FAPS-Nyt 23/2022 Ny aftale om behandling af fordrevne personer fra Ukraine (25/4-22)

Nyhed Faps-Nyt

FAPS og RLTN har indgået en ny aftale om behandling af personer, der er fordrevet fra Ukraine.

Kære praktiserende speciallæger

FAPS og RLTN har indgået en ny aftale om behandling af personer, der er fordrevet fra Ukraine. Aftalen træder i kraft i dag d. 25. april 2022 og giver de fordrevne ukrainere med ophold i Danmark adgang til nødvendige sundhedsydelser i perioden, frem til de får opholdstilladelse. Når de har fået opholdstilladelse, får de cpr.-nr. og sundhedskort og bliver omfattet af de almindelige regler for sygesikringspatienter.

Aftalen omfatter altså behandlinger i perioden, fra de indrejser i Danmark, og til de får et sundhedskort.

Aftalen betyder følgende:

  • Aftalen omfatter kun nødvendig behandling.
  • Det er den praktiserende læge, der afgør hvilken behandling, der er nødvendig.
  • Det skal af henvisningen fremgå, hvilken behandling der skal foretages, og der må ikke foretages mere, end der er henvist til.
  • Der kræves henvisning til alle specialer, også øre-, næse-, hals- og øjenlæger.
  • Da de fordrevne personer ikke har et cpr.-nr., anvendes nationalitetskode 4000000634 ved afregning.
  • Der skal forevises dokumentation for, at der er søgt opholdstilladelse. Der tages kopi af dokumentationen, som skal kunne sendes til regionen, hvis der bliver bedt om det.
  • Behandlingen honoreres med overenskomstens sædvanlige honorarer.
  • Anvendelse af tolk honoreres på sædvanlig vis. Der er dog dispenseret fra kravet om, at tolken skal være godkendt af regionen.
  • Hvis den fordrevne person får opholdstilladelse i perioden, fra henvisningen er udstedt, og til patienten ses i speciallægepraksis, skal speciallægen rekvirere en ny henvisning med cpr.-nr. fra den alment praktiserende læge, inden patienten ses. Det gælder også, hvis patienten skal ses flere gange og undervejs i forløbet får opholdstilladelse. 
  • Den økonomiske meraktivitet efter aftalen, som afregnes med nationalitetskode 4000000634, ligger udenfor den økonomiske ramme og knæk.
  • De særlige begrænsninger i aftalen har været nødvendige efter krav fra sundhedsministeriet som følge af den gældende lovgivning på området.

Venlig hilsen
Sekretariatet

Landsdækkende