Gå til indhold

Børn og unge må ikke ende som kastebolde i det psykiatriske system

Debatindlæg af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Jyllands-Posten den 10. april 2022

Det var skræmmende læsning, da man i JP kunne læse om 11-årige Nanna, der med sine psykiske vanskeligheder endte som kastebold mellem forskellige systemer i årevis, før hun endelig fik den hjælp, hun havde brug for.

I artiklen ”Først da den otteårige stod med en saks mod sin hals og ikke ville leve mere, fik barnet den rette behandling” kunne man læse, at Nanna i årevis ikke fik den rette hjælp. Der blev afholdt et utal af møder med pædagoger, lærere, psykologer og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), men den rigtige hjælp udeblev. Først da hun i skolen viste, at hun var tydeligt selvmordstruet, blev hun henvist til børne- og ungdomspsykiatrien, før hun fik den rette diagnose.

Ingen bør trækkes igennem sådan et forløb og slet ikke i den alder – dertil er barndommen for kostbar og for definerende for resten af ens liv. Hurtig og kompetent hjælp til børn med udviklingsforstyrrelser som adhd eller autisme er helt afgørende for barnets trivsel og udvikling.

Det skal være bedre samarbejde systemerne imellem, så børn og unge nemt og hurtigt får adgang til at blive tilbudt den hjælp, de har behov for.

Det er derfor godt at se, at Danske Regioner tager problemet alvorligt og har konkrete forslag til konstruktive løsninger. Lars Gaardhøj, der er formand for psykiatriudvalget hos Danske Regioner, foreslår, at der fremover skal være én fælles indgang på tværs af kommune og region, hvor det hurtigt afklares, om barnet viser tegn på for eksempel mere alvorlige udviklingsforstyrrelser og skal have hjælp i hospitalspsykiatrien, eller om barnet skal have hjælp til sine udfordringer i kommunalt regi – hvor der også skal tilbydes hurtige, ensartede og evidensbaserede tilbud.

Det er gode forslag, og de rammer hovedet på sømmet i forhold til én af de helt store udfordringer: Der mangler klare aftaler og veldefinerede kontaktflader mellem almen praksis, PPR og de forskellige forvaltninger i kommunerne og børne- og ungdomspsykiatrien. I Lægeforeningen bidrager vi gerne til samarbejdet i forhold til at få skabt klarhed på området.

Og så mangler der ikke mindst markant flere børne- og ungdomspsykiatere. Af samme årsag er det uforståeligt, at ansvarlige politikere og myndigheder ikke sikrer, at der uddannes tilstrækkeligt med netop speciallæger i børne- og ungdomspsykiatrien.

Det skal være bedre samarbejde systemerne imellem, så børn og unge nemt og hurtigt får adgang til at blive tilbudt den hjælp, de har behov for. Lige meget hvor i landet de befinder sig, skal de tilbydes den samme evidensbaserede hjælp af høj kvalitet – det skal kommunerne forpligtes til at levere. Børn og unge med psykiske vanskeligheder skal ikke ende som kastebolde i systemet. De skal have hjælp.