Gå til indhold

Sundhed er en topprioritet for vælgerne – Lægeforeningen har huskesedlen klar til et nyt folketing

Valgtrommerne buldrer, og vælgerne sætter sundheden højest, når de spørges til emner, politikerne skal løfte. I dette debatindlæg peger Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, på tre ting, det er nødvendigt at løse i vores sundhedsvæsen, uanset hvornår folketingsvalget kommer.

Debatindlæg af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt på Sundhedsmonitor den 4. oktober 2022

Sundhed ligger konsekvent i top som noget af det vigtigste for danskerne. Da vores sundhedsvæsen er hårdt presset, vil jeg sætte ord på nogle af de opgaver, der ligger på bordet for et nyvalgt folketing. Skal man undgå, at sprækkerne i sundhedsvæsenet vokser sig endnu dybere, kommer man ikke udenom en forventningsafstemning med befolkningen. Politikerne skal melde klart ud om de udsigter, der tegner sig for sundhedsvæsenet de kommende år, og gøre det klart, at benhårde prioriteringer bliver nødvendigt.

Voksende ventelister og mangel på arbejdskraft

Alt for mange patienter og pårørende har stiftet bekendtskab med den lange og voksende behandlingskø. Baggrunden er en ubehagelig cocktail af udskudte undersøgelser og behandlinger, flere patienter og massiv mangel på sundhedspersoner. Hertil kommer dårlig brug af sundhedsvæsenets sparsomme ressourcer.

Den massive mangel på arbejdskraft i sundhedsvæsenet lader sig ikke løse med et snuptag. Robusthedskommissionen er i gang med sit arbejde, som forhåbentligt munder ud i brugbare løsninger. Der er brug for at forbedre rekruttering, uddannelse og fastholdelse af sundhedspersoner, så vi ikke skal bruge de kommende år på at reparere de alvorlige sprækker i sundhedsvæsenet

Én af løsningerne er at gøre flere læger til speciallæger, som der i dag uddannes alt for få af hvert år. Det går ud over patienterne, som får sværere adgang til den specialiserede lægehjælp, der er garant for de mest præcise diagnoser og den bedste behandling. En kommende regering bør sikre flere speciallæger – ellers kommer man heller ikke i mål med de nødvendige gennemgribende forandringer i psykiatrien.

Nødvendigt med prioritering af sundhedsydelser

Vi er også nødt til at tage en overordnet debat om prioritering i sundhedsvæsenet. Det er noget, vi fra Lægeforeningens side vil skubbe på for, at den kommende regering tager hul på. Vi er nødt til som samfund at drøfte, hvad og hvordan sundhedsvæsenet skal levere. Det er klart, at vi i sundhedsvæsenet skal kunne levere diagnostik, udredning og behandling hurtigt og af høj kvalitet. Dette i rammer af nogle patientrettigheder. Men der mangler generelt nuancer, som kræver drøftelse. Forudsætningen for at kunne levere, hvor det er nødvendigt, er en grundlæggende debat, som kan kvalificere de politiske prioriteringer og beslutninger, som danner grundlag for vores sundhedsvæsen. Sundhedsvæsenet skal prioritere. Og det skal vi gøre det klogt.

Et holdbart sundhedsvæsen kræver forebyggelse

Klogt vil det også være at sætte en prop i udviklingen med stadig flere sygdomme, der reelt kunne forebygges. Det er ærgerligt, at regeringen ikke kom i mål med det ambitiøse udspil til at mindske forbruget af alkohol og tobak. Man kan undre sig over, at enderne ikke kunne mødes i Folketinget, når regeringen lykkedes med at skabe bred politisk opbakning til en sundhedsreform og en psykiatriplan. Forebyggelsen må og skal op i gear for at forbedre folkesundheden, men ikke kun. Den kan også lette presset på sundhedsvæsenet. De sparsomme sundhedsressourcer bør ikke bruges til at behandle sygdom, som kan forebygges.

Det er nemt at forstå, hvorfor danskerne har så meget fokus på sundhed. Der er nemlig nok at tage fat på.