Gå til indhold

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg vælger at få lægefaglig sparring på sociale medier?

  1. Søg først viden via normale kanaler. Du bør altid starte med at søge lægefaglig sparring vedr. dine patienter indenfor de normale systemer til formålet. Konferér f.eks. med en kollega på din afdeling/ i din klinik.
  2. Undersøg politikken for brug af sociale medier på din arbejdsplads. Overvejer du at få faglig sparring på sociale medier, bør du først undersøge, om din arbejdsplads har en politik eller retningslinjer om, hvorvidt det er tilladt at søge lægefaglig rådgivning på sociale medier.
  3. Lav anonym case, hvis sociale medier er tilladt. Er det tilladt at søge lægefaglig sparring på sociale medier på din arbejdsplads, bør du sammensætte en anonymiseret case til formålet uden personhenførbare data. Der må ikke engang være bare en teoretisk mulighed for, at patienten kan identificeres på baggrund af dine oplysninger. Se eksempler nedenfor.
  4. Få patientens samtykke til deling af personlige oplysninger. Hvis det undtagelsesvis ikke er muligt at anonymisere en case fuldstændigt, skal du have patientens samtykke til deling af de få personlige oplysninger, der er nødvendige til formålet, på et socialt medie. Patientens samtykke skal være konkretiseret, så det klart og utvetydigt fremgår, hvilke oplysninger, patienten giver samtykke til deling af, hvem oplysningerne deles til, hvor oplysningerne vil blive delt og til hvilket formål. 

Det er i dette tilfælde også vigtigt at orientere patienten om, at der ikke kan gives nogen garanti for, at din case med patientens personlige oplysninger ikke vil blive set af andre end af dem, der er medlemmer af f.eks. den gruppe, du deler casen til. Derudover er der risiko for, at din case med patientens oplysninger vil kunne blive videregivet til andre af tredjepart, når den først én gang er blevet delt på sociale medier. Derfor kan det også blive svært for patienten at tilbagekalde sit samtykke til delingen af casen med de personlige oplysninger på et senere tidspunkt, da det er umuligt at vide, om din case er blevet delt videre af andre i mellemtiden.

Eksempler

Et eksempel på ikke-acceptabel case:
"Hej, I går så jeg en af mine patienter (en skuespillerinde) pga. symptomer på Laryngitis (strubebetændelse). Hun er aktuelt involveret i en stor opsætning på det Kongelige Teater, som har premiere i næste uge. Hun har nok overbelastet sin stemme i forbindelse med prøverne. Indtil videre har jeg anbefalet hende at skåne stemmen mest muligt, men jeg er lidt i tvivl, om hun vil være klar til premieren i næste uge. Har I erfaringer med, hvor lang tid der går, før man kan bruge stemmen normalt?"

I ovenstående (fiktive) eksempel vil alle med kendskab til aktuelle forestillinger på det Kongelige Teater teoretisk have mulighed for at vide noget om, hvem den pågældende patient kunne være. 

Et eksempel på acceptabel case:
"Hej, Er der nogen, der har erfaring med, hvor lang tid man sædvanligvis skal holde stemmen i ro ved Laryngitis (strubebetændelse), som sandsynligvis skyldes overbelastning af stemmen?"

I ovenstående (fiktive) eksempel er det ikke muligt at udlede, hvem patienten kunne være.