Forslag til lov om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger

7. oktober 2019

(Oprettelse af Ankenævnet for Tilsynsafgørelser og Det Rådgivende Udvalg for Tilsyn, lovfæstelse af Fagligt Forum for Patientsikkerhed, øget beskyttelse af personer ved rapportering af utilsigtede hændelser, krav om instrukser, sprogkrav til sundhedspersoner, vurdering af lægeerklæringer på indfødsretsområdet, forenkling af reglerne om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger, dispensation fra fristen for indgivelse af ansøgning om autorisation som kontaktlinseoptikere m.v.)
 

Ankenævnet for Tilsynsafgørelser er et skridt på vejen til bedre retssikkerhed for sundhedspersoner
 

Oprettelse af Ankenævnet for Tilsynsafgørelser

Et ankenævn for særligt indgribende tilsynssager er helt centralt for både at styrke retssikkerheden for sundhedspersoner og for at genopbygge tilliden til Styrelsen for Patientsikkerhed. Lægeforeningen hilser det derfor særdeles velkomment, at Sundheds- og Ældreministeren har fremlagt forslag til Ankenævnet for Tilsynsafgørelser.

Det er Lægeforeningens opfattelse, at ankenævnet bør være skattefinansieret – ikke brugerfinansieret. Offentlige afgørelser skal kunne efterprøves uden betydelige økonomiske omkostninger for de involverede personer. Det er særligt vigtigt at have for øje, da etablering af Ankenævnet for Tilsynsafgørelser netop skal bidrage til at styrke retssikkerheden for sundhedspersoner. 

Det fremgår af lovforslaget, at finansieringen af ankenævnet er delvis brugerfinansieret ved, at den enkelte sundhedsperson, der ønsker at klage, skal betale et gebyr på 5.000 kr. Derudover skal hver ny sundhedsperson, der autoriseres, betale et gebyr på 250 kr. 

Urimeligt, at 2-års fristen forlænges

Der lagt op til en forlængelse af 2-års fristen, hvis en sag indbringes for Ankenævnet for Tilsynsafgørelser, og nævnet tiltræder eller afviser klagen. Lovforslaget betyder, at den oprindelige frist på 2 år forlænges med ankefristen, som er fire uger, og med nævnets sagsbehandlingstid, som kan være op til tre måneder. Derved er den oprindelige 2- års frist for styrelsens mulighed for at indbringe sagen for domstolene forlænget med op til samlet set fire måneder.

Hvis nævnet derimod hjemviser sagen til fornyet afgørelse i Styrelsen for Patientsikkerhed, og styrelsen træffer beslutning om, at stadfæste eller ændre sin afgørelse, er det uklart, hvordan bestemmelsen skal forstås i forhold til 2-års fristen. I bemærkningerne til § 11a, stk. 3 står: ”Såfremt Styrelsen for Patientsikkerhed træffer afgørelse om at stadfæste eller ændre sin afgørelse, vil det automatiske bortfald af en sådan midlertidig tilsynssanktion på to år som følge af styrelsens nye afgørelse, skulle regnes fra udløbet af fristen på 4 uger for indgivelse af en klage over denne nye afgørelse til Ankenævnet for Tilsynsafgørelser”.

Det er uklart, om bestemmelsen skal forstås sådan, at der indføres en ny 2- års frist og 4 ugers ankefrist lægges oven i, eller om 2-års fristen fra styrelsens oprindelige afgørelse forlænges med 4 ugers ankefrist. Det bør stå mere klart, så der ikke skabes usikkerhed om forståelsen.

Uanset den usikre forståelse mener Lægeforeningen ikke, at en forlængelse af 2- års fristen er rimelig i nogle af situationerne og har svært ved at se, hvilket formål det skal tjene.

Det har ikke været meningen med indførelsen af Ankenævnet for Tilsynsafgørelser, at der skal ske forringelser af sundhedspersoner retssikkerhed, hvilket må siges at være tilfældet, hvis tidspunktet for en domstolsprøvelse forlænges, fordi sundhedspersonen har benyttet sig af adgangen til at få sagen prøvet i ankenævnet. Det skal også ses i sammenhæng med, at der ikke er fastsat en frist for styrelsens behandling af sagen ved hjemvisning, hvorfor der kan gå rigtig lang tid, førend sundhedspersonen får afklaret sin situation.

Hjemvisning af sager fra ankenævnet skal sagsbehandles hurtigt af tilsynet

Lovforslaget lægger op til, at ankenævnet kan afvise en sag uden realitetsbehandling, tiltræde Styrelsen for Patientsikkerheds afgørelse eller hjemvise sagen til Styrelsen for Patientsikkerhed til fornyet behandling.

Bliver sagen hjemvist, gælder Styrelsen for Patientsikkerheds afgørelse, indtil styrelsen træffer en ny afgørelse. Lægeforeningen finder det derfor væsentligt, at der i loven fastsættes en frist for, hvornår Styrelsen for Patientsikkerhed senest skal have truffet en ny afgørelse.

Lægeforeningen mener, at fristen skal være 14 dage, men at der undtagelsesvist kan være situationer, hvor fristen kan forlænges, f.eks. hvis der skal indhentes en ny sagkyndig erklæring.

Fastsættes der ikke en frist for, hvornår styrelsen skal træffe en ny afgørelse, er der risiko for, at sundhedspersoner har en afgørelse hængende over hovedet i længere tid, som ankenævnet ikke har fundet i orden. Det er helt uholdbart.

Ankenævnet skal have faglige specialister

Lægeforeningen finder ikke den foreslåede model for ankenævnets sammensætning for hensigtsmæssig. Der er lagt op til en model, som kendes fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, hvor de faglige organisationer skal udpege de sundhedsfaglige medlemmer. De skal så repræsentere standen, men er ikke sagkyndige, som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget.

Lægeforeningen ser hellere, at der er en model for nævnets sammensætning, som sikrer, at de sundhedsfaglige medlemmer repræsenterer det speciale, som ankesagen omhandler. Lægeforeningen foreslår derfor, at der udpeges sundhedsfaglige repræsentanter, f.eks. af Sundhedsstyrelsen eller de videnskabelige selskaber, som kan indgå i nævnets behandling for at sikre, at der altid er den konkrete specialistviden til stede ved ankesagens behandling. 

Lægeforeningen hilser det velkomment, at det er en dommer, der skal sidde for bordenden i Ankenævnet for Tilsynsafgørelser. Det er med til at sikre den juridiske kvalitet af nævnets afgørelser og derved legitimitet af nævnet.

Ankenævnet skal indhente sagkyndige udtalelser

Lægeforeningen finder det vigtigt, at Ankenævnet for Tilsynsafgørelser altid indhenter en sagkyndig erklæring, som skal indgå i nævnets behandling af sagen. Der skal være tale om sagkyndige erklæringer inden for det relevante speciale. De sagkyndige kan f.eks. udpeges af Sundhedsstyrelsen eller de videnskabelige selskaber.

Lægeforeningen finder der derfor utilstrækkeligt, at Ankenævnet for Tilsynsafgørelser selv skal træffe bestemmelse om tilvejebringelse af eventuelle sagkyndige erklæringer, sådan som det er formuleret i lovforslaget. 

Ikke alle tilsynsafgørelser kan ankes

Lovforslaget gør det muligt at anke visse tilsynsafgørelser af særlig indgribende karakter. Det er afgørelser, hvor sundhedspersonen kan risikere at miste eller i væsentlig grad få begrænset deres indtægtsgrundlag. Det drejer sig om afgørelser om midlertidig fratagelse af autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområde, afgørelser om arbejdsforbud og afgørelser om suspension.

Det er Lægeforeningens principielle holdning, at hensynet til sundhedspersoners retssikkerhed altid bør omfatte en mulighed for at få prøvet sin sag i en anden instans. Det gælder både i tilsynssager, men også i klagesager, hvor der i sidstnævnte heller ikke i dag findes en ankeinstans. Hverken for tilsynsager eller klagesager er der i dag heller ikke mulighed for at få sager prøvet administrativt i Sundheds- og Ældreministeriet ikke engang få så vidt angår de respektive styrelsers sagsbehandling.

Ankenævnet skal være hurtigtarbejdende

Lægeforeningen er tilfreds med, at der er lagt op til, at Ankenævnet for Tilsynsafgørelser skal være hurtigtarbejdende. Det sker ved, at der i lovforslaget er en bestemmelse om, at ankenævnet skal træffe afgørelse inden tre måneder efter klagens modtagelse.

Lægeforeningen mener imidlertid, at ankesager om arbejdsforbud skal behandles inden for 1 måned. Det skyldes, at et arbejdsforbud ofte er af kortere varighed, og det bør afspejles i ankenævnets sagsbehandlingstid.

Generelt bør det præciseres i bemærkningerne, at Styrelsen for Patientsikkerhed, også under en ankesags behandling, er forpligtet til at ophæve en sanktion, hvis grundlaget for sanktionen ikke længere er til stede.

Lægeforeningen er glade for, at det i bemærkninger er gjort klart, at ankenævnet i sager skal foretage en prøvelse af alle dele af sagen, herunder det sundhedsfaglige og juridiske skøn, men også styrelsens sagsbehandling.

Ankenævnet skal kunne genoptage sager

Lægeforeningen mener, at Ankenævnet for Tilsynsafgørelser skal kunne tage en sag op til fornyet behandling og afgørelse, som nævnet tidligere har truffet afgørelse i, hvis der kommer væsentlige nye oplysninger i sagen, eller hvis der er begået væsentlige sagsbehandlingsfejl hos Styrelsen for Patientsikkerhed eller i ankenævnets tidligere behandling af sagen.

Lovforslaget forholder sig ikke til, om og i givet fald under hvilke betingelser en sag kan genoptages i Ankenævnet for Tilsynsafgørelser. Det er Lægeforeningens opfattelse, at det bør være en mulighed.

Der skal sikres habilitet i sekretariatsbetjeningen

Ankenævnet for Tilsynsafgørelser skal sekretariatsbetjenes af Styrelsen for Patientklager, som også sekretariatsbetjener Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.

Lægeforeningen finder det væsentligt, at der er fuldstændig vandtætte skotter mellem sekretariatsbetjeningen af Ankenævnet for Tilsynsafgørelser og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Det betyder, at habiliteten hos medarbejdere og eventuelle sagkyndige aldrig må være til diskussion.

Lægeforeningen forudsætter, at Styrelsen for Patientklager i sekretariatsbetjeningen i henhold til de databeskyttelsesretlige regler sikrer, at der etableres administrative og tekniske foranstaltninger, som sikrer en fuldstændig adskillelse af de to instanser.

Ankefristen kan fraviges i særlige tilfælde

Der er i lovforslaget fastsat en ankefrist på fire uger. Lægeforeningen er tilfredse med, at der kan dispenseres fra klagefristen i ganske særlige tilfælde. 

Afrapportering fra Ankenævnet og evaluering af nævnets arbejde

Lægeforeningen tiltræder, at ankenævnet i en årsberetning rapporterer til Sundheds- og Ældreministeren og Styrelsen for Patientsikkerhed fra ankenævnets arbejde.

Lægeforeningen ønsker, at det fremgår af lovforslaget, at der sker en evaluering af Ankenævnet for Tilsynsafgørelser efter 2 år bl.a. med henblik på, om nævnet bidrager til at skabe øget retssikkerhed for sundhedspersoner.

Skærp sprogkrav til EU-læger

Sprogkompetencer hos læger og andre sundhedspersoner er helt afgørende for patientsikkerheden. Derfor kan det undre, at der med det fremsendte lovforslag ikke stilles krav om et givet minimumsniveau til alle udenlandske læger, som skal arbejde i Danmark, uanset om de kommer fra et EU-land eller et andet land. Et sådant mindste krav til sprogkompetencer kan være med til at sikre, at læge og patient altid kan forstå og tale med hinanden.

Lægeforeningen ser derfor den foreslåede bestemmelse i lovforslaget om, at regionsråd, kommunalbestyrelser og private virksomheder skal sikre, at deres ansatte sundhedspersoner har de sproglige kompetencer, der er nødvendige for at kunne udføre den stilling, som vedkommende ansættes i, for helt utilstrækkelig.

Efter Lægeforeningens opfattelse er der ikke noget nyt i, at det er en driftsherres og i praksis en ledelsesopgave ved ansættelsen at sikre, medarbejdere har de kompetencer, der er nødvendige, herunder at kunne fungere sprogligt og kommunikativt i det daglige arbejde, når det er kompetencer, som er væsentlige for stillingen.

For at sikre helt klare procedurer og retningslinjer foreslår Lægeforeningen, at man i lighed med krav til alle udenlandske uddannede læger i Sverige og Finland også i Danmark fremover stiller nationale sprogkrav til alle udenlandske læger, som skal arbejde i Danmark, uanset om de kommer fra et EU-land eller et andet land og uanset hvor høj grad af patientkontakt, de har. Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er der i arbejdsgiverforpligtelsen til at sikre sproglige kompetencer heller ikke noget til hinder for eller modsætningsforhold i, at der kan indføres en skærpet national sprogkontrol.

Kravet om sprogkompetencer kan for det første være med til at sikre, at læge og patient altid kan forstå og tale med hinanden. Det er en forudsætning for indhentelse af det informerede samtykke, at patienten har forstået den information lægen giver om patientens helbredstilstand, behandlingsmuligheder og eventuelle risici. For det andet skal krav om sprogkompetencer sikre, at den udenlandsk uddannede læge har et sprogligt niveau, så vedkommende f.eks. kan føre en forsvarlig patientjournal, og for det tredje vil et sprogkrav også sikre kommunikationen og samarbejdet med det øvrige personale

Vi mener derfor, at Danmark bør stille krav om, at EU-læger kan dokumentere, at de har sprogkundskaber svarende til den Prøve i Dansk 3, som man kræver af læger uden for EU, når de skal arbejde i Danmark. Det er ulogisk, at der bliver stillet forskellige krav til de udenlandske læger alt afhængig af, om de kommer fra et EU-land eller udenfor. I både Finland og Sverige stiller man af hensyn til patientsikkerhed sprogkrav til EU-læger.

Som det er nu, stilles der ingen formelle sprogkrav fra myndighederne til læger rekrutteret fra EU-lande til det danske sundhedsvæsen. Det er alene arbejdsgiverens - dvs. oftest regionernes – ansvar, at en læge har de kvalifikationer, som kræves for at udføre sit arbejde, herunder om han eller hun kan forstå og tale dansk med patienterne.

Godt med krav om udarbejdelse instrukser

Lægeforeningen har deltaget i den arbejdsgruppe, som den tidligere sundhedsminister nedsatte som en del af tillidspakken fra januar 2018 som et initiativ for at styrke sundhedspersoners retssikkerhed og genskabe et tillidsfuldt samarbejde mellem sundhedsvæsenet og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Arbejdsgruppen afsluttede sit arbejde i september 2018 og fremkom med en række anbefalinger, herunder at der ved lov fastsættes udtrykkelige krav om driftsherrens pligt til at udfærdige instrukser, og at der i loven gives bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om kravene til instrukserne, indholdet af disse og om driftsherrernes ansvar for udarbejdelse og implementering.

Lægeforeningen kan derfor støtte den foreslåede bestemmelse i lovforslaget om, at ”regionsråd, kommunalbestyrelser og private virksomheder skal sikre, at der på de enkelte behandlingssteder i relevant og nødvendigt omfang udarbejdes instrukser, som understøtter patientsikkerheden”.  

Arbejdsgruppen anbefalede, at der ved lov gives bemyndigelse til, at der kan fastsættes nærmere regler i bekendtgørelse om kravene til instrukserne. I den sammenhæng påpegede Lægeforeningen at bemyndigelsen ikke gives til Styrelsen for Patientsikkerhed, men at bemyndigelsen udstedet til Sundheds- og Ældreministeren for blandt andet at sikre tæt sammenhæng og koordinering i forhold til de øvrige arbejdsgrupper om medhjælp og journalføring, som den tidligere sundhedsminister nedsatte. Lægeforeningens synspunkt blev støttet af Danske Regioner, Dansk Sygeplejeråd og Kommunernes Landsforening.

Lægeforeningen og de øvrige interessenters ønske om bemyndigelse til Sundheds- og Ældreministeren er ikke blev hørt i det forslag, der foreligger. Lovforslaget indeholder en bemyndigelse til Styrelsen for Patientsikkerhed til at fastsætte nærmere regler om omfang, indhold og tilgængelighed af instrukser.

Lægeforeningen skal opfordre til, at bemyndigelsen ændres i overensstemmelse med Lægeforeningen, Danske Regioner, Dansk Sygeplejeråd og Kommunernes Landsforenings anbefaling i rapporten.

Oprettelse af Fagligt Forum for Patientsikkerhed

Det gældende samarbejdsfora Fagligt Forum for Patientsikkerhed forslås som en egentlig lovfæstet ordning med henblik på at bistå Styrelsen for Patientsikkerhed med faglig sparring om læringsaktiviteter.

Lovforslaget lægger op til, at Styrelsen for Patientsikkerhed udpeger repræsentanter for et bredt udsnit af interessenter på sundhedsområder. I bemærkninger til lovforslaget nævnes f.eks. repræsentanter fra patientorganisationer, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, privathospitaler, kommuner, praksissektoren og regionen.

Lægeforeningen vil gerne have mulighed for at bidrage til arbejdet i Fagligt Forum for Patientsikkerhed ved udpegning af en repræsentant.

Lægeforeningen skal i denne forbindelse mere generelt bemærke, at Styrelsen for Patientsikkerheds primære opgaver som tilsynsmyndighed og sundhedsvæsenets øverste kontrollerende organ sætter grænser for styrelsens muligheder for samtidig at fungere som lærende instans. Det vil eksempelvis ikke være realistisk, at styrelsen som kontrollerende myndighed samtidig forsøger at gennemføre en lærende proces med sundhedsprofessionelle. Læring indebærer, at der i en periode skal være mulighed for og accept af øget risiko for at fejle. Læring vil i denne forstand være et arbejdsgiveransvar, som - via god ledelse og tillid til personalet - har muligheden for at skabe de rette rammer for god læring. Den mulighed har styrelsen ikke.

Styrelsens rolle som både kontrollerende og lærende myndighed må – som det også fremgår af det nye finanslovsforslag (§ 16.11.12) – være, ”at der nationalt sker en opsamling og aktiv videreformidling af viden fra rapporteringssystemet for utilsigtede hændelser samt klage- og erstatningsankesagerne til sundhedsvæsenet med henblik på at bidrage til læring og forbedringer i behandlingen til gavn for patientsikkerheden”.

Bidrag til læring i sundhedsvæsenet ved opsamling og videreformidling af indhentet viden og med klare begrænsninger i, hvor ”aktive” styrelsen kan være i forhold til videreformidling. Det må også være inden for disse rammer, at Fagligt Forum for Patientsikkerhed kan bistå Styrelsen for Patientsikkerhed.

Personer fra rapporter om utilsigtede hændelser beskyttes

Lægeforeningen er meget tilfreds med, at der fastsættes entydige og klare retlige rammer for begrænsningen af anvendelsen af rapporterede utilsigtede hændelser ved at udvide den gældende beskyttelse til også at omfatte personer, der fremgår af rapporteringen. Det er i overensstemmelse med gældende praksis.

Det betyder, at personer der indgår i rapporteringen af utilsigtede hændelser beskyttes på samme måde, som de personer, som har rapporteret hændelsen.   

På samme måde beskyttes personer, der indgår i rapporten mod ansættelsesretlige sanktioner og kan heller ikke underkastes disciplinære undersøgelser og foranstaltninger af arbejdsgiveren, tilsynsmæssige reaktioner fra Styrelsen for Patientsikkerhed eller strafferetlige sanktioner fra domstolene som følge af rapporteringen.

Unødvendigt og bureaukratisk med ny enhed til vurdering af lægeerklæringer på indfødsretsområdet

Lægeforeningen finder ikke, at det er hensigtsmæssigt med oprettelsen af en enhed i Styrelsen for Patientklager, som særskilt skal foretage en ”second opinion” af de lægeerklæringer, som afgives på indfødsretsområdet. Lægeforeningen mener ikke, at forslaget om second opinion-enhed er egnet til formålet. Der er tale om en reaktiv ordning, som ikke vil løse en eventuel udfordring omkring kvaliteten i lægeerklæringerne.

Lægeforeningen skal i stedet pege på følgende tiltag, som en proaktiv og mere virksom vej at sikre kvaliteten i lægerklæringerne:

  •  Tilknyt lægelig konsulent til Indfødsretskontoret

En lægekonsulent vil, som man kender det fra kommunerne sikre, at erklæringerne er korrekt udfyldt og om nødvendigt gå i dialog med pågældende læge herom. Lægekonsulenten kan også bistå Folketingets Indfødsretsudvalg, hvis der er spørgsmål til erklæringerne af lægefaglig karakter.

Dertil kommer, at der via den ”tidstro” dialog mellem en lægekonsulent og attestudstedende læge sker en læring, som kan øge kvaliteten i fremtidige erklæringer fra samme læge. En lægekonsulentordning vil desuden reducere antallet af sagsskridt og dermed ressource- og tidsforbruget.

Omvendt er erfaringen fra både klage- og tilsynsområdet, at der generelt er en meget lang sagsbehandlingstid. Den tidsmæssige afstand mellem attestafgivelse og afgørelse er ikke kun til gene for de involverede parter, men mindsker tillige elementet af læring betydeligt.

En lægekonsulent kan også bistå Folketingets Indfødsretsudvalg, hvis der er spørgsmål til erklæringerne af lægefaglig karakter. En lægekonsulentordning vil desuden medføre et bedre overblik over området. En sundhedsfaglig nøgleperson i Indfødsretskontoret, som samler viden om udviklingen på området, vil gøre det lettere at identificere og handle på evt. generelle problemer omkring attestens udformning eller kvalitet.

Lægeforeningen mener, at lovforslaget er alt for vidtgående, da det indebærer, at Styrelsen for Patientklager kan afkræve enhver sundhedsperson og ethvert offentligt eller privat behandlingssted, organisation m.v. oplysninger, som af styrelsen vurderes nødvendige. 

Helbredsoplysningerne bør alene kunne indhentes med patientens samtykke, da oplysningerne er givet til den behandlende læge i tiltro til dennes tavshedspligt. At indføre en bestemmelse om, at lægen har en pligt til at udlevere fortrolige helbredsoplysninger, går langt ud over, hvad der er nødvendigt.

Lægeforeningen finder det i øvrigt kritisabelt, at der i bemærkningerne til lovforslaget italesættes, at læger afgiver urigtige erklæringer, og at dette er baggrunden for, at Styrelsen for Patientklager skal kunne videregive oplysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed til brug for styrelsens tilsyn med sundhedspersoner.

Der er tale om et vanskeligt område, hvor myndighederne har en forventning om, at lægen kan vurdere forhold, som ikke umiddelbart ligger inden for en læges kompetenceområde. Dette har Lægeforeningen tidligere påpeget over for Udlændinge- og Integrationsministeriet. Det synes derfor ikke rimeligt, at det af bemærkninger til lovforslaget fremgår, at læger afgiver urigtige erklæringer.

Læger gør deres bedste, når de skal udfærdige erklæringer på dette område. Læger er i denne situation – ligesom i alle andre situationer, hvor læger afgiver erklæringer - meget opmærksomme på at udvise omhu og uhildethed, herunder at man som læge alene må afgive erklæring om sygdomme eller forhold, som man har et fornødent fagligt kendskab til.

Læger er bevidste om, at fravigelse af disse regler kan være forbundet med straf. Dette gælder allerede i dag. Oprettelsen af en enhed i Styrelsen for Patientklager vil således hverken forbedre muligheden for at arbejde med kvaliteten i lægeerklæringer eller ændre i det regelgrundlag, som lægerne i dag udfærdiger erklæringer i overensstemmelse med. Oprettelsen af enheden i Styrelsen for Patientklager vil alene medføre øget bureaukrati uden fokus på læring.

Alle faser af tilsynssager skal indgå i det Rådgivende Udvalg for Tilsyns arbejde

Med lovforslaget foreslås et Rådgivende Udvalg for Tilsyn efter inspiration fra Det Rådgivende Praksisudvalg, som gælder på klagesagsområdet. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at Det Rådgivende Udvalg for Tilsyn skal rådgive Styrelsen for Patientsikkerhed om læring af sager om tilsyn med sundhedspersoner og med behandlingssteder.

Lægeforeningen mener, at en forudsætning for at lykkes med et Rådgivende Udvalg for Tilsyn er, at Udvalget er opmærksomme på formidling af drøftelserne i udvalget, så de kan bruges i den kliniske hverdag. Det er ikke nok, udvalget alene redegør for sin virksomhed i den årlige beretning, som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget. Erfaringerne med udmeldinger fra Det Rådgivende Praksisudvalg på klagesagsområdet er desværre ikke noget, som der er gode erfaringer med, da formidlingen fra Praksisudvalget er vanskeligt at få øje på.

Af lovforslagets bemærkninger fremgår det, at det Rådgivende Udvalg for Tilsyn er et forum, hvor deltagerne rådgiver Styrelsen for Patientsikkerhed om styrelsens tilsynsmetoder, fremgangsmetoder, herunder drøfter gode og dårlige oplevelser. Hvordan de gode og dårlige oplevelser indsamles/formidles til udvalget fremgår ikke af forslaget.

Lægeforeningen forventer, at rådgivningen af styrelsen om tilsynsmetoder og om fremgangsmetoder omfatter tendenser fra tilsynssager og Styrelsen for Patientsikkerheds praksis og procedurer med det formål at drage erfaringer og sikre den rette balance mellem sundhedspersoners retssikkerhed og patientsikkerheden.

Lægeforeningen mener, at det er vigtigt, at udvalgets arbejde omfatter alle faser af tilsynssagerne herunder politianmeldelser og straffesager, der er en udløber af en tilsynssag. Det bør præciseres i bemærkningerne.

Lægeforeningen mener, at det er afgørende, at læringen foregår ude i den kliniske hverdag, og at tilsynet har dette for øje i sin almindelige virksomhed. Udvalget kan muligvis spille en rolle i dette, men gør det ikke alene.

Lægeforeningen mener, at det er væsentligt, at sundhedspersoners erfaringer med tilsyn inddrages, og Lægeforeningen vil gerne deltage i udvalget.

Med hensyn til styrelsens rolle som lærende myndighed henvises til ovenstående bemærkninger under afsnittet om Fagligt Forum for Patientsikkerhed.
 

Med venlig hilsen

Andreas Rudkjøbing