Er du syg eller skal du på barsel?

Hvis du som praktiserende læge bliver syg eller skal på barsel, er det PLO's Administrationsudvalg, der træder til med økonomisk kompensation. PLO har også en række tilbud til medlemmer, der er udbrændte og/eller kriseramte.

Selv om du er selvstændig erhvervsdrivende, har du ret til økonomisk kompensation fra Administrationsudvalget.

Du kan søge Administrationsudvalget om hjælp, hvis:

  • du bliver syg
  • du har ansat en vikar, der bliver syg
  • du har ansat en læge, som bliver syg. Pr. 01.01.2020 gælder det alle ansatte læger under §13, 20, 23-24 eller 26 uanset tilhørsforhold, hvis de i deres kontrakt har ret til fuld løn.
  • du eller din ægtefælle bliver gravid  
  • din ansatte læge eller dennes ægtefælle bliver gravid. Pr. 01.01.2020 gælder det alle ansatte læger under §13, 20, 23-24 eller 26 uanset tilhørsforhold, hvis de i deres kontrakt har ret til fuld løn.
  • du er vagtlæge og bliver syg

Skulle en af dine nærmeste blive terminalt syg, sikrer Administrationsudvalget desuden, at du kan tage plejeorlov.

Som praktiserende læge og ansat PLO-medlem kan du få økonomisk kompensation under barsel 40 hverdage før termin og maksimalt 130 hverdage efter fødslen (inden for barnets første leveår). Ved adoption kan du få kompensation i 130 hverdage efter modtagelsen af barnet.

Har du brug for kompensation?

Du logger på 'Min side', hvor du skal registrere dit fravær og indsende din ansøgning om refusion senest d. 5. i 2. kalendermåned, efter fraværet har fundet sted. Det er nemt at benytte, men bliver du i tvivl, er der hjælp at hente i vejledninger, regler og hos Administrationsudvalgets sekretariat (tlf: 3544 8390), som altid sidder klar til at hjælpe.

Når Administrationsudvalget har behandlet din ansøgning, vil du modtage svar på mail. 

Har du afgivet ophørsmeddelelse over for regionen med forkortet varsel på 1 måned, skal du være opmærksom på, at udbetalingen fra Administrationsudvalget ophører samtidig med datoen for praksisophør.

I denne situation vil du som virksomhedsejer fortsat have en række omkostninger forbundet med praksispersonale m.v. I den forbindelse henvises du til at kontakte PLA.

Bemærk at der kan være krav om dokumentation i forbindelse med ansøgning om refusion. Disse fremgår af §11 i Regler for udbetaling ved fravær.