Gå til indhold

Risikobaseret tilsyn

Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med udvalgte behandlingssteder i både det offentlige og private sundhedsvæsen ud fra en løbende vurdering af, hvor der kan være størst risiko for patienternes sikkerhed.

Det kan enten være planlagt eller foretaget uden varsel. Hvis du får besøg af tilsynet, kan du som medlem af Lægeforeningen forinden få råd og vejledning om, hvordan du kan forberede dig på tilsynsbesøget.

Planlagt eller reaktivt tilsyn

Planlagt tilsynsbesøg

De planlagte tilsynsbesøg omfatter behandlingsstedet. Et planlagt tilsynsbesøg bliver varslet seks uger før, det finder sted. I varslingsbrevet bliver det beskrevet, hvad tilsynet vil se på, og hvem der skal være til stede på behandlingsstedet, mens tilsynet foregår. Læs mere om planlagt tilsyn hos Styrelsen for Patientsikkerhed

Reaktivt tilsynsbesøg

Styrelsen for Patientsikkerhed udfører også reaktive tilsyn, og det kan ske med eller uden varsel. Der er tale om et reaktivt tilsyn, hvis styrelsen har fået direkte kendskab til omstændigheder, der udgør en fare eller en begrundet mulig fare for patientsikkerheden, f.eks. på baggrund af bekymringshenvendelse, en klagesag, en pressesag eller lignende. Et reaktivt tilsyn kan omfatte både enkeltpersoner, der udfører sundhedsfaglig behandling, og behandlingssteder. Læs mere om reaktivt tilsyn hos Styrelsen for Patientsikkerhed

Det kan du få hjælp til fra Lægeforeningen

Hvis du bliver varslet om, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil foretage et reaktivt tilsynsbesøg hos dig, kan du kontakte Lægeforeningen for at få råd og vejledning om, hvordan du forbereder dig bedst muligt inden tilsynet, og hvordan tilsynsbesøg foregår.

Læs mere om planlagte og reaktive tilsyn

På Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside kan du læse mere om de planlagte og de reaktive tilsyn.

På PLO’s hjemmeside kan du læse mere om tilsyn i almen praksis.