Det krydspressede sundhedsvæsen har brug for en gennemtænkt reform

Regeringen har efter mere end et års tilløb varslet et udspil til en sundhedsreform inden 1. april. Det er tiltrængt, for sundhedsvæsenet slår sprækker. Derfor er der brug for en gennemtænkt og robust finansieret reform for at fremtidssikre sundhedsvæsenet til gavn for patienterne.

I december 2020 fremlagde Lægeforeningen et sundhedsudspil med 16 konkrete løsningsforslag. For der er behov for at adressere, at sundhedsvæsenets opgaver vil vokse, men også flytte hænder i takt med flere ældre borgere og flere med kronisk sygdom. Sygehusene kan ikke blive ved med at løfte i samme omfang som i dag – også flere specialiserede opgaver venter en aldrende befolkning – men det betyder også, at kommunerne og praksissektoren skal kunne favne nogle af de opgaver, der i dag løftes i sygehusregi, og også favne mere kompliceret sygdom. Og ikke mindst på et mere ensartet niveau, end der gør sig gældende i dag. Dertil kommer manglen på personale og en mere optimal anvendelse af alle faggruppers kompetencer, som der også skal tages hånd om med et længere sigte end årstidspakker. Og endeligt kommer vi ikke udenom investeringer – også tænkt bredere end sygehuse.

Altinget har spurgt, om Lægeforeningen vil drage få, vigtige elementer frem fra vores udspil og argumentere for, hvorfor disse skal prioriteres i en gennemtænkt sundhedsreform. Det takkede vi naturligvis ja til. I kort form er det nødvendigt at give patienterne en ensartet, høj kvalitet i det kommunale sundhedstilbud, beskrive en løsning på den udbredte personalemangel i sundhedsvæsenet og – absolut ikke mindst – at vi bliver rustet til at kunne tage os af det stærkt stigende antal ældre patienter med behov for behandling og pleje i de mange flere leveår, mange (heldigvis) lever. Jeg skal folde det mere ud nedenfor.

Patienterne skal have ens og høj kvalitet

Den kommunale del af sundhedsvæsenet skal kunne løse stadig mere komplicerede sundhedsopgaver - det er ganske enkelt en nødvendighed, hvis sygehusene skal kunne tage hånd om alle patienter. Adgang til kvalificeret behandling i kommunalt regi bør ikke afhænge af, hvilket postnummer man bor i. Det gør det desværre i dag, hvor der er store forskelle i kvalitet og indhold fra kommune til kommune, og i hvordan opgaverne løses på tværs af sektorer. Det skal der rettes op på – som samfund kan vi ikke tillade, at postnummeret bestemmer, om man som patient får et tilbud med tilstrækkelig kvalitet. Ofte vil de mennesker, der får de mindst kvalificerede tilbud, være dem, som har allermest brug for hjælp af høj kvalitet.

Derfor er det centralt, at Sundhedsstyrelsen får mandat og hjemmel til at lave og sikre kvalitetsplanlægning for og i det nære sundhedsvæsen, så alle borgere uanset geografi kan være sikre på et ensartet højt niveau af sundhedsydelser. Der er brug for kvalitetsplaner for udvalgte patientgrupper, som beskriver de tilbud, kommunerne og andre aktører i det nære sundhedsvæsen er forpligtiget til at stille til rådighed. Det gælder krav til kvaliteten af tilbuddene, en beskrivelse af hvordan, kommunerne henter adgang til relevant lægefaglig rådgivning samt en plan for monitorering og indsamling af data til kvalitetsudviklingsformål. National kvalitetsplanlægning skal finde sted inden for eksisterende kommunale ansvarsområder som f.eks. hjemmesygepleje, forebyggelse, rehabilitering og genoptræning, men skal også bruges til at understøtte udflytning af opgaver fra sygehusene ved at beskrive, hvilke aktører der kan varetage de enkelte dele af patientforløbet, så der sikres sammenhæng og kontinuitet i behandlings- og udredningsforløb.

Løs den udbredte personalemangel i sundhedsvæsenet

Det bringer mig til den udbredte personalemangel, vores sundhedsvæsen er præget af. Vinterens udfordringer med mangel på personale er kun begyndelsen, så vi har også som samfund og sundhedsvæsen brug for en analyse med tilhørende løsninger af udfordringen med mangel på sundhedsprofessionelle i årene, der kommer. Det handler ikke kun om at uddanne tilstrækkeligt med blandt andet social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, speciallæger og andre – for det vil ikke være muligt at fremtrylle de mange sundhedsprofessionelle, vi har behov for, hvis virkeligheden fortsætter uforandret. Det handler også om fokus på incitamenter, der understøtter, at sundhedsprofessionelle kan rekrutteres til og fastholdes i sundhedsvæsenet, såvel som om at tiltrække de, der tidligere har forladt det. Det er også nødvendigt at se på, hvordan de enkelte sundhedsprofessionelle faggrupper anvendes bedst, samt at have blik for andre faggrupper, som fremadrettet vil kunne bistå i sundhedsvæsenet i øget omfang. Dertil kommer, at digitale og teknologiske muligheder også bliver en del af løsningen. Sidst, men ikke mindst, er der brug for at drøfte hvilke opgaver, sundhedsvæsenet egentlig skal løse – vi kan ikke bare forlænge gældende praksis med brædder.

Vi skal kunne tage os af alle patienter – også det stigende antal ældre

Alt det ovenstående – ensartet, høj kvalitet i kommunale sundhedstilbud, løsningen af den udbredte personalemangel – skal sammen med en klog, patientsikker arbejdsdeling gøre sundhedsvæsenet robust og bedre kørende. Det er nødvendigt, for ellers kan vi ikke tage hånd om de enorme udfordringer, som befolkningsudviklingen resulterer i de næste mange år. Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af ældre over 80 år fordobles fra omkring 282.000 i dag til 571.000 over de næste 25 år. Og 1,5 mio – ca. 25 procent – af befolkningen vil være over 65. Vi lever altså længere, heldigvis, men også med flere kroniske sygdomme, som skal behandles. Udover et tilstrækkeligt antal sundhedspersoner og den rette organisering kræver det også markante investeringer. Udgifterne til nye teknologier og behandlinger slår rutinemæssigt bunden ud af budgetterne. Der er tale om behandlinger og teknologier, der kan redde og forbedre liv, men som samtidig også koster store summer. Det vil også kræve betydelige investeringer i kommunalt regi at sikre kompetenceløft til medarbejderne – både i ældrepleje, hjemmesygepleje og indenfor socialpsykiatrien – så der kan leveres mere ensartet og håndteres mere komplicerede opgaver.

I sidste ende er det et politisk valg, Folketinget må tage: Skal det danske sundhedsvæsen have muligheden for at tage hånd om alle patienter på højeste niveau? Lægeforeningen mener, at Folketinget skal vinke farvel til underfinansiering og i stedet gennemføre et langsigtet løft, der både dækker demografien og nye behandlinger og teknologier.

En bunden opgave at levere en gennemtænkt og robust finansieret sundhedsreform

I min optik er det en bunden opgave for regeringen at fremtidssikre sundhedsvæsenet til gavn for patienterne. Det kræver en gennemtænkt og robust finansieret sundhedsreform, og som nævnt har Lægeforeningen fremlagt et samlet udspil til en sundhedsreform med 16 konkrete løsningsforslag. Ovenfor har jeg for Altinget skrevet om udvalgte dele af udspillet, men statsministeren er mere end velkommen til at bruge dem som et samlet hele, så vi kan løfte sundhedsvæsenet til gavn for alle patienter.