke er i stand til at varetage egne interesser. Der bør derfor gøres en klar undtagelse for alle børn uafhængigt af deres forældres danskkundskaber. 

Forslaget om at patienter skal betale for tolkebistand efter at have været bosat i Danmark i mere end 3 år strider mod den grundlæggende rettighed om let og lige adgang til sundhedsvæsenet og FN’s Handicapkonvention, hvis særlige patientgrupper ikke undtages.

Patienter med særlige diagnoser, som forhindrer dem i at lære sproget på grund af kognitive svigt, psykiatriske diagnoser, patienter med traumer, børn og andre særligt udsatte grupper, bør ikke skulle betale for tolkebistand.

Derudover bliver patienter, som er i langvarige behandlingsforløb, særligt hårdt ramt, hvis de vil blive tvunget til at betale for tolkebistand ved hver behandlingssituation. Der bør derfor ikke kunne opkræves tolkegebyr for hver behandling eller undersøgelse i længerevarende behandlingsforløb.

Patientsikkerheden svækkes
Når det af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at det, som hidtil, er lægen, der skal vurdere, om der er et behov for tolkebistand, påfører lægen indirekte sin patient et gebyr for sundhedsfaglig behandling på grund af kravet om tolkegebyr. Det er problematisk og strider mod den grundlæggende rettighed om lige adgang til sundhedsvæsenet.

Det frygtes desuden, at lægen risikerer at stå i et dilemma, hvor lægen må vælge mellem at behandle patienten uden tolkebistand eller at fastholde behovet for tolkebistand og dermed påføre patienten en udgift i forbindelse med lægefaglig behandling med den risiko, at patienten frasiger sig behandlingen. Det vil være en situation, hvor patienten frasiger sig behandling uden at have mulighed for at kunne overskue konsekvenserne af, at behandlingen undlades.

Der vil også være risiko for, at patienter, som udebliver fra behandling af økonomiske årsager, har sygdomme, der udvikler sig fra at være ukomplicerede til at være komplicerede og ressourcekrævende behandlinger.

 Vi mener desuden, at tolkegebyret vil betyde, at der vil opstå situationer, hvor dialogen mellem lægen og patienten er præget af sprogbarrierer. En dialog med misforståelser udgør en risiko for betydelige fejl og forkert eller manglende diagnostik.

Ligesådan vil lægens råd og anvisninger overfor patienten kunne blive misforstået. Det betyder, at patienten ikke forstår, hvilke symptomer patienten skal være opmærksom på eller ikke tager den ordinerede medicin som anvist af lægen eller indtager medicinen med forkerte intervaller. Dette kan medføre fatale følger for patienten.

En sikker dialog mellem læge og patient er en helt central del af behandlingen og har derfor stor betydning for patientsikkerheden.  

Lægerne skal ikke vurdere tolkens kvalifikationer
Det bør ikke, som der lægges op til i bemærkningerne, være lægens ansvar, at sikre en tolks kvalifikationer, i de tilfælde, hvor patienten ønsker en anden tolk end den tolk regionsrådet har anvist.

Lægen har ikke forudsætning for at vurdere, om tolkens kvalifikationer lever op til de sproglige krav, der stilles, for at en sundhedsfaglig behandling kan gennemføres fagligt forsvarligt.

Det betyder, at lægen i sin vurdering skal kunne tage stilling til, at tolken lever op til de sprogkrav, der kræves, for at lægen kan sikre sig, at patienten er i stand til at samtykke på et tilstrækkeligt informeret grundlag.

Samtaler om symptomer, bekymringer og sygdom kræver sprog på et andet niveau, end det der er nødvendigt for at klare sig i hverdagssituationer. Det er ikke rimeligt at kræve, at lægen kan vurdere, om tolken sprogligt er på det nødvendige niveau.  

Særlige bemærkninger vedrørende almen praksis
PLO er af den opfattelse, at dette lovforslag vil medføre betydelige udfordringer i almen praksis og yderligere vil belaste sektoren. 

Mange af de patienter, som lovforslaget omhandler, har et stort forbrug af ydelser i almen praksis, og det er som oftest tidskrævende at hjælpe disse patienter på en fagligt forsvarlig måde på grund af de sproglige udfordringer. Dette gælder for nuværende, hvor tolkning tilbydes uden beregning for patienten, og PLO forudser, at det fremsatte lovforslag i betydeligt omfang vil kræve ekstra forbrug af tid fra læger og praksispersonale i almen praksis. Endvidere er det PLO´s frygt, at lovforslaget risikerer at forringe den lægefaglige behandling i almen praksis, hvilket vil have afsmittende effekter i det øvrige sundhedsvæsen.

Det fremgår af lovforslaget, at egenbetaling ved tolkning ikke vil påføre almen praksis øgede erhvervsøkonomiske konsekvenser. Det fremgår også, at lovforslaget kun i begrænset omfang vil have administrative konsekvenser for erhvervslivet. Disse vurderinger af effekten af lovforslaget er PLO ikke enig i.

Patienthenvendelser, hvor der er behov for anvendelse af tolk, finder i særligt høj grad sted i almen praksis. PLO forudser, at egenbetaling ved tolkning alt andet lige vil medføre et fald i konsultationer med anvendelse af tolk, hvilket vil være en hæmsko for de praktiserende lægers mulighed for at hjælpe patienterne. 

PLO påpeger i forlængelse heraf, at et fald i antal konsultationer med anvendelse af kvalificeret tolk som følge af egenbetaling, ligeledes vil medføre et fald i de alment praktiserende lægers tillægshonorering for anvendelse af kvalificeret tolk i henhold til overenskomst om almen praksis. Dette honorar gives primært til lægen på grund af behov for ekstra tid til disse konsultationer, og eftersom behovet for tid ikke forventes at være mindre, i de tilfælde, hvor patienterne fravælger tolkning, vil lægen således honoreres ringere for den medgåede tid.

Lovændringen medfører således en øget administrativ byrde for almen praksis og har økonomiske konsekvenser både i form af et øget tidsforbrug og lavere honorering ved konsultationer uden tolk.

PLO har en forventning om, at almen praksis kompenseres via regionerne for de øgede opgaver, der pålægges sektoren som følge af lovændringen.

Endelig vil behandlinger blive unødigt langvarige og tage tid fra andre patienter ligesom effektiviteten og produktiviteten i både primær- og sekundærsektoren falder.
 

Med venlig hilsen

Andreas Rudkjøbing