TR for yngre læger i almen praksis - KBU, intro og fase 1

Læs her, hvad det vil sige at være tillidsrepræsentant for dine kolleger i almen praksis i forbindelse med deres KBU, introduktionsstilling og fase 1.

Særlig aftale for tillidsrepræsentanter i almen praksis

Yngre Læger og de enkelte regioner (bortset fra Region Sjælland) har lavet særskilte aftaler om vilkårene for TR i almen praksis i KBU, intro og fase 1.

Disse aftaler sætter rammerne for blandt andet TR-strukturen i den respektive region samt, hvordan honoreringen af TR-arbejdet foretages.

Som TR i almen praksis har du samme status og rettigheder som de andre tillidsrepræsentanter i regionerne.

I kapitel 3 af rammeaftale om medindflydelse finder du reglerne for TR i regionerne.  

Særligt for Region Sjælland

Yngre Læger har ikke en regional aftale med Region Sjælland vedrørende TR i almen praksis, idet Region Sjælland, som den eneste region, ikke formelt anerkender, at der kan vælges TR for uddannelseslæger i almen praksis som led i deres KBU, intro og fase 1.

Kontakt sekretariatet

Yngre Lægers sekretariat varetager henvendelser fra uddannelseslæger i almen praksis i Region Sjælland.

Kontakt Yngre Lægers sekretariat

Dine opgaver som TR i almen praksis for KBU, intro og fase 1

Som tillidsrepræsentant er du valgt af dine kolleger til at gøre en positiv forskel, og du er bindeled mellem regionen/tutorlægen og dine kolleger.

Du skal bidrage til, at overenskomsten bliver overholdt samt medvirke til at løse konkrete problemer om løn- og ansættelsesvilkår, arbejdsmiljø og samarbejde.

Eksempler på din rolle og opgaver som TR:

  • Agere samarbejdspartner og kontaktperson til regionen, tutorlæge, praksisudvalget, praksiskoordinator, almen medicinsk uddannelsesvejleder (AMU) mv. om forhold i overenskomsten, arbejdsmiljø, rekrutterings- og fastholdelsestiltag, timeopgørelse, indretning af arbejdspladsen, uddannelsesmæssige problemer etc.
  • Medvirke til at løse konkrete problemer i relation til løn- og ansættelsesvilkår som fx ferie, lægevagter, delt tjeneste, pauser mv.
  • Medvirke til at løse samarbejdsproblemer mellem tutorlæge og den yngre læge, herunder fungere som bisidder.
  • Være kontakt- og ressourceperson for AP-bloklæger i regionen for så vidt angår temadage, returdage mv.
  • Fungere som bisidder for yngre læger ved møder om samarbejdsproblemer
  • Deltage på møder og temadage for uddannelseslæger og fx præsentere overenskomsten

Som TR vil du komme ud for at skulle hjælpe dine kollegaer som bisidder.

At være bisidder betyder, at du deltager i et møde sammen med en kollega, der er indkaldt til en tjenstlig samtale.

En tjenstlig samtale er, når ledelsen beder en ansat om at komme til møde – som regel, fordi der er problemer af en eller anden art. Det kan handle om fravær, arbejdsmiljø, uhensigtsmæssige uddannelsesforløb, advarsler, opsigelse mv.

Som bisidder er du ikke part i sagen, men alene rådgiver.

Du er ikke garant for, at sagen ”vindes”, men at kollegaen behandles ordentligt samt, at reglerne overholdes. Du skal selvfølgelig også støtte din kollega på det menneskelige plan.

Kontakt Yngre Læger, hvis du skal være bisidder
Når du skal være bisidder kan du kontakte Yngre Lægers sekretariat, hvor du kan få råd og sparring.

Du opfordres til altid at kontakte sekretariatet, hvis der er tale om en tjenstlig samtale. 

Som TR i almen praksis kan du have mange forskellige samarbejdspartnere på tværs af både regionen og almen praksis, herunder:

  • AMU/PUK: Uddannelseskoordinatorer, der er ansat af regionen til at koordinere uddannelsen i almen praksis. De er de praktiserende lægers kontaktperson i relation til uddannelsesinitiativer for de yngre læger og kan ligeledes være en samarbejdspartner for dig som TR i fx problematiske uddannelsesforløb.

  • DYNAMU: DYNAMU står for Den Yngre Almen Medicinske Uddannelseskoordinator og er de yngre lægers uddannelsesvejleder. For en DYNAMU er målbeskrivelsen og uddannelsesplanerne omdrejningspunktet. Hovedopgaverne er at optimere uddannelsesforløbet ved at informere, rådgive og vejlede om uddannelsesforhold.

    I modsætning til en TR, der er valgt af sine kolleger, er en DYNAMU ansat af regionen til at varetage opgaver på uddannelsesområdet (ofte 8-10 timer om ugen). Indsatsen retter sig mod den overordnede planlægning og udførelse af uddannelsesindsatsen på sygehuse og i almen praksis. DYNAMU er normalt ikke involveret i enkeltproblemer i en praksis. DYNAMU’ens opgaver består blandt andet i at arrangere intro- og temadage i samarbejde med AMU og PUK, arrangere og medvirke til netværksdannelse blandt yngre læger, kontaktperson i forbindelse med uddannelsesspørgsmål og i forbindelse med vanskelige uddannelsesforløb.

  • PKL (Postgraduat klinisk lektor)
    PKL er ansat i de 3 videreuddannelsesregioner og fungerer som kontaktperson og koordinator i forhold til de almen medicinske uddannelsesvejledere (AMU/PUK).

  • PLO’s praksisudvalg i regionen
    Dette forum er de praktiserende lægers lokale organ - i en vis forstand svarende til det lokale Yngre Lægeråd i regionen. Praksisudvalget varetager en del formaliserede opgaver, bl.a. overenskomstbestemte forhold som tildeling af ydernumre mv. - ofte i samarbejde med regionen.

  • Regionens praksisafdeling/enhed
    Den administrative enhed i regionen, som tager sig af forhold vedrørende almen praksis i regionen. Her kan du få oplyst navne og mailadresser på dine yngre læge kolleger i almen praksis.

  • FYAM (Foreningen af Yngre Almen Medicinere)
    FYAM kan fx være behjælpelig med at sende mails rundt om tillidsvalg.

  • Yngre Lægerådet i regionen:
    Der afholdes løbende møder i det lokale Yngre Lægeråd i din respektive region. Her kan du blandt andet høre, hvad der rører sig lokalt og udveksle erfaringer med andre tillidsrepræsentanter. Du har som TR i almen praksis også mulighed for at præge agendaen og sætte fokus på eventuelt særlige problemstillinger angående uddannelseslæger i almen medicin.

    Kontakt dit regionale Yngre Læge sekretariat 

  • Almen Praksisudvalget
    Et udvalg i Yngre Læger, der beskæftiger sig særligt med interessevaretagelsen af yngre læger i almen praksis.

    Se Almen Praksisudvalget i Yngre Læger

Som tillidsrepræsentant har du både krav på at få honoreret den tid, som du bruger på funktionen samt krav på at få et tillæg for selve funktionen som TR.

De nærmere vilkår for honorering af tid og funktion varierer regionerne imellem.

Spørg den foregående TR i forbindelse med overdragelsesforretningen eller kontakt Yngre Lægers sekretariat for at høre nærmere om, hvad der konkret gælder i din region.