Gå til indhold

PLO'rientering 23/2022

Nyhed PLO

Nyt fra bestyrelsen: Et travlt år i almen praksis, Genvalg til alle fem regionale formænd, Sekretariatet lukket mellem jul og nytår – telefonvagt, Tilbuddet om kighostevaccination til gravide ophører ved udgangen af 2022, Manuel indberetning til den kliniske kvalitetsdatabase for KOL senest 15. januar, Rådgivning og hjælp til ukrainske familier, Mange kurser med frist i begyndelsen af 2023, Ledelseskonference i april, Husk at søge tilskud for din efteruddannelse, PLO-Hovedstaden: Aftalen om 72 timers behandlingsansvar version 2 i kraft 1. januar

21. december 2022

 

Nyt fra bestyrelsen: Et travlt år i almen praksis

Vi nærmer os afslutningen på et travlt og spændende år for almen praksis. 2022 har først og fremmest været det første ”normale” år oven på to år præget af COVID-19.

Det er meget positivt, at vi gennem hele året igen har kunnet se vores patienter på vanlig vis, og at der på ny er kommet ordentligt gang i efteruddannelsesaktiviteterne og arbejdet i vores kvalitetsklynger og i de mange fora, hvor vi samarbejder med andre aktører.

I almen praksis var især første halvdel af 2022 præget af de mange ukrainske flygtninge, der kom til vores land i kølvandet på den russiske invasion. Jeg er stolt over, at vi i almen praksis med det samme åbnede vores klinikker for vores nye ukrainske medborgere, når de havde behov for almenmedicinsk lægehjælp - også selv om de aftalemæssige rammer endnu ikke var på plads.

Samtidig fik vi i PLO foranstaltet vores egen indsamling til Røde Kors’ hjælpearbejde i Ukraine og Polen, som der har hængt plakater for i lægehuse over hele landet. Omkring 100.000 kroner blev samlet ind til nødlidende ukrainere – tak for det.

I en helt anden boldgade har vi igen oplevet et frustrerende forløb omkring vaccinationsindsatsen, hvor der har været store problemer med fordelingen og leverancerne. Vi har i almen praksis brugt alt for meget tid på at bestille vacciner, booke og senere aflyse tider, og ikke mindst tale med patienter, som ikke kan forstå, hvorfor det skal være så svært at blive vaccineret hos egen læge.

På trods af disse urimelige vilkår har almen praksis alene i oktober og november tegnet sig for ca. halvdelen af alle influenzavaccinationer, der er blevet givet. Det viser, at der hos borgerne er en stor efterspørgsel efter at blive vaccineret hos egen læge, og at det er en opgave, der ligger naturligt i almen praksis. Men der skal være langt bedre styr på leverancerne, og det vil for PLO’s bestyrelse være en forudsætning for, at vi til næste år kan indgå en aftale om at medvirke til vaccinationsindsatsen.

Politisk har den største begivenhed i det snart forgangne år været aftalen om en sundhedsreform, som alle Folketingets partier i foråret nåede til enighed om. I aftalen bliver det nævnt, at der i 2035 skal være 6.500 speciallæger i almen medicin, og at hvis 85 pct. af dem har deres virke i almen praksis, vil det svare til, at der til den tid vil være 5.000 praktiserende læger.

Det er en stor, politisk sejr for PLO, at dette mål er skrevet ind i sundhedsreformen. Nu er det vigtigt, at de gode intentioner følges op med konkrete politiske handlinger, og at dimensioneringen til almen medicin på den lægelige videreuddannelse bliver løftet. Dette vil være hovedfokus i mit virke.

Jeg vil gerne her sige tak til de mange praktiserende læger, som er med til at rekruttere og uddanne fremtidens praktiserende læger ved at arbejde som tutorlæger for medicinstuderende og uddannelseslæger. Og så glæder det mig, at vi ser en nærmest eksplosiv stigning i antallet af medicinstuderende, der får ansættelse i almen praksis og på den måde snuser til vores fag.

Endeligt skal der lyde en tak til alle de mange læger, der, ud over virket i egen praksis, har energi til at virke for fagets og branchens udvikling i mangfoldige sammenhænge.

Jeg vil ønske alle PLO’s medlemmer og deres familier en glædelig jul og et godt nytår!

For yderligere oplysninger kontakt:
PLO’s formand Jørgen Skadborg,

jsk.plobest@dadl.dk

Tilbage til toppen af PLO'rientering

 

Genvalg til alle fem regionale formænd

Valget til PLO’s repræsentantskab sluttede i sidste uge, og nu har de fem regionale bestyrelser konstitueret sig.

Alle fem regionale formænd fortsætter. Det samme gør fire af de regionale næstformænd. I PLO-Midtjylland overtager Allan Høg Poulsen posten som næstformand fra Bruno Melgaard Jensen, som i stedet er blevet medlem af PLO’s bestyrelse.  

Her kan du se de regionale formandskaber:

PLO-Syddanmark

  • Formand: Birgitte Ries Møller (praktiserende læge i Odense)
  • Næstformand: Michael Haslund (praktiserende læge i Odense)

PLO-Nordjylland

  • Formand: Charlotte Lønskov Jensen (praktiserende læge i Aalborg)
  • Næstformand: Dinah Høngaard (praktiserende læge i Hjørring)

PLO-Hovedstaden

  • Formand: Peder Reistad (praktiserende læge i Fredensborg)
  • Næstformand: Jørgen Steen Andersen (praktiserende læge i Ballerup)

PLO-Sjælland

  • Formand: Camilla Høegh-Guldberg (praktiserende læge i Vordingborg)
  • Næstformand: Peter Wied (praktiserende læge i Guldborgsund)

PLO-Midtjylland

  • Formand: Henrik Idriss Kise (praktiserende læge i Silkeborg)
  • Næstformand: Allan Høg Poulsen (praktiserende læge i Aarhus)

Læs om valget og se, hvem der er valgt til PLO’s repræsentantskab fra hver region

For yderligere oplysninger kontakt:
Kommunikationschef Jonas Heltberg,
telefon: 3544 8664,
joh.plo@dadl.dk

Tilbage til toppen af PLO'rientering

 

Sekretariatet lukket mellem jul og nytår – telefonvagt

Hele Lægeforeningen holder lukket fra og med den 24. december 2022 til og med 1. januar 2023. PLO og PLA’s sekretariater er således også lukkede.

Hvis der den 27.-30. december 2022 opstår spørgsmål, der ikke kan vente til den 2. januar 2023, er der etableret en vagtordning. Du kan de nævnte dage ringe mellem kl. 10.00-12.00 til Lægeforeningen på: 3544 8500. Her vil du blive oplyst nærmere om, hvem du kan kontakte.

Spørgsmål i PLO’s Facebookgruppe vil først blive besvaret efter nytår.

PLO's sekretariat ønsker alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår.

Tilbage til toppen af PLO'rientering

 

Husk at henvise til navngiven læge ved lukning

Holder klinikken lukket i juleferien, skal der være tydelig henvisning til navngiven læge og telefonnummer.

Husk feriemelding på telefonsvarer, hjemmeside, på plofriferie.plsp.dk og på praksisdeklarationen på Sundhed.dk jf. §42, stk. 2, punkt L i Overenskomst om Almen Praksis.

For yderligere oplysninger kontakt:
Kommunikationschef Jonas Heltberg,
telefon: 3544 8664,
joh.plo@dadl.dk

Tilbage til toppen af PLO'rientering

 

Tilbuddet om kighostevaccination til gravide ophører ved udgangen af 2022

Kighostevaccination til gravide genindføres muligvis senere, men dette vil bero på en MTV.

Gravide i 2. og 3. trimester kan tilbydes kighostevaccination indtil udgangen af året 2022. Find aftalen her

Da aftalen hviler på en bekendtgørelse, som ophører, falder aftalen bort ved udgangen af året.

Tilbuddet om kighostevaccination genindføres muligvis senere, men dette vil bero på en MTV (Medicinsk TeknologiVurdering), som gennemføres i regi af Sundhedsstyrelsen. Ved evt. genindførsel udstedes ny bekendtgørelse og ny aftale indgås.

For yderligere oplysninger kontakt:
Chefkonsulent Dorthe Rodian,
telefon: 3544 8662, dar.plo@dadl.dk

Tilbage til toppen af PLO'rientering

 

Sidste manuelle indberetning til den kliniske kvalitetsdatabase for KOL skal ske inden 15. januar 2023

Klinikken er af sundhedsloven forpligtet til at indberette data til de Regionale Kliniske Kvalitetsdatabaser (også kaldet RKKP), og sidste frist for indberetninger til Dansk Register for Kronisk Obstruktiv Lungesyndrom er den 15. januar 2023.

Du indberetter via en RKKP-knap i dit lægepraksissystem og trykker på knappen ”Indberet alle”.

Læs mere om indberetningen på RKKP’s hjemmeside

Ny automatisk indberetningsløsning overtager fra det nye år
Efter den 15. januar 2023 overgår alle lovpligtige indberetninger til RKKP fra almen praksis til en ny automatisk indberetningsløsning. Løsningen dækker over indberetninger til de fem lovpligtige kliniske kvalitetsdatabaser for henholdsvis Diabetes, KOL, Astma, Atrieflimren, Hjertesvigt.

Når løsningen sættes i drift, vil systemet automatisk sørge for, at indberetningen af de relevante data sker, og klinikken behøver derfor ikke længere at trykke indberet.

PLO og KiAP har udviklet løsningen sammen med leverandøren PLSP og systemhusene med det formål at sikre, at alle klinikker får indberettet de lovpligtige data, samtidig med at vi fjerner en administrativ opgave for klinikkerne.

For at sikre gennemsigtighed om hvilke data klinikken indberetter, bliver det muligt for klinikken løbende at se, hvilke data der indberettes til hver database. Der er også indbygget en stop-funktion, hvis klinikken oplever fejl eller andet, som giver anledning til, at leverandørerne skal kigge på teknikken.

Klinikkens adgang til de indberettede data vil fortsat ske via KiAPs hjemmeside, men vil først være i drift med opdaterede data i andet halvår af 2023.

For yderligere oplysninger kontakt:
Chefkonsulent Nicholas Christoffersen
Telefon 2728 3638,
nch.plo@dadl.dk

Tilbage til toppen af PLO'rientering

 

Rådgivning og hjælp til ukrainske familier

Børns Vilkår har oprettet en række rådgivningstilbud til ukrainske familier i Danmark, heriblandt ukrainsktalende rådgivere, der sidder ved BørneTelefonen og ForældreTelefonen.

Børns Vilkår har også udarbejdet andet materiale med tilbud til ukrainske familier. Der er blandt andet tale om pjecer og plakater på ukrainsk, som I kan lægge i jeres venteværelse.

Materialet kan bestilles på Børns Vilkårs hjemmeside

For yderligere oplysninger kontakt:
Specialkonsulent Ulrikke Bryde-Nielsen
Telefon: 3544 8456, ubn.plo@dadl.dk

Tilbage til toppen af PLO'rientering

 

Mange kurser med frist i begyndelsen af 2023

Julen nærmer sig, og året går på hæld. PLO-Efteruddannelse har holdt årets sidste kursus. Der er flere kurser i det nye år, som har kort tilmeldingsfrist.

Det haster blandt andet med tilmeldingen til disse kurser:

Organisation og ledelse
To kurser er blevet til i forlængelse af de populære podcast om ledelse og organisation som Christian Vøhtz, praktiserende læge og redaktør på Månedsskriftet, har udviklet i samarbejde med ledelses- og organisationsteamet i PLO-E. Læs mere om de to kurser her:

For yderligere oplysninger kontakt:
kurser.plo@dadl.dk
Telefon: 3544 8416

Tilbage til toppen af PLO'rientering


NYHED: Tag med til ledelseskonference i april

Som en helt ny aktivitet udbyder PLO-E en spændende ledelseskonference, hvor vi sætter tid af til at lære af hinanden, inspirere hinanden og udvikle almen praksis til gavn for både patienterne og os selv.

Konferencen varer fra fredag eftermiddag den 14. april til lørdag eftermiddag dagen efter, og du kan blandt andet opleve Martin Marshall, præsident for Royal College of General Practice.

Konferencen finder sted på Hotel Vejlefjord.

Store udfordringer kræver innovative løsninger – læs mere om konferencen og tilmeld dig senest 27. februar 2023:


Ledelseskonference - udvikling i praksis, d. 14.-15. april 2023


For yderligere oplysninger kontakt:
kurser.plo@dadl.dk
Telefon 3544 8416

Tilbage til toppen af PLO'rientering

Husk at søge tilskud for din efteruddannelse

Vi går snart ind i årets sidste måned, og det betyder, at du skal huske at få søgt tilskud for den efteruddannelse, du har gennemført i 2021 og 2022, samt dit personales efteruddannelse.

Af hensyn til årsopgørelse er vi nødt til at lukke ned for fondssystemet i januar og februar. Det er derfor en god idé at få søgt om tilskud inden jul, og senest d. 31. december 2022.

Læs om tilskud her

For yderligere information kontakt:
Efteruddannelsessekretariatet, Fonden for Almen Praksis
Telefon 3544 8498,
euf.plo@dadl.dk

Tilbage til toppen af PLO'rientering

 

PLO-Hovedstaden

Aftalen om 72 timers behandlingsansvar version 2 træder i kraft 1. januar 2023

Aftalen har nu virket i knap et år og blev i september 2022 fuldt implementeret (trin 3).

Der er i løbet af året opsamlet erfaringer med aftalen, der på den baggrund er justeret. Der er i overvejende grad tale om tekniske justeringer af aftalen og mindre præciseringer, som undervejs har vist sig nødvendige af hensyn til parternes brug af aftalen.

Den eneste egentlige ændring, der påvirker almen praksis, er, at ved forlængelse af behandlingsansvaret ud over 72 timer sender hospitalet ikke længere endnu en epikrise til almen praksis, men i stedet en korrespondance. Desuden er aftalen fra februar 2022 om, at almen praksis står for ligsyn på sædvanlig vis, blevet indskrevet i selve aftalen.

Jf. aftalen har hospitalerne behandlingsansvaret i 72 timer for færdigbehandlede patienter, der udskrives til kommunal sygepleje. Det betyder konkret, at:

  • Det kommunale personale kontakter den udskrivende afdeling med alle spørgsmål, mens afdelingen har behandlingsansvaret. Hospitalslægen kan altid kontakte egen læge telefonisk på bagom-nummer ved behov.
  • Hospitalet har ansvaret for, at der er recept på al patientens medicin ved udskrivelsen, inkl. medicin ordineret inden indlæggelsen.
  • Egen læge håndterer dog direkte henvendelser fra borgeren og kan fx kontakte hospitalet telefonisk med spørgsmål vedrørende hospitalsbehandlingen, som borgeren har henvendt sig til egen læge med.
  • Egen læge følger op på epikriser og korrespondancer som vanligt.

PLO-Hovedstaden er meget glad for aftalen og påskønner, at regionen og hospitalerne påtager sig ansvar for at sikre gode udskrivelser med klare ansvarsforhold. PLO-Hovedstaden arbejder fortsat på at få udbredt aftalen til yderligere målgrupper, da der opleves forbedret udskrivning for de omfattede patientgrupper, der derfor med fordel kan udvides.

Aftalen version 2 kan læses her

Tilbage til toppen af PLO'rientering

 

Denne PLO'rientering blev sendt 21. december 2022