Skabelon til udtalelse, hvis der er klaget over dig som læge (disciplinærnævnssag)

Er der blevet klaget over dig som læge, kan du benytte skabelonen på denne side til din udtalelse. Du kan også finde gode råd til opbygning og formulering af din udtalelse.

Gode råd til opbygning og formulering af din udtalelse

Generelle råd:

  • Skriv kortfattet, nøgtern og præcist.
  • Skriv på almindeligt og forståeligt dansk. Udtalelsen skal også læses af personer uden sundhedsfaglig baggrund. Forsøg derfor at undgå eller forklare fagudtryk, dog uden at gå på kompromis med præcisionen.
  • Beskriv forløbet i datid og skriv hele sætninger af hensyn til læsevenligheden. (Fx ”Patienten var alment påvirket…” frem for ”Er alment påvirket…”
  • Undgå at kommentere på klagens berettigelse eller på patientens opførsel (medmindre det er fagligt relevant).
  • Vær opmærksom på, at du ikke er forpligtet til at påpege fejl eller forhold, som kunne være gjort bedre eller anderledes.
  • Redegør for dine egne synspunkter og handlemåder, men du bør ikke anlægge en videnskabelig, kritisk vurdering af forløbet.
  • Fremsæt ikke negative vurderinger af dig selv.

Særlige råd til din udtalelse, hvis der er klaget over dig som læge:

  • Indled med en kort beskrivelse af din stilling og position i sundhedsvæsenet og din rolle i det aktuelle behandlingsforløb.
  • Beskriv herefter, hvordan du opfatter klagen i forhold til de klagepunkter, der vedrører din kontakt til patienten.
  • Redegør kort for hændelsesforløbet, så du fremstiller sagen, som du ser den.
  • Beskriv nøgternt anamnesen og de objektive undersøgelser.
  • Redegør for dine overvejelser og dit lægefaglige skøn også selv om de forekommer selvfølgelige.
  • Oplys om konklusioner og aftaler, der blev lavet med patienten (behandling, observation, visitation, afventen, råd om at henvende sig igen, ved forværring etc.).
  • Henvis eventuelt til retningslinjer eller instrukser, hvis det kan støtte din forklaring.
  • Redegør for eventuelle ekstraordinære omstændigheder, som havde betydning for forløbet (travlhed, sygdom etc.).
  • Afslut med en kort sammenfatning.