FAPS-Nyt 68/2021 Fra 1. januar 2022 vises patientaftaler fra speciallægepraksis i det nationale ”Patientoverblik” (25/11-21)

Nyhed Faps-Nyt

Kære kolleger

FAPS har gennem flere år arbejdet på, at patientens aftaler fra speciallægepraksis skulle vises i det nye nationale projekt om ”Patientoverblik” – for det er med til at synliggøre speciallægepraksis som en del af det integrerede sundhedsvæsen. Projektet kom lidt skidt fra start, da systemhusene for et par måneder siden ved en fejl fik åbnet for vores aftaler, før vi var klar, og det fik FAPS heldigvis hurtigt sat en stopper for.

Men nu er det vigtigt, at du gør din kalender klar, for der åbnes for aftaledeling d. 1. januar 2022 – så læs videre her:

Patientaftaler i speciallægepraksis bliver fra januar 2022 en del af en ny digital løsning fra Sundhedsdatastyrelsen, der skal samle patientens bookede aftaler i hele sundhedsvæsenet i én oversigt på sundhed.dk. Aftaler bliver tilgængelige for patienten selv og tværsektorielt for sundhedsprofessionelle, der har patienten i behandling. Aftalerne bliver desuden tilgængelige for patienten i MinLæge appen.

Oplysningerne til aftaleoverblikket trækkes fra kalenderen i lægesystemet og som udgangspunkt deles alle aftaler med gyldigt cpr.nr.

Du skal være opmærksom på følgende i din kliniks kalender:

Er der patientrelaterede aftaler i klinikkens kalender med patientens cpr. nummer, som ikke skal deles med patienten og den øvrige sundhedssektor? Hvis ja, er det vigtigt, at du ved hvordan deling af en aftale deaktiveres i eget system, og at der bliver sat tid af til at gøre kalenderen klar til aftaledeling.
Er der brug for en særskilt kalender, som har deling deaktiveret? Hvis ja, skal systemleverandøren kontaktes for at undersøge om dette er muligt.
Kontakt din systemleverandør, hvis du er i tvivl om hvordan du gør. 

Aftalerne vil blive vist med mødetid/dato, adresse for mødested, samt navn på behandlingsansvarlig klinik. Varighed/sluttidspunkt for aftalen vil i kalendervisningen på sundhed.dk være angivet fiktivt som en time. Det er samme løsning, der anvendes vedrørende aftaler i ambulatorierne. Det vil fremgå, at der er tale om et fiktivt sluttidspunkt.

Aftaler deles via PLSP i lighed med aftaler fra almen praksis. Enkelte lægesystemer er ikke med i PLSP, aftaler fra klinikker, der har et af de lægesystemer, er ikke en del af det fælles patientoverblik.

Det er allerede skrevet ind i din databehandleraftale med dit lægesystem, at lægesystemet må udstille data til den nationale delingsinfrastruktur i sundhedsvæsenet, fx til brug for den fælles aftaleoversigt.

Du skal selv opdatere klinikkens privatlivspolitik og artikel 30 fortegnelse. Du skal her bl.a. anføre, at hjemlen til at vise patienternes aftaler findes i Bekendtgørelse om drift m.v. af den fælles digitale infrastruktur.

Du kan læse mere om aftaledeling her. Hvis du har brug for support, skal du kontakte dit lægesystem.

Venlig hilsen
Formandskabet i FAPS
Ann-Louise Reventlow-Mourier og Per Flesner

Landsdækkende