Gå til indhold

PLO'rientering 19/2021

Nyhed PLO

Nyt fra bestyrelsen: Fast læge sænker indlæggelser, brug af akutordninger og dødeligheden

15. oktober 2021

Nyt fra bestyrelsen: Fast læge sænker indlæggelser, brug af akutordninger og dødeligheden

Ny stor undersøgelse dokumenterer, at en fast praktiserende læge er forbundet med mindre hospitalisering, mindre brug af akutordninger og sågar nedsat dødelighed. Patienterne og lægen har simpelthen gavn af kontinuitet i behandlingen.

Desværre er vi alt for få praktiserende læger i landet til at levere alt det, som samfundet og patienterne efterspørger. Det går ud over trivslen, at arbejdsmængden er så stor, at man ikke fuldt ud er i stand til at levere det, som man egentligt gerne vil som praktiserende læge.

En af kerneværdierne i almen medicin, og den vigtigste faktor som adskiller vores faglighed fra andre lægegruppers faglighed, er kontinuitet i læge-patient-relationen. Det ved vi alle fra vores kliniske erfaring og patienternes fortælling, men det bakkes også op af forskningen.

En ny norsk undersøgelse viser, at varigheden af kontinuitet mellem læge og patient er signifikant forbundet med mindre brug af lægevagt, færre akutte hospitalsindlæggelser og lavere dødelighed. Der er en tydelig ”dosis”-respons sammenhæng, og effekten er bedre, end den vi ser ved de fleste forebyggende præparater, vi udskriver til patienterne.

Læs artiklen her: Continuity in general practice as predictor of mortality, acute hospitalisation, and use of out-of-hours care: a registry-based observational study in Norway | British Journal of General Practice (bjgp.org).

Så længe der er så udbredt lægemangel, som der er i dag, skal vi hele tiden balancere krav om høj tilgængelighed og ønsket om at levere kontinuitet mod de samlede lægetimer til rådighed.

I de seneste år har vi, på grund af stigende arbejdsmængde per læge, set en bevægelse i retning af større og større klinikker med mere personale, hvilket kan give udfordringer med at opretholde og forklare kontinuitetens værdi over for samfund og patienter.

Der er en stor opgave for hver enkelt klinik i at reflektere over, hvordan man bedst muligt lever op til overenskomstens ånd og bogstav om faste læger i kapaciteterne og idealet om kontinuitet i behandlingen.

Jeg tror, at vi med tydelig kommunikation til patienterne i hver enkelt klinik godt kan forklare, at vi stadigvæk vil være deres faste læge, selvom nogle konsultationer foregår ved personale og uddannelseslæger.

Det er mit håb, at vi alle med stolthed vil levere og forsvare denne kerneværdi i faget. Det kan ikke gøres af PLO eller DSAM alene – det kræver en tydelig værdibaseret indsats i alle klinikker.

For yderligere information kontakt
Formand Jørgen Skadborg

jsk.plobest@dadl.dk

Tilbage til oversigten over de andre artikler i dette nyhedsbrev


Bidrag til barsel.dk for selvstændige

Barsel.dk udsender for tiden via e-Boks opkrævning af bidrag til selvstændige, herunder til praktiserende læger. Det skyldes, at selvstændige med virkning fra 1. januar 2021 er blevet omfattet af barsel.dk, der er en barselsordning for private arbejdsgivere og nu også selvstændige.

Det betyder, at man som selvstændig kan få samme dækning fra barsel.dk, som man kan få til sine ansatte.

Ordningen er etableret ved lov, og alle selvstændige omfattes, hvis man har et overskud i sin virksomhed, der overstiger den maksimale dagpengesats, og man ikke har en lønindtægt, der overstiger overskuddet i virksomheden.

Opfylder man de økonomiske betingelser, skal man betale bidraget.

Ønsker du at læse mere om ordningen, kan du følge dette link

For yderligere information kontakt
PLO Medlemsservice
Tlf. 3544 8477, 
plo@dadl.dk

Tilbage til oversigten over de andre artikler i dette nyhedsbrev


Har du tilmeldt dig Lægedage i år?

Vi glæder os til at holde Lægedage igen, og 2.356 deltagere har allerede meldt sig. Det er ved at være sidste frist, hvis du også skal med på Lægedage 2021.

Tilmeldingsfristen er fredag den 29. oktober. Hvis du ikke allerede er tilmeldt, så få det gjort snarest muligt.

Vi glæder os til at se dig.

Du tilmelder til Lægedage her (link ikke længere aktivt)

Yderligere information
Lægedage sekretariatet
35448416 eller 
Laegedage@dadl.dk

Tilbage til oversigten over de andre artikler i dette nyhedsbrev


Nyt fra PLO-Midtjylland

Stort politisk forarbejde af PLO-Midtjylland – regionen vil fremover sælge ydernumre med prioritering af kontinuitet fremfor pris.

NU er det op til de praktiserende læger at byde ind!

PLO-Midtjylland har gennem lang tid været i dialog med regionens politikere for at få en ny annonceringsmodel. Efter mange møder og argumenter lykkedes det at overbevise regionsrådet om, at prioriteringen af lægelig kontinuitet skal vægtes betydeligt højere end prisen, når de sælger ydernumre.

Kravet "kontinuitet i lægebemanding" skal vægte med 70 %, mens pris skal vægte med 30 %, når lægekapaciteter sættes til salg. De nye krav kommer til at gælde alle kommende annonceringer.

Politikerne vil evaluere de nye regler for salg af lægekapaciteter om to år.

Læs evt. mere på følgende link: Vedtagelse af kvalitativannonceringsmodel og beslutningsproces

Det er også omtalt i Ugeskriftet på følgende link: Indgreb skal sikre faste familielæger og bremse stråmænd

Men alt dette vil ikke udmønte sig i noget, såfremt der ikke er nogen praktiserende læger, som byder på de kommende 0-ydernumre. Derfor opfordrer vi alle de nyuddannede og alle med eksisterende klinikker til seriøst at overveje, om ikke det er NU, de skal byde ind.

Hvis disse kommende annonceringer ender med salg til stråmænd, med store koncerner i ryggen, så er det kun fordi, der ikke var andre praktiserende læger, som fandt tiden rigtig til at byde ind.

Det vil bekymre os meget i PLO-Midtjylland og vil medføre, at denne store politiske rygdækning til kontinuiteten i almen medicin vil være lidt spildt.

Nye ydernumre kan findes på følgende hjemmeside: Annonceringer i Region Midtjylland

Får vi ikke i fællesskab vendt udviklingen, vil der om nogle år være så mange stråmandsklinikker med store koncerner i ryggen, at de unge og de eksisterende klinikker, som vil udvide, ikke kan komme ind på markedet igen – så BYD NU!

PLO-Midtjylland holder medlemsmøde d. 28. oktober 2021 i Jysk Park, Silkeborg

Mødet afholdes også virtuelt med mulighed for at stille spørgsmål.

Tilmeld dig fysisk deltagelse her

Tilmeld dig virtuel deltagelse her

Modernisering af lægevagten

PLO-Midtjylland har nu haft to internatmøder omkring modernisering af lægevagten i Midtjylland, og der foreligger nu nogle mulige linjer for de fremtidige forhandlingsmøder, som vi skal have med Region Midtjylland.

Der er lige sendt en længere redegørelse ud til alle kollegaer i Midtjylland via "Medlemsinfo", og PLO-Midtjylland opfordrer alle til at læse denne redegørelse grundigt igennem inden medlemsmødet d. 28. oktober 2021.

På medlemsmødet er der afsat tid til yderligere at gå i detaljer med tankerne omkring moderniseringen af lægevagten, og PLO-Midtjylland vil stille sig til rådighed for konstruktiv kritik og spørgsmål.

Efter medlemsmødet påtænker PLO-Midtjylland at sende et kort spørgeskema ud til kollegaerne i Midtjylland omkring deres holdning til den nuværende lægevagt, samt deres holdning til en eventuel lægevagt med de mulige ændringer, som PLO-Midtjylland vil gå til forhandlinger med Region Midtjylland omkring.

Tilbage til oversigten over de andre artikler i dette nyhedsbrev


Nyt fra PLO-Hovedstaden

Åbning for tilgang den 5. oktober 2021

Som følge af besvarelsen af lægedækningsundersøgelsen dette efterår er ca. 125 praksis i Region Hovedstaden blevet åbnet for tilgang den 5. oktober 2021.

Nye takster på lokalaftaler pr. 1. oktober 2021

Taksterne i lokalaftalerne er reguleret pr. 1. oktober.

Du finder oversigten over de lokale aftaler i Region Hovedstaden med ydelseskoder og takster her.

Tilbage til oversigten over de andre artikler i dette nyhedsbrev