Gode råd om lønforhandling – sådan forbereder du dig

Det er ofte afgørende for en positiv forhandlingsproces, at du er godt forberedt.

1. Bed om en lønforhandling

Du kan selv bede om en årlig lønforhandling, medmindre andet er aftalt lokalt. Du kan også bede din TR forhandle for dig.

Mange hospitaler er underlagt stramme økonomiske rammer, så det kan være, at din ledelse siger, at der ikke er sat penge af til lønforbedringer.
Det svar skal du imidlertid ikke uden videre acceptere, fordi meningen med den lokale løndannelse er, at der skal kunne forhandles, og at ledelsen også bruger penge til lønforbedringer. 
Der kan være lønmidler til rådighed i forbindelse med vakante stillinger, som i givet fald kan bringes i spil, eller lønmidler kan findes på anden måde.
Du skal altså ikke lade dig bremse af, at ledelsen umiddelbart siger nej til mere i løn.
Læs mere om økonomisk råderum ved lønforhandlinger her.

2. Overvejelser og forberedelse inden lønforhandlingen

Det er vigtigt at have for øje, at det ikke kun er en forhandling om bagudrettede resultater, der skal øge din løn. Det er i mindst samme omfang de fremtidige opgaver, der skal løses, og som du som overlæge måtte have særlige kompetencer/forudsætninger for at løse, du skal honoreres ekstra for.

Du kan eventuelt tale med tillidsrepræsentanten og koordinere din forberedelse med kolleger.

Det er derfor en god idé at overveje følgende spørgsmål:

• Har jeg fået nye opgaver eller nye specifikke funktioner siden sidst?

• Har jeg gennemgået uddannelsesforløb, som har forbedret mine kvalifikationer og kompetencer?

• Hvordan har jeg gjort en forskel siden sidste lønforhandling, f.eks. for afdelingens resultater og samarbejdet internt og eksternt?

• Hvordan ligger min løn i forhold til andre overlæger – har min løn udviklet sig som forventet? Studér evt. lønstatistik bl.a. på FAS hjemmeside eller kontakt din tillidsrepræsentant.

• Skal jeg spille en central rolle i nye projekter, der udgør en udfordring for institutionen, hvor mine nøglekompetencer kommer i spil, som bør medføre nye tillæg?

• Hvad er mine forventninger til lønforhandlingen?

• Hvilke tillæg er relevante – funktionstillæg eller kvalifikationstillæg?


3. Overvej dit udspil

Det er vigtigt, at du forbereder dig til lønforhandlingen og har tænkt på, hvordan du vil håndtere selve forhandlingen.

Du skal overveje et konkret udspil – et ambitiøst, men realistisk udspil. Du skal være forberedt på, at ledelsen ikke uden videre siger ja til dit udspil.

Der er jo tale om en forhandling, så overvej dit udspil, det skal ikke ikke urealistisk højt, da det vil virke utroværdigt, men det kan være en god ide, at der er plads til, at du kan give dig.

OBS. Der kan ikke forhandles ekstra ferie eller ekstra pension. Det er løn, der er på bordet.

4. Præsenter dit udspil, vær konkret og bevar roen

Til selve lønforhandlingen, som kan være mere eller mindre formaliseret, skal du fortælle din leder om dine forventninger til lønforbedring og spørge til ledelsens forventninger hertil:

  • Præsentér dit udspil, og vær konkret ved at bruge eksempler i din argumentation.
  • Lyt aktivt til din leders argumenter og indvendinger – lyt og spørg.
  • Bevar roen, hvis lederen ikke imødekommer dit lønudspil, eller hvis lederen kommer med et udspil, der er mindre end forventet. Et nej i en forhandling kan opleves frustrerende.
  • Bliv ikke vred eller ked af det, men vær professionel og spørg ind til muligheder og kom med alternativer.

Hvis din leder kommer med et konkret (og endeligt) udspil – evt. som modsvar på dit udspil –  så bed om tid til at overveje dette, hvis du ikke på forhånd har overvejet alternativer.

Aftalen

Når I bliver enige om et tillæg, skal aftalen være skriftlig. Det er en god ide at få en begrundelse for tillægget på skrift. Tal altid med din tillidsrepræsentant, når der foreligger noget - det er tillidsrepræsentanten, der skal skrive under i sidste ende.