Gå til indhold

Endelig er der tårnhøje ambitioner på forebyggelsesfronten

Debatindlæg af Gitte Anna Madsen, formand for Lægeforeningen Midtjylland
Bragt i Århus Stifttidende den 31. marts 2022

Regeringens nye udspil til en sundhedsreform har på mange måder efterladt mig med en ambivalent følelse. Det er ikke den store gennemgribende reform, som vi er mange i sundhedsvæsenet, der har ventet på, og der er blandt andet ikke tilstrækkelige løsninger på manglen på speciallæger og kapacitetsudfordringerne i sundhedsvæsenet.

Men på enkelte andre områder viser regeringen både fremsynethed og mod, blandt andet i den del, der handler om forebyggelse. Vi har i Danmark alt for længe haft en ulykkelig alkoholkultur, som er både ekskluderende og skadelig. Men i det nye udspil bliver det langt om længe foreslået, at aldersgrænsen for køb af alle slags alkohol skal sættes op til 18 år.

Forslaget kommer i forlængelse af, at Sundhedsstyrelsen har opdateret deres anbefalinger om indtag af alkohol. Nu frarådes børn og unge under 18 helt at drikke alkohol, da man har fået mere viden om, hvordan alkohol skader hjernens udvikling, hvis man drikker i for ung en alder.

Det bør derfor være en selvfølge, at aldersgrænsen sættes op til 18 år for køb af alkohol. Det er et af de absolut vigtigste værktøjer, der kan tages i brug for at hjælpe vores børn og unge med at få ændret alkoholkulturen, og hvis det følges af flere forebyggelsestiltag som for eksempel højere priser, kan vi voksne endelig få skabt rammerne for, at de unge kan slippe ud af den herskende skadelige drukkultur.

Et andet syvmileskridt på forebyggelsesfronten er røg- og nikotinfri generation 2010. Regeringens ambition er, at ingen født i og efter 2010 skal starte med at ryge og bruge andre nikotinprodukter. Det er intet mindre end et kvantespring fremad i de danske ambitioner på forebyggelsesområdet, og forslaget får fuld opbakning fra Lægeforeningen.

Alt for mange ender i dag i en livslang og skadelig afhængighed af tobak og nikotin, og vi bør gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe vores børn og unge med at undgå den skæbne. Hvis regeringen virkelig vil tobakken til livs, så bør priserne samtidig sættes markant op, så de voksne generationer også får nedsat tobaks- og nikotinforbruget.

Hvis forslagene gennemføres, vil det gøre en markant forskel for vores fremtidige generationers sundhed.  

På den lange bane vil det blive en stor gevinst for vores sundhedsvæsen, som i fremtiden kan undgå nogle af de meget behandlingskrævende sygdomme, et skadeligt forbrug af alkohol eller tobak medfører. 

Det er to meget ambitiøse forslag – og høje ambitioner er lige præcis dét, vi har brug for i den danske forebyggelsesindsats.