FAPS-Nyt Nyt om ferieringe (22/4-22)

Nyhed Faps-Nyt

Her kan du se ferieringe for specialet gynækologi

Kære kolleger

I henhold til den nye overenskomst skal FAPS inddele landet i geografiske områder, benævnt ferieringe, for specialerne ørelægehjælp, øjenlægehjælp, dermatologi og gynækologi. Formålet er, at speciallægerne inden for en feriering skal koordinere deres ferie i sommerferien (uge 28, 29, 30 og 31), efterårsferien (uge 42), juleferien (dagene mellem jul og nytår), vinterferie (uge 7, hhv. uge 8) og de 3 dage op til påske.

De nye regler gælder fra 1. januar 2023.

Nogle af jer har indsendt konkrete forslag, og vi vil gerne takke for jeres engagement i denne sag.

FAPS’ bestyrelse har nu inddelt landet i ferieringe for de 4 specialer. Ringene er etableret ud fra en række kriterier, herunder at ringene som minimum skal bestå af 6 speciallæger. Derudover at der ikke skal være for stor forskel på antallet af speciallæger i de enkelte ferieringe, ud fra et ønske om at alle involverede speciallæger skal have ferievagten nogenlunde lige ofte. Samtidig er der inddraget et hensyn til antallet af borgere inden for de enkelte ringe og til de geografiske forhold. Den strukturelle udfordring, at nogle regioner har indrettet sig med meget få speciallæger, har bestyrelsen dog ikke kunnet løse.

Deltidsydere er ikke omfattet af ferieringene.

Arbejdet har i gynækologispecialet resulteret i dannelsen af i alt 11 ferieringe. Den geografiske inddeling af jeres ferieringe kan ses her.

Hvem I konkret er i feriering med, vil blive udmeldt i løbet af kort tid. Samtidig vil hver feriering vil blive opfordret til at indstille en feriekoordinator. Feriekoordinatoren har ansvar for at etablere en ferieplan for de speciallæger, der indgår i ferieringen.  FAPS’ bestyrelse har besluttet at kompensere hver feriekoordinator med et årligt beløb på 10.000 kr.

Som nævnt vil I få mere information i løbet af kort tid. Vi vil også invitere gruppen af feriekoordinatorer til et opstartsmøde efter sommerferien, hvor vi sammen kan drøfte, hvordan koordinatoropgaven bedst gribes an.

Vi ser frem til et godt samarbejde om velfungerende ferieringe til gavn for patienter, samarbejdspartnere og os selv.

Venlig hilsen
Ann-Louise Reventlow-Mourier og Per Flesner
Formandskab for FAPS

Specialespecifikke

Gynækologi