Høring over udkast til bekendtgørelse om tolkebistand efter sundhedsloven

19. juni 2018

Høringssvar

Urimelig forskelsbehandling i sundhedsvæsenet 
Lægeforeningen, herunder FAS, PLO og Yngre Læger, er fortsat af den opfattelse, at egenbetaling for tolkebistand strider mod den grundlæggende rettighed om let og lige adgang til sundhedsvæsenet.

Reglen rammer en gruppe af patienter, der selv må betale for sundhedsfaglig behandling, hvis de har behov for lægehjælp og endnu ikke bestrider det danske sprog tilstrækkeligt til at kunne tale med lægen.

Nærværende udkast til bekendtgørelse om tolkebistand efter sundhedsloven, fastsætter så store udgifter til tolkebistand for den enkelte patient, at en stor del af den patientgruppe, der vil blive ramt af reglerne ikke vil have råd til at søge læge.

Reglerne, og især beløbsstørrelserne, vil medføre, at patienterne udebliver fra undersøgelser og behandling og i nogle tilfælde vil familiemedlemmer i højere grad blive inddraget som tolk.

Lægeforeningen, FAS, PLO og Yngre Læger advarer om, at brugerbetaling, især i denne størrelsesorden, rammer socialt skævt, hvilket betyder, at de socialt dårligst stillede, som også statistisk set er de mest syge, vil fravælge en lægefaglig behandling. Patienten frasiger sig behandling udelukkende på et økonomisk grundlag uden at have mulighed for at kunne overskue de sundhedsmæssige konsekvenser af, at behandlingen undlades.

Patienter i behandlingsforløb får uoverskuelige regninger for lægebehandling
Patienter, som er i behandlingsforløb, bliver særligt hårdt ramt, hvis de vil blive tvunget til at betale for tolkebistand ved hver indlæggelse, hver ambulante behandling og hver konsultation hos deres alment praktiserende læge.

Et helt almindeligt og ukompliceret sammenhængende behandlingsforløb med en henvisning efter konsultation hos patientens egen praktiserende læge, indlæggelse på hospital og genoptræning samt efterbehandling/kontrol på ambulant afdeling, med 3-4 kontakter vil udgøre mere end 2500 kr. Det giver ikke mening, at se på hver indlæggelse eller ambulante behandling isoleret og hænger ikke sammen med kravet om patientsikker behandling. Behandlingsforløb skal ses i et sammenhængende forløb.

Endelig er det uforståeligt, at en tolkning under en indlæggelse, som udgangspunkt er 5 gange så dyr som en tolkning under en konsultation. Mange indlæggelser har en varighed af 1 til 2 dage og patienten vil dermed skulle betale væsentligt mere for tolkning under en indlæggelse end ved andre lægebehandlinger.

Børn vil føle sig pressede til at tolke gratis
Lægeforeningen, FAS, PLO og Yngre Læger kan være bekymrede for, at børn over 15 år i højere grad vil blive anvendt som tolk, end det er tilfældet i dag. Det pålægges lægen at vurdere, at der er tale om et let og uproblematisk tilfælde, som det vil være forsvarligt at lade barnet tolke. Det vil være meget individuelt, hvad der opfattes som et let og uproblematisk tilfælde for den enkelte.

Vi frygter, at børn vil blive overtalt til at tolke i situationer, der er for voldsomme for dem, men hvor de føler sig presset til at gå med pårørende som tolk, fordi de ellers vil være skyld i en uoverkommelig udgift for lægebesøget eller endnu værre, at familiemedlemmet ikke opsøger lægehjælp. 

Desuden vil der være mange situationer, hvor symptomer synes lette og uproblematiske, men som hurtigt viser sig at være alvorlige eller som skal undersøges nærmere for at udelukke en alvorlig lidelse. Det kan være en voldsom oplevelse for et barn til en nær pårørende.

Lægerne pålægges et tungt ansvar for patientsikker behandling
Der lægges op til, at den behandlingsansvarlige læge, skal sikre sig at tolken har de nødvendige sproglige kvalifikationer.

Lægeforeningen, FAS, PLO og Yngre Læger tager kraftigt afstand fra at pålægge en læge et ansvar, som går langt ud over lægens faglige ansvar. Lægen har på ingen måde forudsætning for at vurdere, om tolkens sproglige kvalifikationer på et fremmedsprog, som lægen ikke behersker, er tilstrækkelige til, at en patient vil være tilstrækkeligt informeret til at kunne samtykke til behandlingen.

Det er et ekstremt krav og ansvar at pålægge en læge. Det bør derimod være tolkens ansvar at kunne påvise, fx ved fremvisning af eksamensbevis eller anden dokumentation, at tolken behersker sproget i tilstrækkelig grad til at patienten kan afgive et informeret samtykke. Dette skal være afklaret med regionen inden mødet med patienten og lægen.

Samtaler om symptomer, bekymringer og sygdom kræver sprog på et andet niveau, end det der er nødvendigt for at klare sig i hverdagssituationer. Det er ikke rimeligt at kræve, at lægen kan vurdere, om tolken sprogligt er på det nødvendige niveau. 

Unødigt øget tidsforbrug
I store dele af sundhedsvæsenet er der et voldsomt pres på, hvad lægerne og det øvrige sundhedspersonale skal nå, og tiden med den enkelte patient er i forvejen sparsom.

Med lovforslaget vil man påføre lægen et øget tidsforbrug og sætte lægen i en vanskelig situation, når lægen, på grund af patientens behandlingsbehov og manglende økonomiske formåen, vil føle sig presset til at afholde konsultationer med patienter, der møder op med pårørende, som ikke i tilstrækkelig grad mestrer sproget.

At sikre en ordentlig kommunikation med denne type patienter vil således udfordre tiden med patienterne yderligere. Ikke mindst i en praksissektor med lægemangel og hvor flertallet af de praktiserende læger er så arbejdsbelastede, at de har lukket for tilgang af flere patienter, vil øget tidsforbrug i forhold til basal kommunikation være en udfordring. Problemet vil endda i visse af de i forvejen lægedækningstruede områder, hvor man har rigtig mange patienter med dårlige sprogkundskaber, være særligt stor. Forslaget risikerer på den baggrund at medvirke til at forværre den aktuelle lægemangel i almen praksis.

Uklart hvem der undtages og hvordan
Det er uklart hvilken patientgruppe, der undtages, idet den anvendte formulering ”en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne” spænder meget bredt. Det er desuden uklart, hvem der skal lave vurderingen, samt hvilke kriterier, der lægges til grund for en afgørelse om, hvorvidt en fysisk eller psykisk funktionsevne er tilstrækkeligt nedsat til, at patienten kan få lægebehandling uden betaling. 

Det bør defineres meget klart, hvilke kriterier, herunder lidelser og forhold, der kan begrunde, at patienten ikke vil være i stand til at tilegne sig eller oppebære danskkundskaber, samt hvor lang en midlertidig periode vil være i konkrete tilfælde. Læger og regioner skal vejledes om de nærmere definerede kriterier.

Desuden er der i bekendtgørelsen ikke taget stilling til, om patienten skal betale for tolken i forbindelse med udarbejdelse af erklæringen eller om udgiften afholdes af regionen.

Endelig ønsker Lægeforeningen en præcisering af, at alle børn har ret til vederlagsfri tolkebistand uanset om barnets forældre taler et andet sprog, som også lægen taler, hvis barnet ikke behersker det pågældende andet sprog.

Med venlig hilsen

Andreas Rudkjøbing