Etablering af et europæisk agentur for kriseberedskab og -indsats på sundhedsområdet (HERA)

15. februar 2021

Vær beredt!

Med de hidtidige erfaringer med Covid-19 helt tæt på så er der ingen tvivl om, at opgaverne med

  • at forebygge, forudse og imødekomme grænseoverskridende sundhedstrusler som f.eks. pandemier, antibiotikaresistens m.m., samt
  • at tilvejebringe "medical countermeasures" - biologiske produkter (vacciner), medicinsk udstyr, herunder værnemidler m.m. i krisesituationer

ikke kun er et nationalt anliggende, men også et centralt EU-anliggende.

Lægeforeningen har på det foreliggende grundlag ikke mulighed for at tage stilling til, om EU´s opgaver på området bedst løses via etableringen af et nyt selvstændigt agentur, der i givet fald vil få grænseflader til en række øvrige EU-aktører på området, herunder bl.a. EMA og ECDC – eller om opgaverne bedst løses via en styrkelse af de eksisterende aktører.

Lægeforeningen skal pege på behovet for en mere dybtgående evaluering af EU-indsatsen i forbindelse med Covid-19, som en beslutning om etablering af et agentur, dets opgaver og dets kompetencer kan støtte grundlag på. Vigtigheden af koordination under en pandemi er altafgørende for mange indsatser, hvorfor det skal overvejes nøje, hvilken værdi, man ønsker/formoder, at et selvstændigt agentur bringer, ikke mindst, hvis tanken er at flytte opgaver fra eksisterende instanser. Derfor er analysen forudgående vigtig.

Lægeforeningen finder det samtidig vigtigt, at regeringen i forbindelse med processen i god tid får afklaret, om Danmark skal byde ind på værtskabet for et eventuelt nyt agentur, så vi kan være klar til at spille rettidigt og kvalificeret ind i EU’s beslutningsproces.

Det er eksempelvis vores vurdering, at de danske lægefaglige miljøer i forhold til pandemiberedskab samt antibiotika- og antibiotikaresistens er i højeste internationale klasse. Her vil placeringen af et agentur i Danmark hurtigt kunne udvikle sig til gavn for begge parter med vidensdeling, tilvejebringelse af ny viden og udvikling af områderne, så EU og EU- landene vil være beredte, når den næste pandemi banker på.

Lægeforeningen vil i givet fald gerne bidrage til processen, herunder tilvejebringelse af argumentation, materiale m.m. i lighed med den tidligere gennemførte proces i forhold til fremme af Danmarks kandidatur i forhold til værtskab for EMA.

Med venlig hilsen

Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen