Gå til indhold

Alkohol- og medicinmisbrug på arbejdspladsen

Misbrugssager er komplekse, og misbrug benægtes ofte af den, der har misbruget. Hvis du bliver part i en misbrugsproblematik på din arbejdsplads, eller du har mistanke om, at en kollega har et misbrugsproblem, skal du tage fat i problemet. Passive kollegaer er ingen hjælp.

Signaler på misbrug

Signaler på misbrug kan være uforklarlig eller ændret adfærd:

  • Aggressiv, manipulerende, pludselige stemningsskift, forsvarende/forklarende/undskyldende, følelsesmæssig labil
  • Stigende fravær: Personen møder for sent eller har hyppigt, kortvarigt fravær, aftaler ændres – ofte i sidste øjeblik
  • Utroværdige undskyldninger for nedsat præstation, mødeaftaler mv.
  • Dårligere præstation og nedsat koncentrationsevne
  • Humørsvingninger, nervøsitet, uro, modstand mod forandringer
  • Social isolation og mistænksomhed over for alt og alle
  • Personlig hygiejne ændres
  • Ægteskabelige problemer
  • Helbredsmæssige problemer: Hovedpine, træthed, mavesmerter, opkastning, diarré, svedende, opsvulmet/rødmosset ansigt – ”Ga-jol”-ånde og evt. lugt af alkohol.

Det kan du gøre

  1. Undersøg personalepolitikken på din arbejdsplads. Hvis der findes en alkoholpolitik, er der ofte på forhånd udpeget en tovholder, som tager sig af sagen. Af personalepolitikken vil det også fremgå, hvornår og hvordan ledelsen bør inddrages i sagen.
  2. Kontakt din tillidsrepræsentant for at få iværksat hjælp til kollegaen.
  3. Find konkrete eksempler frem, der begrunder mistanken. F.eks. meget sygefravær, sygefravær i forbindelse med fridage, konkrete eksempler på mødeafbud i sidste øjeblik, aflysning af aftaler, eksempler på ændret adfærd i forhold til patienter og kollegaer, følelsesmæssig labil, rystende hænder eller lignende.