FAPS-Nyt 37/2018 Kære Kolleger

Det var en stor fornøjelse at være sammen med FAPS’ repræsentantskab i weekend’en. Vi havde nogle rigtig gode politiske drøftelser, bl.a. af hvordan speciallægesektoren undgår risikoen for at blive isoleret i fremtidens sundhedsvæsen.
En ting blev nævnt igen og igen: de praktiserende læger er vores nærmeste samarbejdspartner, og det er vigtigt, at vi er tilgængelige for dem. FAPS' bestyrelse tager alle de gode input med på sit internatmøde i november måned.

Her og nu er der en ting, jeg vil bede jer alle om:
Gå ind på sundhed.dk som fagperson og udfyld oplysning om jeres direkte telefonnummer (mobil nummer eller lægetelefon). Det kan kun ses af fagpersoner, og det er en stor lettelse for de praktiserende læger, at de ikke skal sidde i telefonkø sammen med patienterne. Det kan fx være nummeret til en mobiltelefon, som altid besvares af jeres sygeplejerske eller sekretær.

Se eksempel her:

Spørgsmålet om speciallægesektorens rolle i fremtidens sundhedsvæsen er yderst aktuelt. Om få uger fremlægger regeringen sin sundhedsreform, og den afventer vi med spænding. Speciallægesektoren har rigtig meget at byde på, og vi skal blive ved med at vise, at vi er forandringsparate og følger med tiden.
Til foråret håber jeg at se rigtig mange af jer til de regionale medlemsmøder, så I kan tage aktivt del i drøftelserne om vores allesammens fremtid.

Kirsten Ilkjær
Formand for FAPS