Flere unge overlæger giver et løft til sygehusene

11. januar 2016

Af Anja Mitchell

I årtier har mangel på speciallæger været et af sundhedsvæsenets største problemer. Vi kender alle historierne om ventelister og sygehuse, der kæmper for at opfylde voksende behov for behandling. Men måske er der hjælp på vej.

Det handler ikke om nye penge eller prioritering. Nej, håndsrækningen til sygehusene kommer fra en helt anden kant. Som du kan læse i årets første udgave af Ugeskrift for Læger, stiger antallet af unge overlæger på landets sygehuse markant i disse år.

Ældre overlæge bliver nu i stigende grad flankeret af ret unge kolleger. Det er ikke længere et særsyn, at læger bliver medlemmer af Overlægeforeningen, når de er i midten af 30’erne. Forklaringen er, at de unge gør lige præcis det, samfundet beder dem om. Når de er færdige med studierne, går de fokuseret efter et bestemt speciale.

Det er formentlig udtryk for en mere generel tendens i samfundet til større målrettethed. Og femårsfristen, den tidligere fireårsregel, understøtter det på godt og ondt.

Nutidens læger gennemfører uddannelsen til speciallæge næsten to år hurtigere, end lægerne gjorde ved årtusindeskiftet. Den såkaldte fremdriftsreform på universiteterne vil sætte yderligere fart på. Måske bliver det om ikke ret mange år almindeligt at se overlæger, der er først i 30’erne.

Udviklingen påvirkes også af regionernes voksende efterspørgsel efter læger med ekspertise i tilrettelæggelse af effektive behandlingsforløb. Krav til produktivitet og behandling af høj kvalitet placerer overlægerne i en nøglerolle. Det giver nyuddannede speciallæger mulighed for at gå direkte til en overlægestilling, hvor man før skulle »modnes« over nogle år.

Det er naturligvis ikke problemfrit at træde så hurtigt ind i en overlægestilling. 35-årige overlæger har ikke samme brede kliniske erfaring som de ældre. Udfordringen består derfor i at sikre et samspil mellem klinisk bredde og specialisering.

Patienterne har krav på en optimal behandling, men de har også brug for, at der tages hånd om hele deres helbred og ikke blot den sygdom, de er henvist med. Det kræver, at lægerne samarbejder. Og det kræver, at der er en behandlingsansvarlig læge, som samler trådene.

Til gengæld er jeg sikker på, at de unge overlæger kan tilføre sygehusene, patienterne og ikke mindst kollegerne både dynamik, initiativ og nye ideer. Ofte er de særdeles stærke inden for deres speciale, og som det fremgår af interviewene, er motivation, åbenhed og viljen til samarbejde helt i top hos de unge overlæger.

Så udviklingen er en klar gevinst for alle parter: Vi får unge kolleger i flokken, som kan bruge deres specialistviden i mange flere år end før.

Samtidig ser vi for øjeblikket, at flere overlæger vælger at blive længere på arbejdsmarkedet. Lige nu stiger andelen af erhvervsaktive overlæger, der er over 65 år. De to tendenser betyder tilsammen, at vi måske fremover vil se overlæger, der er aktive fra starten af 30’erne til op i 70’erne – vel at mærke, hvis arbejdsgiverne sørger for, at arbejdsmiljøet er i orden.

Med andre ord kan den udvikling betyde, at overlægerne i fremtiden vil have en karriere, der er ti år længere end i dag – til gavn for både patienter, sygehuse og kolleger. Se, det kalder jeg en god historie!

Leder bragt i Ugeskrift for Læger nr. 1/2016