Gå til indhold

Etablering af besøgsordning i dagtiden på Langeland

Denne aftale er indgået mellem Praksisudvalget i Region Syddanmark og Region Syddanmark. Aftalen omfatter de praktiserende læger på Langeland.

Aftalen er en uændret videreførelse af tidligere aftalt mellem Fyns Amt og Praksisudvalget i Fyns Amt.

§ 1 Afgræsning

Aftalen omfatter alment praktiserende læger med praksis på Langeland.

§ 2 Formål

Aftalen indgås som en konsekvens af den ekstra arbejdsbyrde de langelandske læger har fået efter at 2 læger er ophørt, uden der er kommet nye læger i stedet.

Stk. 2

Formålet med aftalen er at minimere antallet af sygebesøg over 15 km for den enkelte læge.

§ 3 Ordningen i dagtiden

Besøgsordning omfattende samtlige praktiserende læger på Langeland.

Stk. 2

Besøgsordningen omfatter tidsrummet kl. 12.00 – 16.00 på alle dage, hvor det nævnte tidsrum ikke er omfattet af lægevagten.

Stk. 3

Besøgsordningen fungerer således, at de praktiserende læger på skift aflægger sygebesøg over 15 km for samtlige praksis på Langeland. Sygebesøg inden for 15 km aflægges af den enkelte læge selv.

Stk. 4

Den vagthavende læge friholder eftermiddagen til aflæggelse af de nævnte sygebesøg.

Stk. 5

Lægerne planlægger besøgsordningen og aftaler en procedure for videregivelse af besked om sygebesøg til besøgslægen og for tilbagemelding fra besøgslægen til patientens egen læge.

§ 4 Ordningen i vagttiden

I tidsrummet kl. 12.00 – 16.00 honoreres besøgslægen med en timebetaling svarende til taksten i Tillægsoverenskomst vedrørende iværksættelse af forebyggende og/eller sundhedspædagogiske ydelser samt forsøgsaftaler efter beslutning i amterne.

Stk. 2

Ud over timebetalingen ydes kørselsgodtgørelse efter landsoverenskomstens bestemmelser.

Stk. 3

Der ydes ikke yderligere honorarer i besøgsvagten.

§ 5 Afregning

Lægen sender en samlet opgørelse til Lønnings- og Takstnævnet over, hvilke datoer han/hun har haft besøgene i en måned, samt antal kørte kilometer i forbindelse med de aflagte besøg.

Stk. 2

Opgørelsen skal være praksisafdelingen i hænde senest den 5. i den efterfølgende måned, og honorarerne udbetales sammen med den månedlige afregning.

§ 6 Ophævelse af 15 km grænsen

Samtidig med indførelsen af besøgsordningen ophæves retten til at afvise at få tilmeldt patienter, som bor længere væk fra praksis end 15 km.

§ 7 Tvivlsspørgsmål

Tvivlsspørgsmål og tvistigheder vedrørende denne aftale afgøres endeligt i samarbejdsudvalget.

§ 8 Ikrafttræden og udløb

Aftalen træder i kraft 1. januar 2007.

Stk. 2

Aftalen kan af begge parter opsiges med 3 måneders varsel til den 1. i en måned.

Stk. 3

Opsigelsesvarslet nedsættes dog til 1 måned, når/hvis begge de ledige kapaciteter på Langeland bliver besat. 

Godkendt 22-02-2007

Siden oprettet 17. november 2022