Ferieregler for yngre læger ansat i regionerne

Du har ret til 6 ugers ferie som yngre læge ansat i en region.

Som yngre læge ansat i en region er du omfattet af regionernes ferieregler. Vær obs på, at du også er ansat af regionen, hvis du er i KBU, intro eller fase 1 i en almen praksis.

Sådan er din ferie fordelt:

  • 5 ugers ferie i ferieåret 1. sept. - 31. aug. 
    Feriegodtgørelsen udgør i alt 12,95% af din løn i optjeningsåret. 
  • Den 6. ferieuge i ferieåret 1. maj – 30. apr. samt en særlig feriegodtgørelse på 0,45%.
    Feriegodtgørelsen for din 6. ferieuge får du udbetalt over din løn. Den særlige feriegodtgørelse udbetales årligt med lønnen i maj. 

5 ugers ferie

Du optjener 2,08 dages ferie pr. måneds ansættelse, hvilket svarer til i alt 25 feriedage pr. ferieår.

Ferien optjenes i ferieåret, som løber fra 1. september til 31. august året efter.

Du kan afholde din ferie i ferieafholdelsesperioden. Perioden er på i alt 16 måneder og løber fra 1. september til 31. december året efter.

Ferie afholdes som udgangspunkt i hele dage, og du kan holde ferien umiddelbart efter, at den er optjent.

Det vil sige, at du vil allerede kunne afholde to dages betalt ferie i oktober, som du har optjent i den forudgående september måned.

Ferien begynder ved arbejdstidens begyndelse den første feriedag og slutter for hele ferieuger ved ferieugens/ferieugernes ophør.

Ved en ferieuge forstås 7 på hinanden følgende kalenderdage, og der anvendes 5 feriedage pr. ferieuge.

Hvis du har ferie i uge 42, så er mandag i uge 42 normalt første feriedag, og søndag er sidste feriedag.

Men en ferieuge kan selvfølgelig også holdes "på tværs" af normale arbejdsuger fx fra onsdag til og med tirsdag.

Ferien tilrettelægges af din arbejdsgiver og skal som udgangspunkt ske efter drøftelse med dig og under hensyn til dine ferieønsker, hvis det er muligt.

Det er dog arbejdsgiveren, der i sidste ende fastlægger ferien.

Ferien består af 3 ugers hovedferie og øvrig ferie. 

Hovedferie afholdes 1. maj - 30 september

Hovedferien holdes som udgangspunkt i perioden fra 1. maj til 30. september.

Du har krav (ikke pligt) til at holde 3 ugers sammenhængende ferie i perioden, medmindre du aftaler noget andet med din arbejdsgiver.

Mindst 2 uger skal dog være sammenhængende, og det kan ikke fraviges ved aftale.

Din arbejdsgiver kan pålægge dig at holde hovedferien med 3 måneders varsel.

Øvrig ferie

Øvrig ferie kan holdes i hele ferieafholdelsesperioden.

Din arbejdsgiver kan pålægge dig at afholde restferien med 1 måneds varsel.

Når ferien først er planlagt, kan den som udgangspunkt ikke ændres - hverken af dig eller din arbejdsgiver. I kan dog altid frivilligt aftale et nyt ferietidspunkt.

I helt særlige force majeure lignende tilfælde kan din arbejdsgiver ændre allerede planlagt ferie, hvis du ikke er startet på at holde ferien.

Det er dog meget sjældent, at en sådan situation foreligger, og hvis det sker, har du krav på at få erstattet et eventuelt økonomisk tab som følge af ændringen.

Når du holder ferie, bliver du trukket i løn. Hvis du er fuldtidsansat, bliver du trukket for 37 timer pr. ferieuge og for 7,4 time for enkeltstående feriedage.

Din timeopgørelse bliver tilsvarende reguleret, når du holder ferie.

Det kan ske på én af to måder:

  • A) Normtimetallet reduceres med 37 timer pr. ferieuge/7,4 time pr. feriedag. Det vil sige, holder du 1 uges ferie, så reduceres det antal timer, du skal arbejde i en given periode, med 37 timer.

    eller

  • B) Normtimetallet er uændret, men din timeopgørelse opskrives med 37 timer pr. ferieuge/7,4 time pr. feriedage.

Eksempel:

Din normperiode er 14 uger. Det vil sige, at du skal arbejde 14 x 37 timer = 518 timer for din månedsløn. 

  • A) Hvis du holder 1 uges ferie, så reducerer man normtimetallet med 37 timer, så du i stedet skal arbejde 13 x 37 timer = 481 timer for din faste månedsløn

    eller

  • B) Normtimetallet er fortsat uændret på 518 timer, men man tillægger (opskriver) din timeopgørelse med 37 timer for den uge, du holder ferie.

Hvis du har flere beskæftigelser, inden du starter din ferie, kan du godt holde ferie fra dit ene job og fortsat varetage dit andet arbejde.

Du må dog ikke påtage dig mere arbejde, end du normalt udfører.

Du kan aftale med din arbejdsgiver, at du holder ferie på forskud, dvs. du holder ferie og får udbetalt feriegodtgørelsen, selvom du endnu ikke har optjent den.

Hvis du fratræder, inden du har optjent ferien, vil du blive modregnet i løn for den udbetalte forskudsferie.

Hvis du aftaler forskudsferie med din arbejdsgiver, men fratræder før, at ferien er afholdt, bortfalder aftalen, og du må forsøge at lave en aftale med din nye arbejdsgiver.

Yngre læger i regionen holder ferie med feriegodtgørelse. Det betyder, at du optjener feriegodtgørelse under ansættelsen. Når du holder ferie, får du udbetalt feriegodtgørelsen, og du bliver trukket i løn.

Der bliver beregnet feriegodtgørelse af alle løndele inklusiv eventuelt overarbejde, ulempetillæg og eget pensionsbidrag, men eksklusivt arbejderens pensionsbidrag.

Når du skal holde ferie, skal du søge om udbetaling af feriepengene via borger.dk, og du vil blive trukket i løn for samme periode. Dine optjente feriepenge, svarende til 12,5%, anvises løbende via Feriepengeinfo af din arbejdsgiver. Du kan få overblik over dine tilgodehavende feriepenge via borger.dk.

Søg om udbetaling af feriepenge eller se tilgodehavende feriepenge på borger.dk

Den særlige feriegodtgørelse på 0,45% får du udbetalt over din løn.

Feriegodtgørelsen for din 6. ferieuge får du udbetalt over din løn. 

Ferieaftalen giver dig mulighed for at aftale, at tilgodehavende ferie udover 4 uger pr. ferieår kan overføres til den følgende ferieafholdelsesperiode. Aftalen kan omfatte såvel ét som flere på hinanden følgende år. 

En aftale om overførsel af ferie skal være indgået, og arbejdsgiver skal have nået at meddele den, der udbetaler feriepengene senest ved udløbet af den pågældende ferieafholdelsesperiode den 31. december, og således inden feriepengene automatisk udbetales.

Hvis du fratræder, inden den overførte ferie er afholdt, bortfalder retten til at holde den overførte ferie, og feriegodtgørelsen for den overførte ferie udbetales.

Du kan desuden ikke blive pålagt at afholde overført ferie i en opsigelses-/fritstillingsperiode. Hvis du overgår til en ny ansættelse i en region, kan du dog indgå en ny skriftlig aftale om overførsel med din nye arbejdsgiver.

Se skema til overførsel af feriepenge i regionernes vejledning om ferie, bilag 4.

Uhævede feriepenge tilfalder Arbejdsmarkedets Feriefond eller anden privat feriefond og vil derfor, som udgangspunkt, ikke kunne udbetales. 

Du kan dog anmode om udbetaling af uhævede feriepenge, der vedrører et ophørt ansættelsesforhold senest den 30. september efter ferieafholdelsesperiodens udløb.

Læs mere om ferie og barsel i Yngre Lægers barselsportal på yl.dk.  

Du optjener fortsat ferie efter de sædvanlige regler, når du modtager løn under barsel.

Som yngre læge modtager du fortsat fuld pensionsbidrag under din barsel. Det gælder også for perioden, hvor du kun får barselsdagpenge (dog maksimalt 20 uger inden for regionen). 

Du optjener feriepenge af dit eget pensionsbidrag i den ulønnede del af barselsperioden, hvor du modtager barselsdagpenge. Beløbet omfatter de i alt 12,95% i feriegodtgørelse (svarende til 12,5% + den særlige feriegodtgørelse på 0,45%) samt de 2,5% i kontant godtgørelse for den 6. ferieuge.

Læs også om din ret til feriedagpenge fra A-kassen efter barsel. 

Syg før ferien starter
Bliver du syg, inden du starter din ferie, er du ikke forpligtet til at holde den planlagte ferie. Du har derfor krav på at holde den på et senere tidspunkt.

Du skal huske at give din arbejdsgiver besked om, at du er blevet syg før din ferie. Hvis du bliver rask inden for den periode, hvor du havde planlagt at holde ferie, kan du vælge, om du ønsker at genoptage arbejdet eller afholde de resterende feriedage. Du skal i så fald meddele dette til din arbejdsgiver i forbindelse med din raskmelding.

Syg under ferien
Hvis du bliver syg under din ferie, har du ret til at få erstattet dele af din ferie, hvis du husker at opfylde visse betingelser.

Du skal huske at give din arbejdsgiver besked på den første sygedag i din ferie, da retten til erstatningsferie som udgangspunkt først indtræder, når du har sygemeldt dig.

Derudover skal du for egen regning indhente en lægeerklæring, der dokumenterer din sygdom.

Du har ikke ret til at få alle dine sygedage erstattet.

Hvis du har optjent 25 feriedage, har du kun ret til erstatningsferie i 4 uger i ferieåret, så den første uges sygdom (samlet 5 dage om året) kan du ikke få erstattet.

Har du optjent mindre end 25 feriedage, reduceres antallet af sygedage uden erstatning tilsvarende.

Hvis du, som følge af en lovlig feriehindring, er helt eller delvist afskåret fra at afholde din ferie op til ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december, overføres op til 4 ugers tilgodehavende ferie.

Lovlig feriehindring kan fx være barsel eller egen sygdom. Hvis din ansættelse ophører, kan du få udbetalt feriepenge for den overførte ferie, medmindre du aftaler overførsel af ferie med din nye arbejdsgiver.

Tilgodehavende ferie ud over 4 uger vil, som udgangspunkt, automatisk blive udbetalt, medmindre de aftales overført.

Aftale om overførsel skal være indgået med din arbejdsgiver, som skal nå at meddele den, der udbetaler feriepengene inden udløbet af ferieafholdelsesperioden den 31. december.

Den 6. ferieuge og den særlige feriegodtgørelse

Den særlige feriegodtgørelse udgør forskellen mellem den nuværende feriegodtgørelse i regionerne på 12,95% og de 12,5%, der følger af ferieaftalen.

De 0,45% af den løn, du optjener i kalenderåret, vil blive udbetalt pr. 1. maj i det efterfølgende år, eller når du fratræder din stilling.

Den 6. ferieuge optjenes i et kalenderår og kan afholdes i det efterfølgende år i perioden fra 1. maj til 30. april året efter.  

Du kan selv bestemme, hvornår du ønsker at holde den 6. ferieuge og planlægge dette nærmere med din arbejdsplads. Din arbejdsgiver kan ikke pålægge dig at holde den 6. ferieuge.

Den 6. ferieuge afholdes som udgangspunkt i sammenhæng, medmindre andet er aftalt, og kan afholdes som hele eller halve dage.

Du har altid ret til at afholde en 6. ferieuge, selvom du ikke har optjent ret til betaling fuldt ud (hvis du fx ikke har været ansat i det forudgående fulde kalenderår).

Hvis du er fuldtidsansat, bliver du trukket i løn for 37 timer for den 6. ferieuge og for 7,4 time for enkeltstående feriedage. 

Opgørelsen af dine timer under den 6. ferieuge kan – på samme måde som ved almindelig ferie – ske ved enten at reducere dit normtimetal eller ved at opskrive din timeopgørelse. 

For så vidt angår betalingen for den 6. ferieuge, optjener du ret til en kontant godtgørelse svarende til 2,5%, som udbetales med din lønseddel ved kalenderårets udløb eller i forbindelse med fratræden. 

Du har mulighed for at aftale med din arbejdsgiver, at eventuelle ikke afholdte 6. ferieugetimer overføres til den efterfølgende afholdelsesperiode. En sådan aftale skal indgås skriftligt inden den 30. september efter udløbet af afholdelsesperioden. 

Arbejdsgiveren kan godt pålægge dig at afholde overført 6. ferieuge. Det skal som udgangspunkt ske med en måneds varsel.

Du kan dog ikke pålægges at afholde overført 6. ferieuge i en eventuel opsigelses- eller fritstillingsperiode.

Hvis du er syg, når din 6. ferieuge begynder, har du ikke pligt til at holde den, men i stedet holde den på et andet tidspunkt.

Du skal huske at meddele din arbejdsgiver om din sygdom i overensstemmelse med retningslinjerne for sygemelding på dit arbejde og senest ved arbejdstidens begyndelse den første feriedag.

Hvis du bliver syg under din 6. ferieuge, kan du efter de nærmere omstændigheder også få ferien suspenderet og erstattet på et andet tidspunkt.

Det afhænger af sygdommens karakter og varighed, og skal afklares i nærmere dialog med din arbejdsgiver.

I forbindelse med barsel kan du aftale, at eventuel tilgodehavende 6. ferieuge overføres i overensstemmelse med de almindelige regler for dette.

Hvis du ikke gør det, vil din ret til at afholde eventuelle ikke-afholdte 6. ferieugetimer, som udgangspunkt, falde bort med udgangen af april måned i den pågældende afholdelsesperiode.