Gå til indhold

8. Jeg konfronterer dem, der skaber dårligt arbejdsmiljø

Det betyder, at jeg som overlæge:

• Gør opmærksom på kodeks for godt arbejdsmiljø 
• Går i dialog, hvis jeg møder kolleger, der ikke opfører sig ordentligt 
• Giver input til min leder for at skabe et godt arbejdsmiljø

Det er både ledelsens og overlægernes ansvar, at der er et godt arbejdsmiljø på sygehusene. For overlæger handler det især om at gå i dialog, hvis man møder kolleger, der ikke opfører sig ordentligt, og at man giver inputs til sin leder for at skabe et godt arbejdsmiljø. 

Arbejdsmiljø omfatter de samlede betingelser, arbejdet foregår under. Et godt arbejdsmiljø er en vigtig forudsætning for arbejdsglæde. Dette kræver bl.a. tilfredsstillende fysiske rammer, tryghed i arbejdet, gode udviklingsmuligheder, indflydelse på eget arbejde og et godt kollegialt fællesskab. Et godt arbejdsmiljø er nødvendigt i et effektivt og moderne sundhedsvæsen, og at negligere arbejdsmiljøet på afdelingerne kan derfor have store konsekvenser. 

I hverdagen kan symptomer på et dårligt arbejdsmiljø komme til udtryk ved f.eks. lav tolerancetærskel over for såvel kolleger som patienter, manglende overskud, samarbejdsvanskeligheder, konflikter, mobning, utryghed, samt magtkampe og klikedannelser, mens det i et lidt større perspektiv kommer til udtryk på afdelingen ved et højt sygefravær, stor udskiftning i personalet, mangel på kvalificeret arbejdskraft, nedsat produktivitet og i værste fald fejl og ulykker. 

For at undgå et dårligt arbejdsmiljø bør man som overlæge i det daglige tage ansvar for såvel sit arbejde, så man ikke overlader ufærdige opgaver til sine kolleger, samt tage ansvar for de fysiske rammer fra alt lige fra at rydde op efter sig selv til at sikre, at der er det korrekte indeklima, belysning og inventar. Som overlæge med lang anciennitet er man samtidig rollemodel for yngre kolleger og læger, der ikke har så meget erfaring, og som derfor læner sig opad overlægen qua dennes erfaring. At vise overskud og hjælpe kolleger, også selvom man befinder sig i en presset situation, er også med til at modvirke et dårligt arbejdsmiljø. 

Møder man kolleger, der ikke overholder de fælles spilleregler for god opførsel, bør man derfor konfrontere de pågældende og gå i dialog med dem med henblik på at opnå et bedre arbejdsmiljø for alle kolleger på sygehuset, ligesom man kan give input til ledelsen, så den har mulighed for at sikre, at der i højere grad tages hånd om arbejdsmiljøet.

Jeg konfronterer dem, der skaber dårligt arbejdsmiljø. Det betyder, at jeg som overlæge:

• Går i dialog, hvis jeg møder kolleger, der ikke opfører sig ordentligt
• Giver input til min leder for at skabe et godt arbejdsmiljø
• Gør opmærksom på kodeks for arbejdsmiljø

Husk at hvis du ønsker materiale om arbejdsmiljøkampagnen tilsendt, eller hvis du ønsker yderligere oplysninger om kampagnen og powerpoint-præsentationen med uddybende tekst til, er du velkommen til at kontakte Overlægeforeningen, på telefon 35 44 84 08 eller mail fas@dadl.dk

""