Gå til indhold

Afgørelse af klage over autoriserede sundhedspersoner

Læs om afgørelser af klager over autoriserede sundhedspersoner.

Når en klagesag vedr. en konkret sundhedsperson afgøres, bliver det vurderet, om behandlingen lever op til normen for almindelig anerkendt faglig standard. Gør den det, bliver der ikke udtalt kritik.

Vurderes det, at behandlingen ligger under normen for almindelig anerkendt faglig standard, kan der blive udtalt kritik. Det betyder, at du forventes at tage afgørelsen til efterretning og lære af de forhold, der kritiseres.

Vurderes det, at behandlingen ligger væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard, kan der blive udtalt kritik med indskærpelse. Det betyder, at du, ud over at tage afgørelsen til efterretning, også vil få dit navn offentliggjort på www.sundhed.dk eller på Styrelsen for Patientklagers hjemmeside. Kritik med indskærpelse gives i meget få tilfælde ud af det samlede antal klagesager.

Det fremgår af afgørelsen, hvad styrelsen har lagt vægt på, og hvilke regler, der er blevet anvendt.

I gennemsnit afgøres klagesager over sundhedspersoner sådan:

  • Ca. 80% afgøres uden kritik til de involverede sundhedspersoner
  • Ca. 20% afgøres med kritik til en eller flere af de involverede sundhedspersoner
  • Ca. 1 % afgøres med skærpet kritik til en eller flere af de involverede sundhedspersoner.

Læs mere om afgørelse af klagesager vedr. konkrete sundhedspersoner på Styrelsen for Patientklagers hjemmeside.