Fremtid helt uden røg og nikotin

Debatindlæg af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
Bragt i Nordjyske, den 31. august 2019

I torsdagens udgave af NORDJYSKE skriver kommunikationschef Charlie Stjernklar (C. S.) fra Philip Morris Danmark, at man er nødt til at tilbyde rygerne et mindre skadeligt alternativ til cigaretterne - dvs. f.eks. e-cigaretter.

Argumentet fra tobaksindustrien bygger på en antagelse om, at der er en stor gruppe voksne rygere som ikke vil kvitte tobakken.

Først og fremmest er det ikke korrekt. Den seneste rygevaneundersøgelse viser, at 62 procent af rygerne gerne vil stoppe med at ryge, og at 72 procent af de personer, der ryger eller tidligere har røget, ikke ville ryge, hvis de skulle leve deres liv om. Og så er jeg også nødt til at understrege, at e-cigaretter, snus, opvarmet tobak eller hvad der ellers findes af produkter, altså ikke er uskadelige.

E-cigaretter indeholder - udover nikotin, som er et afhængighedsskabende giftstof - en lang række indholdsstoffer, som vi ikke kender langtidseffekterne af. Snus indeholder f.eks. nikotin ligesom andre former for tobak, og er stærkt afhængighedsskabende. Der er fundet mere end 30 kræftfremkaldende stoffer i snus og andre former for røgfri tobak, og brug af snus øger risikoen for kræft i bugspytkirtlen, spiserøret og mundhulen.

Endelig er der heller ikke dokumentation for, at e-cigaretter fører til færre cigaretrygere. 73 procent af e-damperne ryger også rigtige cigaretter i stedet for at holde op.

Og så er det jo slet ikke noget reelt alternativ til cigaretterne, som C. S. ellers påstår. Faretruende mange unge begynder at ryge e-cigaretter, og mange af de unge, der bruger e-cigaretterne - bliver også " rigtige" rygere på sigt. Vores børn og unge skal have en fremtid helt uden røg og nikotin.

Der er kun ét sundt og sikkert alternativ til at ryge eller dampe - og det er ikke at ryge eller bruge tobaks -og nikotinprodukter. Derfor skal vi beskytte vores børn og unge mod den farlige tobak og nikotin.

Op med priserne, forbyd alt markedsføring og gem cigaretterne væk under disken.