Økonomi og ret til fravær i forbindelse med graviditet og barsel

Se hvad du har ret til som henholdsvis mor, far/medmor, som nyuddannet og som fratrådt yngre læge.

Mor - din økonomi i forbindelse med barsel

Løn

Som mor har du ret til at gå på barsel med sædvanlig løn 8 uger før forventet termin. Hvis du er ansat i staten, kan du gå på barsel 6 uger før forventet termin.

Dernæst har du løn i 20 uger med mulighed for yderligere 6 uger, som er til deling, hvis I begge er ansat i en region, begge i staten eller begge i en kommune.

Sædvanlig løn er den løn, du ville have fået, såfremt du ikke var gået på barsel – dvs. inklusiv alle tillæg.

Dagpenge

Efter fødslen har du ret til 24 ugers dagpenge.

Efter fødslen har du ret til at være fraværende i sammenlagt 42 uger.

Hvis du skal afholde barsel med løn i 26 uger efter fødslen, mangler der 2 ugers barselsdagpenge, for at du kan få sædvanlig løn i alle 26 uger.

Du skal så have overdraget minimum 2 ugers barselsdagpenge fra far/medmor. 

Din orlov skal være afholdt indenfor 1 år efter fødslen.

Pension

I perioderne med løn og dagpenge indbetales sædvanlig pension.

Anciennitet

Du optjener fuld anciennitet under barsel.

Efter fødslen har begge forældre 24 ugers barselsdagpenge. Dagpengene er i første omgang refusion til den lønnede orlov. 

De 11 af de 24 uger er øremærket til hver forælder. De øvrige 13 uger - eller dele heraf - kan overdrages til den anden forælder.

Overdragelse kan ske på ethvert tidspunkt efter fødslen. For at overdrage til din partner skal du logge på borger.dk og følge vejledningen.

Far/medmor - din økonomi i forbindelse med barsel

Løn

Som far/medmor har du ret til 2 ugers barselsorlov med sædvanlig løn i forbindelse med fødslen eller indenfor de første 10 uger efter fødslen efter aftale med din arbejdsgiver.

Herudover har du ret til løn i 7 uger med mulighed for yderligere 6 uger, som er til deling, hvis I begge er ansat i en region, begge i staten eller begge i en kommune.

Sædvanlig løn er den løn, du ville have fået, såfremt du ikke var gået på barsel – dvs. inklusiv alle tillæg.

Dagpenge

Efter fødslen har du ret til 24 ugers dagpenge.

Efter fødslen har du ret til at være fraværende i sammenlagt 34 uger.

Din orlov skal være afholdt indenfor 1 år efter fødslen.

Pension

I perioderne med løn og dagpenge indbetales sædvanlig pension.

Anciennitet

Du optjener fuld anciennitet under barsel.

Efter fødslen har begge forældre 24 ugers barselsdagpenge. Dagpengene er i første omgang refusion til den lønnede orlov. 

De 11 af de 24 uger er øremærket til hver forælder. De øvrige 13 uger - eller dele heraf - kan overdrages til den anden forælder.

Overdragelse kan ske på ethvert tidspunkt efter fødslen. For at overdrage til din partner skal du logge på borger.dk og følge vejledningen.

Fratrådt læge

Som regionsansat yngre læge er du sikret løn under barsel på lige vilkår med ansatte, selv om din stilling ophører inden påbegyndelse af eller under din barsel. Du er fratrådt læge fra det tidspunkt, hvor stillingen udløber, og du har i langt de fleste tilfælde stadig ret til løn under barsel.

Du skal opfylde to betingelser:

  • Du skal have arbejdet under sygehusoverenskomsten i sammenlagt 6 måneder som læge (trin 1), læge (trin 2) eller klinisk assistent (det må gerne være flere ansættelser, og der må maksimalt være 1 måneds ledighed mellem 2 ansættelser) og
  • termin skal ligge indenfor 9 måneder efter seneste stillings ophør.

Det er den arbejdsgiver, hvor du har været ansat længst indenfor det seneste år, som skal betale din løn under barsel.

Du vil få den løn, som du fik i den seneste ansættelse.

Som fratrådt læge vil du ikke få tillæg for vagter, da du ikke længere indgår i afdelingens vagtplanlægning. Der er dog den undtagelse, at hvis du er fratrådt en hoveduddannelse, hvor du i sidste del af ansættelsen havde vagtarbejde, og termin er indenfor 3 måneder efter stillingens ophør, har du ret til tillæg for vagter svarende til det, du fik i ansættelsen.

Du skal printe, udfylde og sende denne blanket til lønkontoret, hvor du har været ansat længst indenfor det seneste år.

Din løn under barsel består af barselsdagpenge samt supplerende ydelse fra lønkontoret, som tilsammen udgør den sædvanlige løn.

Hvis du er medlem af en a-kasse, skal du henvende dig til a-kassen og bede dem opstarte barselsdagpengene hos Udbetaling Danmark.

Er du ikke medlem af en a-kasse, skal du selv kontakte Udbetaling Danmark.

Se aftalen for fratrådte læger her

Er du ansat i en tidsbegrænset uddannelsesstilling på Sundhedsministeriets område, har du også ret til løn som fratrådt læge. Du skal opfylde to betingelser:

  • Du skal have været ansat i sammenlagt 6 måneder, og der må maksimalt være 1 måneds ledighed mellem 2 ansættelser og
  • termin skal ligge indenfor 3 måneder efter seneste stillings ophør.

Går du på barsel i forlængelse af et hoveduddannelsesforløb i almen medicin, vil du have ret til løn under barsel, såfremt termin ligger indenfor 3 måneder efter afslutningen af hoveduddannelsesforløbet.

Det er regionen, hvor du har været ansat, som betaler din løn under barsel.

Nyuddannet læge

Som nyuddannet læge kan du få løn under barsel i perioden mellem kandidateksamen og KBU-start i maksimalt 14 uger.

Du vil tidligst kunne få løn fra kalendermåneden efter kandidateksamen og det er en betingelse, at du har valgt KBU-forløb.

Hvis du er medlem af en a-kasse, skal du henvende dig til a-kassen og bede dem opstarte barselsdagpengene hos Udbetaling Danmark.

Du skal printe, udfylde og sende denne blanket til lønkontoret, hvor din KBU starter.

Din løn under barsel består af barselsdagpenge samt supplerende ydelse fra lønkontoret, som tilsammen udgør den sædvanlige løn.

Når din KBU starter, er du ansat og omfattet af de almindelige regler om løn under barsel.

Se aftalen for nyuddannede læger her

 

Husk dine omsorgsdage

Du har som mor eller far/medmor ret til 2 omsorgsdage med sædvanlig løn pr. barn pr. år til og med det år, hvor barnet fylder 7 år. Placeringen af omsorgsdagene skal varsles tidligst muligt.

Bliver du syg forud for en planlagt omsorgsdag, og du sygemelder dig ved arbejdstids begyndelse, udskydes afholdelsen af omsorgsdagen. Bliver du syg på omsorgsdagen, betragtes omsorgsdagen som afholdt.

Omsorgsdage, som ikke er afholdt inden kalenderårets udløb, bortfalder.

For fødselsåret gælder, at omsorgsdage kan overføres til det efterfølgende år, uanset hvornår barnet er født, og uanset om det har været muligt at afholde dagene eller ej.

Som yngre læge skal du være opmærksom på, at udløber din stilling, inden du får afholdt de overførte omsorgsdage, og du bliver ledig, bortfalder de overførte dage.

Du vil også kunne overføre omsorgsdage for større søskende. Det er dog en betingelse, at du har været afskåret fra, at kunne afholde dagene på grund af barsel i et helt kalenderår.