Gå til indhold

Vedtægter for Fonden for Faglig Udvikling af Speciallægepraksis

Her kan du blandt andet læse om formål, midler og bestyrelsens opgaver

§1 Navn og hjemsted

Stk. 1. Fondens navn er "Fonden for Faglig Udvikling af Speciallægepraksis".

Stk. 2. Fondens hjemsted er Københavns kommune.

Stk. 3. Fonden er etableret i henhold til overenskomst om speciallægehjælp, der er indgået mellem Foreningen af Speciallæger og Regionernes Lønnings-og Takstnævn (RLTN) med det formål at understøtte og finansiere forskning, kvalitetsudvikling og efteruddannelse i speciallægepraksis. 

§2 Formål

Stk. 1. Fondens formål er at fremme den faglige udvikling inden for speciallægepraksis ved  at yde tilskud til:
a) speciallægers efteruddannelse,
b) kvalitetsudviklingsprojekter,
c) forskningsprojekter efter ansøgning fra praktiserende speciallæger, regioner, forskere eller andre,
d) og andre projekter, som fremmer den faglige udvikling inden for speciallægepraksis.

Stk.2 Med henblik på at fremme kvalitetsudvikling i speciallægepraksis, har Fonden endvidere til formål at finansiere de aktiviteter, der gennemføres i regi af eKVIS, jf. overenskomst om speciallægehjælp.

Stk.3 Fonden har endvidere til formål at finansiere udvikling af digitale løsninger, når der mellem overenskomstens parter er enighed om, at udvikling af sådanne løsninger er hensigtsmæssige for at sikre, at speciallægepraksis indgår på relevant måde i digitaliseringen af sundhedsvæsenet.

Stk. 4. Fondens midler kan endvidere anvendes til at yde refusion til regionen i forbindelse med reduktion i antallet af praksis, jf. §6, stk. 6, i overenskomst om speciallægehjælp. Beslutning om udbetaling hertil træffes af Speciallægelandssamarbejdsudvalget, jf. overenskomstens § 58, stk. 6.

§3 Kapital

Stk. 1. Fondens kapitalgrundlag er tilvejebragt ved, at midlerne fra Fonden for Efteruddannelse af Praktiserende Speciallæger og fra Konto vedrørende Erstatningsydelser er overført til Fonden for Faglig Udvikling af Speciallægepraksis.
Stk. 2. Fondens indtægter baseres på regionernes indbetalinger og afkast af fondskapital, jf. overenskomst om speciallægehjælp.

§4 Fondens midler

Stk. 1. Fondens midler anbringes efter de i lovgivningen indeholdte regler og i øvrigt efter retningslinjer, der fastsættes af bestyrelsen.
Stk. 2. Fondsmidlerne skal til stadighed holdes fuldstændig adskilt fra Foreningen af Speciallægers, Regionernes Lønnings- og Takstnævn og andre foreningers og organisationers midler.
Stk. 3. Alle konti hos pengeinstitutter, giro o.l. skal lyde på fondens navn, og værdipapirer skal noteres på fondens navn.

§5 Bestyrelse

Stk. 1. Fonden ledes af en bestyrelse bestående af 6 medlemmer, hvoraf 3 medlemmer udpeges af  Regionernes Lønnings- og Takstnævn, og 3 medlemmer udpeges af Foreningen af Speciallæger.
Stk. 2. Bestyrelsesmedlemmerne, herunder formanden og næstformanden, kan varetage hvervet i så lang tid, som den udpegende part fastsætter.
Stk. 3. Bestyrelsen vælger selv sin formand iblandt medlemmerne udpeget af Foreningen af Speciallæger, og næstformanden vælges iblandt medlemmerne udpeget af  Regionernes Lønnings- og Takstnævn.
Stk. 4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst ét medlem fra hver af parterne er til stede. Beslutninger skal træffes i enighed mellem de fremmødte bestyrelsesmedlemmer.

§6 Bestyrelsens opgaver

Stk. 1. Bestyrelsen drøfter de overordnede rammer for den faglige udvikling af speciallægepraksis og hvordan finansieringen fra fonden bedst muligt fremmer kvalitetssikringen og kvalitetsudviklingen af det faglige tilbud i speciallægepraksis.
Stk. 2. Bestyrelsen godkender udbetalingsbestemmelser for tilskud til praktiserende speciallægers efteruddannelse.
Stk. 3. Bestyrelsen fastlægger retningslinjer for ansøgninger om tilskud til kvalitetssikringsprojekter.
Stk. 4. Bestyrelsen behandler ansøgninger om tilskud til kvalitetssikringsprojekter og forskningsprojekter. Ansøgninger vedr. Forskning- og kvalitetsudviklingsprojekter forelægges for det af Fonden bestyrelse udpegede Fagligt udvalg med henblik på faglig vurdering, inden bestyrelsen tager stilling. Beslutninger kan kun træffes i enighed.
Stk. 5. I hele overenskomstperioden og i tilfælde af overenskomstens opsigelse, indbetaler regionerne midler til Fonden i det omfang dette er nødvendigt for, at Fonden kan overholde sine økonomiske forpligtelser.       
Stk. 6. Bestyrelsen aflægger beretning hvert år.

§7 Fagligt Udvalg

Fagligt Udvalg består af 3-5 medlemmer, der er udnævnt af bestyrelsen i Fonden for Faglig Udvikling af Speciallægepraksis. Blandt de udpegede medlemmer udpeger Fonden en formand for Fagligt Udvalg.

Medlemmerne af Fagligt Udvalg udnævnes for en tidsbegrænset periode på 2 år med forskudt valgperiode for at sikre kontinuitet. Medlemmerne kan maksimalt have en funktionsperiode i udvalget på 6 år.

Udvalget skal behandle ansøgninger med hensyn til faglig kvalitet og relevans for sektoren samt udarbejde en indstilling til bestyrelsen for Fonden til brug for til brug for dennes beslutning om, hvorvidt den konkrete ansøgning skal imødekommes.

Forud for Fagligt Udvalgs behandling af ansøgningerne sender Foreningen af Speciallæger ansøgningerne i høring hos den relevante speciallægeorganisation. Kvalitetsprojekter sendes desuden i høring hos eKVIS.

§8 Tegningsregel

Fonden tegnes af 2 medlemmer af fondsbestyrelsen, som er udpeget af henholdsvis Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Foreningen af Speciallæger, i forening. Fondsbestyrelsen kan meddele den for den daglige administration nødvendige prokura, enkel eller kollektiv.

§9 Regnskabsår

Stk. 1. Fonden har kalenderåret som regnskabsår. Det første regnskabsår løber fra fondens stiftelse den 1. april 2002 til den 31. december 2002.
Stk. 2. Årsregnskabet revideres af en statsautoriseret revisor. Det reviderede årsregnskab underskrevet af fondsbestyrelsens medlemmer sendes til bestyrelsen for Foreningen af Praktiserende Speciallæger og Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

§10 Vedtægtsændring, ophør

Stk. 1. Ændringer af fondens vedtægter og beslutning om fondens ophør træffes af fondsbestyrelsen efter forudgående godkendelse af Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Foreningen af Speciallæger.
Stk. 2. I tilfælde af ophør påhviler det fondsbestyrelsen at sikre, at fondsmidlerne ikke vender tilbage til stifterne, men alle fondens midler anvendes i overensstemmelse med den til enhver tid værende formålsparagraf.