Gå til indhold

Kvalitetssikring af analysevirksomhed og blodprøvetagning m.v. i almen praksis

1. Aftalens indhold

Aftalen indebærer, at samtlige praktiserende læger i Region Midtjylland kan fremsende centrifugerede blodprøver  til de klinisk  biokemiske afdelinger  jf rammeaftale vedr. ydelse 2601 blodprøvetagning fra åre inkl. præparation og centrifugering.

Det under pkt.  2 nævnte kontingent er betinget heraf og bortfalder såfremt betingelsen ikke længere  er til stede.

Med henblik på at kvalitetssikre analyseresultater for undersøgelser udført i almen praksis etablerer Region Midtjylland en regionsdækkende laboratoriekonsulentordning (LKO), som skal bidrage  til et ensartet  samarbejde mellem  de alment  praktiserende læger og de klinisk  biokemiske og klinisk  mikrobiologiske afdelinger på hospitalerne. Indholdet i dette samarbejde tager udgangspunkt i Fagligt Udvalgs (Laboratorieudvalgets) vejledning om kvalitetssikring af laboratoriemedicinske aktiviteter i almen praksis.
Parterne udarbejder retningslinjer for kvalitetssikringsordningen. Regionerne/de klinisk biokemiske afdelinger har hidtil stillet utensilier (glas, forsendelsesmaterialer, blanketter m.m.) vederlagsfrit til rådighed for de praktiserende læger, i forbindelse  med besparelser  overføres denne udgift til de praktiserende læger.

2. Finansiering

Parterne er enige om, at hver fuldtidspraktiserende læge betaler 217 kr. pr måned (som fradrages på den månedlige afregning fra regionen) for:

  • sikring af egne analysers kvalitet ved deltagelse i LKO samarbejdet,
  • modtagelse  af utensilier til blodprøvetagning (glas, blanketter, forsendelsesmateriale m.v.).

Beløbet reguleres årligt  fra 2010 med anvendelse  af den almindelige PL - fremskrivning for varer og tjenesteydelser.

Regionens praktiserende læger, der mod honorar udfører laboratorieanalyser efter  Landsoverenskomsten § 75, er forpligtet til at indgå i LKO-ordningen for kvalitetssikrede ydelser samt at anvende de af regionen udleverede utensilier.

Region Midtjylland stiller i  øvrigt  ressourcer til rådighed  for laboratoriekonsulentordningen, idet der tages afsæt i det niveau, der kendes i dag. Hvis der skal gennemføres større ændringer drøftes implementering og finansiering i Samarbejdsudvalget.

Parterne er indstillet på at undersøge grundlaget for en afhentningsordning af prøvemateriale og andet materiale, der udveksles mellem  almen praksis og hospitalerne.

3. Aftalens ikrafttrædelse, varighed og opsigelse

Aftalen træder i kraft den 1. april 2009 og kan opsiges med 3 måneders varsel. I tilfælde af opsigelse forpligter parterne sig til at genforhandle de økonomiske forudsætninger.

Såfremt overenskomstens  parter indgår  aftaler på området, tages aftalen op til fornyet  forhandling.

Godkendt 19-05-2009    PLO-dok. 885958

Siden oprettet 15. november 2022