FAPS-Nyt 52/2022 FAPS Fri Ferie – Dit nye system til registrering af klinikkens lukkedage fra 9. januar 2023 (22/12-22)

Nyhed Faps-Nyt

Kære praktiserende speciallæge

Her op til årsskiftet vil vi minde om, at der fra det nye år vil komme et nyt system, hvor I skal foretage registrering hver gang jeres klinik er lukket mindst 1 hverdag. Vi sætter det i drift d. 9. januar 2023. Forpligtelsen til at anvende det nye system følger af overenskomstens §39, stk. 5.

Det nye registreringssystem vil kunne tilgås fra jeres lægepraksis IT-system. Jeres registreringer overføres til Min Læge appen med det formål, at patienterne let skal kunne finde åbne klinikker. Speciallægepraksis får en synlig placering på forsiden af Min Læge med en ny ”Find speciallæge” funktion.

Dette er kun et varsel. I vil umiddelbart efter nytår modtage en vejledning til det nye registreringssystem. Det er meget enkelt at arbejde med, men fra 9. januar vil der alligevel sidde supportere klar hos jeres lægepraksissystem, hvis I har spørgsmål. Det er også jeres lægepraksissystem, der vil sende jer information om, hvor I finder knappen ”FAPS Fri Ferie”.

Fra januar 2023 ophører samtidig jeres forpligtelse til at registrere fravær i jeres praksisdeklaration på Sundhed.dk. I stedet overføres jeres registrerede lukkedage fra det nye system til Sundhed.dk, så der bliver ingen dobbeltregistrering.

MinLæge appen vil genbruge de øvrige klinikoplysninger fra Sundhed.dk, så det er vigtigt at I har sørget for at de er opdaterede. Det gælder især oplysning om hvornår klinikkens telefon er åben for tidsbestilling (mindst 2 timer på alle konsultationsdage) samt oplysning om ventetid for ikke-akutte patienter.

Vi benytter lejligheden til at ønske jer alle en rigtig god jul og et godt nytår!


Venlig hilsen
Sekretariatet

Landsdækkende