Gå til indhold

Mediation - konflikt med din kompagnon?

Hvis du af den ene eller anden årsag er kommet i konflikt med din kompagnon, kan PLO hjælpe med uvildig mediation.

Konflikter af en karakter, som kræver mediation, er ofte tidskrævende og opslidende, og vil også typisk være en økonomisk belastning.

Som en del af forhandlingsaftalen for overenskomst om almen praksis 2022 er det aftalt, at der afsættes 200.000 kr. om året til nedsættelse af et uvildigt organ, hvor medlemmer af PLO kan få bistand til konfliktmægling såfremt der er en konflikt i et kompagniskab.

Effektiv konfliktløsning

Mediation er en effektiv måde at løse konflikter på. Det er en struktureret samtale mellem parter i konflikt, som ledes af en mediator. Vægten lægges på parternes behov og interesser. Mediator hjælper gennem samtaleteknikker parterne til at forstå hinanden, til at betragte problemerne som fælles og endelig til sammen at finde funktionelle løsninger på konflikten. Der er mange fordele ved mediation. Det er hurtigt, det giver funktionelle, holdbare løsninger, som alle parter er tilfredse med, og der skabes grundlag for, at parterne kan samarbejde bagefter.

Hvem betaler?

Som medlem af PLO kan I uden udgifter få én dags konfliktmægling. Det eneste I skal sørge for, er lokaler til mediationen.

PLO forbeholder sig dog ret til at sætte ordningen i bero, når de afsatte årlige midler er opbrugt.

Hvem medierer?

PLO og Danske Regioner har aftalt at benytte to erfarne og anerkendte mediatorer: Benjamin Lundström og Lars Økjær Jørgensen, som du kan læse mere om nedenfor.


BENJAMIN LUNDSTRÖM
Retsmægler og partner hos SIRIUS Advokater.

 
Benjamin Lundström er partner i SIRIUS advokater og har siden 2004 arbejdet som mediator. Benjamin har haft mere end 350 mediationer og er på denne baggrund én af de mest erfarne mediatorer i Danmark. Han har igennem mange år - og indtil maj 2016, hvor han blev konstitueret som landsdommer - været bestyrelsesformand i Danske Mediatoradvokater og Mediationsinstiuttet og været med til at udvikle mediationen i Danmark.
 
Han er tilknyttet som mediator hos både Mediationsinstituttet, Voldgiftsinstittutet og Voldgiftsnævnet, hvor han løbende modtager udpegning som mediator. 
 
I 2008 blev han antaget af Domstolsstyrelsen som retsmægler og har siden da fungeret som retsmægler i Østre Landsrets kreds. I 2008 blev han desuden udpeget til at deltage i Domstolsstyrelsens Arbejdsgruppe for etiske retningslinjer for retsmægling og har således været med til at sætte den etiske standard for mediation ved domstolene.
 
Benjamin har mangeårig undervisningserfaring som ekstern lektor og instruktør på Københavns Universitet og Domstolsstyrelsen m.fl. og er med til at uddanne nye mediatorer og retsmæglere i disses regi. 
 
Benjamin blev den 5. maj 2021 tildelt hæderslegatet fra Sagførernes Legat for sin “dedikerede indsats som mediator og retsmægler.”
 
Læs mere om Benjamin her


LARS ØKJÆR JØRGENSEN
Mediator, cand jur. LL.M og selvstændig konsulent

Lars Økjær Jørgensen er umiddelbart efter en konstitution som landsdommer uddannet mediator i 2004 og har siden gennemført et betydeligt antal mediationer, offentlige som private mellem partnere, ledere og ansatte.

Han var med til at etablere den første ordning med konfliktmægling i PLO og PLA og har siden været konfliktmægler for begge organisationer. I den egenskab har han gennem årene medieret et meget stort antal konflikter mellem praktiserede læger indbyrdes såvel som konflikter mellem praktiserende læger og deres ansatte og mellem de ansatte indbyrdes.

Han er medstifter af Mediationsinstituttet og var i en årrække instituttets første adm. direktør.

Lars Økjær Jørgensen er forfatter til flere udgivelser om mediation, herunder bogen ”Mediation – ret og rammer”, som 1. september 2022 kom i sin 3. udgave. 
Han holder foredrag og underviser i forskellige sammenhænge, herunder i forhandling.

Læs om Lars Økjær Jørgensen her

Siden oprettet 11. november 2022