Giv nu mennesker med psykisk sygdom den nødvendige hjælp

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
Leder bragt i Ugeskrift for Læger den 1. maj 2017

Kan man forestille sig en patient med en blodprop i hjertet banke på sygehusets dør uden at få hjælp? Nej, det kan man heldigvis ikke. Desværre er det meget lettere at se for sig, når det gælder mennesker med alvorlig psykisk sygdom. Ikke fordi, at det er i orden. Men fordi det sker igen og igen i en psykiatri, som er urimeligt presset.

Læger fortæller i medierne om, hvordan de er nødt til at sende patienter hjem, fordi der skal gøres plads til andre patienter, der er endnu dårligere. Det er mildt sagt ikke sjovt at sige farvel til en patient, hvis man er fuld af bange anelser om, hvad der kan ske, når han har forladt sygehuset.

Desværre står vi i dag i en situation, som minder alt for meget om den, som vi stod i, da vi fik en psykiatrihandlingsplan i 2014. Ikke, at planen har været overflødig, men for de mennesker, som slås med psykiske lidelser, er der lang vej endnu. En del af forklaringen er det såkaldte produktivitetskrav om at præstere to procent ekstra hvert år, uden at der følger penge med. Det presser regionerne, og det går også ud over psykiatrien. Der er skåret i antallet af sengepladser, sparet på driften og afskediget personale – selv om der med den anden hånd er givet nogle ekstra midler til f.eks. projekter om nedbringelse af tvang. Hjælp os med at give dem den behandling, de har brug for.

Kort før sin afgang som sundhedsminister problematiserede Sophie Løhde regionernes anvendelse af de 2,2 milliarder kroner over fire år, som et enigt Folketing i 2015 afsatte til at styrke psykiatrien. »Minister: Hvor pokker er psykiatri-milliarderne?« lød en overskrift i Politiken, da hun blev konfronteret med færre senge og medarbejdere. Regionernes svar var, at antallet af patienter stiger mere end bevillingerne.

På kort sigt bør regionerne kunne levere et overblik over, om de har løftet opgaven, og der ikke er faldet penge ned mellem gulvbrædderne. På lidt længere sigt er der brug for de ressourcer, som kan ligestille psykiatrien med resten af sundhedsvæsenet. Det er oplagt allerede at se på det ved de kommende økonomiforhandlinger. For der er et åbenlyst behov for at styrke psykiatrien. Afgørende er, at der faktisk handles, og at der sker forbedringer.

Men penge gør det ikke alene. Fagligheden skal også fungere på tværs af sektorer. Vi har lige været igennem et langt forløb op til det nye lovforslag, som skal styrke tilbuddene til de patienter, som har brug for mere behandling og støtte, end de kan få på de almindelige bosteder. Nu oprettes der 150 rehabiliteringspladser i behandlingspsykiatrien for denne gruppe.

Læger har sammen med patientorganisationer og andre faggrupper været dybt engageret i at finde løsninger, som både giver mening fagligt og beskytter medarbejderne mod vold. Det forslag, som nu skal behandles i Folketinget, er udtryk for, at politikerne har lyttet til en del af vores bekymringer, men ikke dem alle.

Af de overordnede formuleringer, der er offentliggjort p.t., fremgår det, at det er kommunen, der får retten til at visitere til de nye pladser, hvilket er stærkt bekymrende. Det er en lægelig opgave at tage stilling til, hvilket tilbud der er bedst for patienter, der skal i behandling. Andet giver ikke mening. Og igen: Ville man lade kommuner visitere fysisk syge mennesker? Nej, vel.

Psykisk sygdom er ikke anderledes end anden sygdom. Det er så enkelt, men det skal åbenbart tage årtier at anerkende psykiatrien som en ligestillet del af sundhedsvæsenet. Nu er tiden til at gøre op med det forældede syn på mennesker med psykisk sygdom. Hjælp os med at give dem den behandling, de har brug for.