Gå til indhold

Sådan kan du bruge Twitter

En platform for politik og samfundsforhold.

Sådan fungerer Twitter

Twitter er et socialt netværk, hvor man kan dele korte statusbeskeder på op til 280 tegn med tekst, billeder, links og video. I Danmark bruges Twitter særligt om politik og samfundsforhold af politikere, journalister og meningsdannere. Du kan selv styre, hvilke opslag, du vil se på Twitter, ved at følge bestemte Twitter-brugere via deres Twitter-navn (@) og/eller emnehashtags (#). 

Du kan både skrive tweets ud i det åbne netværk, skrive direkte til en eller flere andre Twitter-brugere ved at nævne deres twitter-navn og skrive direkte ind i en debat ved at nævne det relevante emnehashtag. På denne måde kan du deltage i samtalerne via kæder af tweets med enten mentions eller hashtags. Husk dog, at alt dette er synligt for alle. Hashtags udvikler sig hele tiden, så søg videre på Twitter og find de hashtags, der bruges inden for dine interesseområder lige nu. Man kan ikke eje et hashtag, så alle kan skrive med på et givent hashtag, ligesom man kan skabe sit eget hashtag, f.eks. til en konference eller event. 

Følg med i fag- og sundhedspolitik

Du kan bruge Twitter til at følge med og deltage i aktuel sundheds- og forskningspolitik under f.eks. #sundpol eller #forskpol.

Du kan både følge specifikke personer på Twitter, f.eks. sundhedsministeren, faglige organisationer, kendte forskere eller andre lægekolleger via deres twitter-navn. Du kan også følge foreninger som Lægeforeningen, Yngre Læger, Overlægeforeningen, PLO samt Ugeskrift for Læger på Twitter. 

Få faglige input

Du kan bruge Twitter til at deltage i faglige, virtuelle debatmøder, hvor læger f.eks. diskuterer faglige artikler indenfor et bestemt tidsrum. Søg f.eks. efter The Twitter Journal Club eller #TwitJC.

Det kan også være nyttigt at bruge Twitter, hvis du er på konference eller kongres, da emnerelevante informationer kan blive delt her via et hashtag, hvor den efterfølgende dialog er samlet. 

Skab opmærksomhed om en sag

Et eksempel på et hashtag, der blev meget populært blandt læger på Twitter i 2017-18, var #detkuhaværetmig. Her samlede tusindvis af læger deres ytringer og opbakning til den læge, der var hovedperson for den såkaldte Svendborgsag, som kom for Højesteret i marts 2018.

Kom i gang med Twitter