Fjern tolkegebyret i sundhedsvæsenet – det skaber ulighed i sundhed

Vi har sagt det før, men vi er nødt til at sige det igen. Tolkegebyret i det danske sundhedsvæsen er en fejltagelse. Det skader patientsikkerheden, og det øger uligheden i sundhed for en i forvejen udsat gruppe. Desuden er det en sten i skoen på et presset sundhedsvæsen, som må bruge tid og kræfter på mere bøvl og bureaukrati. Tid og kræfter, som kunne være brugt på at hjælpe alle patienter.

Ulige behandling

Tolkegebyret er ikke kun en sten i skoen på grund af den tid og de kræfter, læger og andre sundhedsfaglige bruget på tolkegebyret. Det er det også, fordi det er virkelig uhensigtsmæssigt, at udlændingepolitikken på den led er rykket ind på sundhedsområdet.

I andre henseender har vi i sundhedssystemet et paradigme om at hjælpe de patienter, som ikke har ressourcerne til at forstå en behandling eller har brug for anden hjælp i mødet med sundhedsvæsnet. Men når det kommer til udlændinge, så skifter paradigmet pludselig, og den velvilje til at hjælpe personer med begrænsede ressourcer, sundhedsvæsnet normalt fungerer efter, bliver nu erstattet af et paradigme om, at patienten udviser modvilje mod at yde en tilstrækkelig indsats. Ene og alene fordi det politisk antages, at patienter med udenlandsk herkomst og med begrænsede danskkundskaber er trodsige patienter. De kan selv betale sig til den fornødne tolkehjælp, mens andre ressourcesvage patienter naturligvis skal have hjælp som en del af deres rettigheder.

Entydige beviser for de negative konsekvenser

Det er slet ikke vores opfattelse af situationen, at modvilje er en faktor i det her. Vores oplevelse er, at mange af de patienter, der har brug for en tolk, slet ikke har de fornødne kompetencer til at lære dansk. De er ofte analfabeter eller har haft så begrænset skolegang, at det danske sprog er et ubestigeligt bjerg.

For nylig mødtes vi med en række andre sundhedsprofessionelle til et seminar, hvor vi drøftede den seneste forskning vedrørende tolkegebyret. Her fremlagde forskere fire forskningsprojekter, som alle viser, at tolkegebyret er en katalysator for ulighed i sundhed.

Alle de dårligdomme, vi tidligere har påpeget ville følge med tolkegebyret, er nu en realitet i sundhedsvæsenet. Flere patienter bruger pårørende som tolke, flere patienter modtager dårligere behandling, fordi de ikke forstår, hvad lægen siger, flere patienter undlader at opsøge lægen med komplicerede ting, fordi de ikke har råd til en tolk.

Dyrt for alle

Med andre ord har vi med tolkegebyret fået en gruppe patienter, som ikke betaler for loven med deres pengepung, men med deres helbred. Ikke alene er det i sig selv en trussel mod patienternes helbred, det koster også samfundet mange flere penge, end hvis tolkning var gratis.

Det er korrekt, at der er visse dispensationsmuligheder for tolkegebyret for den svageste gruppe af patienter med behovet, men det er netop her, vi som samfund skal spørge os selv, om det virkelig er den bedste brug af lægens ressourcer – at bruge tid og kræfter på at søge om dispensation fra tolkegebyret. Altså om behovet for at bedrive udlændingepolitik på sundhedsområdet ikke bare fører til mere bøvl og bureaukrati.

Når vi endelig møder disse patienter med behov for tolkning, så har de ofte fået langt mere komplicerede sygdomsforløb, fordi de har gået længere uden behandling. De har måske fået tilstødende komplikationer, og de er oftere mere behandlingskrævende. Det giver sig selv, at jo mere komplicerede sygdomsforløb patienterne har, jo længere behandling og jo dyrere forløb.

Derfor er det ikke kun et spørgsmål om, at tolkegebyret skaber ulighed i sundhed og truer den enkeltes patientsikkerhed. Tolkegebyret ender også med at være langt dyrere for os alle sammen. Lad os nu en gang for alle fjerne den sten i skoen og sikre, at sundhedsvæsenet behandler alle patienter efter bedste evne – også dem, der skal have hjælp fra en tolk.