FAPS-Nyt Orientering fra FAS' Fond (Sygefonden)

Nye udbetalingsbestemmelser 
Der er ganske få ændringer til udbetalingsbestemmelserne for 2020. Ændringerne omhandler primært tydeligere beskrivelser af allerede anvendte sagsbehandlingsprincipper, ændringer i deadlines samt en ændring i afholdelse af fædreorlov.

Anmeldelsesfrist (udbetalingsbestemmelsernes pkt. 7) 
Ansøgning for fravær i en kalendermåned skal indsendes senest den 10. i den efterfølgende måned. Som det altid har været gældende, skal dette gøres hver måned indtil raskmelding.

Dokumentation og fratræk (udbetalingsbestemmelsernes pkt. 9.2 og pkt. 4.1.)
Det er blevet præciseret i udbetalingsbestemmelserne, at omsætningsdokumentation fra lægesystemet skal sendes samtidig med anmodning om refusion, og tydeligere beskrevet, at der  - som tidligere gældende - vil ske fratræk i sygehjælpen, hvis klinikpersonalet genererer en omsætning i fraværsperioden.

Tip: hvis lægesystemet ikke kan printe en nul-omsætning, så tag et screenshot, som kan vedhæftes ansøgningen.

Fædreorlov (udbetalingsbestemmelsernes pkt. 2.2)
Perioden, hvor en mandlig speciallæge kan være på orlov, udvides fra 46 uger til 52 uger, og tidligere bestemmelse om, at orlov skal afholdes med minimum én uge ad gangen er afskaffet.
Det vil sige, at de 30 hverdage kan afvikles frit indtil barnet fylder 1 år (ved adoption op til 1 år efter modtagelse af barnet).

Husk, at der gælder samme anmeldelsesfrister og dokumentationskrav som ved fravær ifm. sygdom – dvs. at fravær for f.eks. to orlovsdage i januar 2020 skal registreres og anmodes om senest den 10. februar 2020, og der skal vedhæftes omsætningsdokumentation for de to orlovsdage.

Deadline for udbetaling (udbetalingsbestemmelsernes pkt. 8)
Udbetaling af refusion vil ske senest den sidste bankdag i efterfølgende måned, dvs. hvis fravær i januar 2020 er indsendt senest den 10. februar 2020 sammen med korrekt omsætningsdokumentation fra lægesystem, vil sygehjælpen være til disposition senest sidste bankdag i februar.

Sekretariatet er altid parat til at hjælpe, så ring eller mail endelig, hvis I er i tvivl om, hvorvidt præcis jeres situation er berettiget til udbetaling af sygehjælp.


På Sygefondens vegne

Peter Tingsggard
Formand