Høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om social service (Skærpet straf for brud på den særligt udvidede underretningspligt)

3. april 2018

Høringssvar

Forslaget om en ny selvstændig straffebestemmelse i serviceloven, herunder mulighed for strafskærpelse, ved manglende overholdelse af underretningspligten for fagpersoner, savner begrundelser og nødvendige præciseringer

Indledning
Lægeforeningen skal i tilknytning til ovennævnte forslag understrege vigtigheden af, at det særlige tillids- og fortrolighedsforhold mellem læger og patienter, der er en forudsætning for at hjælpe og behandle patienterne bedst muligt, ikke lider skade ved indførelse af nye regler om straf for undladelse af at foretage underretning til kommunen.

Læger har selvsagt et særligt ansvar for de børn og unge under 18 år, som de møder i det daglige virke, herunder på børneafdelinger og skadestuer.

Dette ansvar betyder, at lægerne har opmærksomheden specielt rettet mod de børn og unge under 18 år, der – på mange forskellige måder – udsender signaler om, at de har problemer, som de behøver hjælp til at få løst.

Læger er således meget bevidste om deres underretningspligt over for kommunalbestyrelsen i medfør af servicelovens § 153.

Forslaget
Med ovennævnte forslag indføres i serviceloven en straffebestemmelse med en strafferamme svarende til straffelovens § 156 og § 157 (bøde eller fængsel indtil 4 måneder) og en højere strafferamme (fængsel indtil 1 år) under skærpende omstændigheder, ved manglende overholdelse af underretningspligten efter servicelovens § 153, stk. 1. Som skærpende omstændighed indgår bl.a., at en person har et ledelsesansvar.

Forslaget vedrører fagpersoner, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, herunder offentligt ansatte læger.

Formålet med lovforslaget
Formålet med lovforslaget er ”at skabe synlighed om konsekvenserne ved manglende overholdelse af den udvidede underretningspligt.”

Lægeforeningen finder, at der er behov for at få uddybet grundlaget for en særlig straffebestemmelse i serviceloven om undladelse af underretning til kommunalbestyrelsen.

Vi savner oplysninger om, i hvilket omfang straffelovens § 156 og § 157 har fundet anvendelse i forbindelse med offentligt ansattes manglende overholdelse af underretningspligten, og om disse bestemmelsers bredere sigte har været en hindring for at bringe bestemmelserne i anvendelse.

Der ses ikke tidligere at være rejst en straffesag mod en fagperson for manglende overholdelse af underretningspligten, dvs. der synes ikke at have været grundlag herfor.

Begrundelse for behovet for forslaget
Med et forslag om at indføre en særlig målrettet selvstændig bestemmelse i serviceloven om straf - i stedet for straffebestemmelserne i straffelovens §§ 156 og 157 - for manglende overholdelse af underretningspligten, er det efter Lægeforeningens opfattelse påkrævet, at behovet for en særlig strafbestemmelse fyldestgørende begrundes og præciseres. 

Efter Lægeforeningens opfattelse er det ikke på nogen måde begrundet, at de gældende regler i straffelovens § 156 og § 157 ikke kan anses for tilstrækkeligt retsgrundlag for at retsforfølge f.eks. en offentligt ansat læge, der ikke opfylde sin underretningspligt efter servicelovens § 153. 

Det er på ingen måde beskrevet i hvilket omfang, der i dag foretages underretninger til de sociale myndigheder, herunder hvilken udvikling i underretninger og underretningsmønstre, der måtte danne grundlag for behovet for særlige regler og straf for manglende underretning til de sociale myndigheder.

Det kan således ikke læses ud fra antallet af registrerede underretninger til kommuner og Ankestyrelsen, at der er et særligt behov for en stramning af reglerne om straf for undladelse af underretning.

For så vidt angår det konkrete forslag er der behov for at få tydeliggjort det strafbare gerningsindhold både i forhold til underretningspligten og i forhold til forslaget om indførelse af et skærpet strafansvar. I den forbindelse bemærkes, at en vurdering af, om der skal ske underretning, beror på en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder

Der bør endvidere fyldestgørende redegøres for kravene om tilregnelse, dvs. de situationer, hvor undladelse af underretning kan anses for forsætlig eller groft uagtsom.

Med ovennævnte mangler i forbindelse med forslaget sættes fagpersonernes, herunder lægernes, retssikkerhed på spil.

Læger og sundhedslovens bestemmelser om tavshedspligt
Når der er tale om sundhedspersoner, herunder læger, er det også nødvendigt, at der i bemærkningerne til forslaget redegøres for forholdet til det særlige regelsæt i sundhedsloven, der omhandler sundhedspersoners tavshedspligt, videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger m.v.

Lægeforeningen skal særligt henvise til bestemmelsen i lovens § 43, stk. 2, nr.1., hvorefter der kan ske videregivelse af oplysninger til andre formål end behandling uden patientens samtykke, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. 

Det bemærkes i den forbindelse, at det dog forudsættes, at sundhedspersonen/lægen forsøger at indhente et samtykke fra patienten.

Lægeforeningen skal også gøre opmærksom på den særlige straffebestem-melse i sundhedslovens § 271, stk. 1, nr. 1), der handler om, at en sundhedsperson, der videregiver oplysninger i strid med […], § 43, stk. 1 og 2 og […] straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder.

Lægeforeningen efterlyser konsekvenserne af en ny strafbestemmelse som foreslået set i lyset af straffebestemmelsen i sundhedsloven.

Læger og lov om Klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet
Lægeforeningen skal også henvise til, at bl.a. autoriserede sundhedspersoner er omfattet af lov om Klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, hvorefter f.eks. en læge kan modtage kritik efter autorisationsloven på grund af manglende overholdelse af underretningspligten i medfør af serviceloven. 

Revision af vejledning
Afslutningsvis skal Lægeforeningen pege på, at for sundhedspersoners vedkommende vil en revision af ”Vejledning nr. 9350/2006 om sundhedspersoners underretningspligt over for kommunen” med relevante eksempler til 

belysning af de særlige problemstillinger vedr. børn og unge, der lever i parallelsamfund/ghettoer, være relevant og tilstrækkelig.

Med venlig hilsen

 
Andreas Rudkjøbing