Helt skævt

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
27. juni 2016

Folketingets politikere arbejder lige nu med at finpudse et forslag til en forsøgsordning, som vil give læger mulighed for at udskrive medicinsk cannabis til f.eks. smertepatienter.

Umiddelbart kan det måske lyde tilforladeligt, at mennesker med stærke smerter eller kvalme kan få udskrevet cannabis hos lægen. Det er heller ikke svært at leve sig ind i, at man som meget forpint patient er klar til at eksperimentere for at få lindring.

Men sagen handler også om, hvilken tillid patienter og læger fremover skal have til midler, som læger kan udskrive. I dag er det en selvfølge, at når lægen udskriver et lægemiddel, har det gennemgået kliniske forsøg, som dokumenterer sikkerhed, effekt og bivirkninger. Det er lange og komplicerede godkendelser, som er indført af hensyn til patienternes sikkerhed, men de gælder ikke for medicinsk cannabis. Der mangler medicinsk evidens for effekt, sikkerhed og kvalitet, hvilket også  dokumenteres i Lægemiddelstyrelsens seneste rapport om medicinsk cannabis fra 2015. I rapporten konkluderes det således, at der ikke er et sundhedsfaglig grundlag for at tilbyde cannabis til medicinsk brug, hverken via anbefaling eller ordination fra en læge.

Et ja til cannabis på recept er også et farvel til, at det er i faglige kredse, at man beslutter, hvilke behandlinger der skal være tilgængelige. I stedet er det nu op til Folketingets medlemmer at beslutte, hvilke produkter læger bør overveje og fagligt tage ansvar for, og hvilke patienter der er målgruppe for disse produkter. Det er meget bekymrende, at fagligheden på den måde ignoreres. At det er holdninger og ikke viden, som definerer, hvad patienter skal have udskrevet.

Umiddelbart fremstår forsøgsordningen først og fremmest som en liberalisering af adgangen til cannabis. Det er vigtigt, at man også gør sig umage for at blive klogere på den effekt, som behandlingen har. Desværre foreslås der nu en ordning, der gør det svært at følge op på, hvordan medicinsk cannabis reelt virker.

Lægeforeningen er foruroliget over, at der lægges op til at køre en forsøgsordning ud meget bredt. Det er ulige nemmere at indsamle erfaringer og følge op, hvis en ordning indføres i smallere regi, f.eks. hos speciallæger, som behandler specifikke patientgrupper.

En model, hvor cannabis skal kunne udskrives i almen praksis mod smerte, vil til gengæld omfatte så stor og forskelligartet en patientgruppe, at det reelt bliver vanskeligt at konkludere efter forsøgsperioden på fire år. Samtidig vil det betyde, at rigtig mange læger kan komme under et uacceptabelt pres for at udskrive et produkt, hvor hverken virkning eller bivirkninger er velbeskrevne.

Vi har respekt for, at der er et ønske fra politikere og grupper af patienter om behandling med medicinsk cannabis, og vi vil gerne være med til at finde en farbar vej. Her er større viden en forudsætning, og derfor støtter vi også egentlige forskningsprojekter, som kan give den nødvendige viden om medicinsk cannabis’ effekter. Hvis der er positive resultater, vil vi naturligvis også bakke op om, at produktet bliver tilgængeligt for patienterne.

Men lige nu er det vigtigt, at Folketingets politikere virkelig overvejer de alvorlige konsekvenser af lægeordineret medicinsk cannabis. Vores råd til politikerne i denne sag er: Tag en timeout, og lad os sammen finde en gangbar løsning.

Leder bragt i Ugeskrift for Læger nr. 13/2016.